Sony genstarter hacket Playstation-netværk

Sony er klar til at genoplive sit hackede spillenetværk til Playstation.

Elektronikgiganten Sony går i gang med at genoplive det hackede Playstation-spillenetværk søndag og forventer, at alt fungerer igen den 31. maj. Netværket startes op igen land efter land.

Sony har tidligere undskyldt over for sine kunder, der har mistet personlige oplysninger som kreditkortnumre, da det lykkedes hackere at få adgang til 77 millioner spilleres Playstation-konti.

Firmaet har efterfølgende indført en række nye sikkerhedsforanstaltninger.

347 danskere hacket

- Jeg kan ikke takke jer nok for jeres tålmodighed og støtte i denne tid, siger den næstøverste chef i Sony Kazuo Hirai, der anerkender, at spillerne er nervøse for at bruge netværket igen.

- Vi tager aggressive skridt på alle niveauer for at adressere bekymringerne, der er opstået på grund af denne hændelse, og har gjort beskyttelse af forbrugernes data til en fuldtidsforpligtelse for hele firmaet, siger han.

347 danskere fik deres kontoudskrifter hacket under angrebene på Sony Online Entertainment. Det er uvist hvor mange, der har fået misbrugt sine oplysninger i Danmark og på verdensplan.

Sony siger, at brugerne bliver tilbudt gratis spil på grund af hacker-hændelsen på Playstation-netværket.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere