Firefox er størst i Europa

Google Chrome har taget markedsandele fra Internet Explorer og gjort Firefox til Europas største browser

Firefox er nu den mest benyttede browser, når europæerne surfer på internettet.
Firefox er nu den mest benyttede browser, når europæerne surfer på internettet.

Med en markedsandel på 38,11 procent klemte Firefox sig i december for første gang forbi Microsofts Internet Explorer og er dermed den mest benyttede internetbrowser i Europa. Det skriver Mashable.

Det er dog kun med nød og næppe, at Firefox stikker forbi for IE, som har en markedsandel på 37,52 procent. Og overhalingen skyldes mere tilbagegang for IE end fremgang for Firefox. Det er nemlig Google Chrome, som har spillet toppen et puds, ved at øge sin markedsandel fra 5,05 procent i december 2009 til 14,58 procent i december 2010. Og den fremgang er gået ud over IE.

- Det her er sket, fordi Googles Chrome stjæler markedsandele fra Internet Explorer, mens Firefox beholder sin nuværende andel, forklarer chef for analysevirksomheden StatCounter Aodhan Cullen.

Det er StatCounter der har indsamlet browserdata fra mere end tre millioner hjemmesider med over 15 milliarder sidevisninger.

0 kommentarer
Vis kommentarer