Farlig virus angriber iPhone

Første alvorlige orm-angreb har ramt Apples iPhone. Botnet-ormen er i stand til at stjæle dine personlige oplysninger fra telefonen

En virus, der indsamler personlige oplysninger, har angrebet flere hollandske iPhones.
En virus, der indsamler personlige oplysninger, har angrebet flere hollandske iPhones.

Den første botnet-orm til Apples iPhone er netop blevet identificeret. Ormen skal tages alvorlig, da den fungerer som en informationstyv og gør det muligt at stjæle data og personlige informationer fra Iphone-ejere. Det skriver It-sikkerhedsfirmaet F-Secure i en pressemeddelelse.

Det er firmaets viruslaboratorium i Finland, som har fundet den nye orm, der er langt mere alvorlig end den harmløse Ikee orm, som ramte australske iPhone-ejerne tidligere på måneden. De første analyser viser nemlig, at virussen er i stand til at stjæle personlige oplysninger fra iPhonen og sende dette til kriminelle bagmænd.

Endnu ikke så udbredt
Indtil videre er ormen afgrænset til Holland, og den rammer kun telefoner, som er 'jailbroken' – altså iPhones, hvor brugeren har fjernet Apples beskyttelsessystem, så telefonen kan køre andre programmer.

Samtidig skal ejeren havde installeret såkaldt SSH-program på telefonen. Det er et program, der gør det mulig at lave ændringer i telefonens filsystem. Endvidere skal brugeren ikke have ændret default password.

- De kriminelle bagmænd udvikler stadig nye og mere avancerede vira til pc’ere. Og nu målretter man altså også indsatsen mod 'nye medier' som iPhones. Det er alt sammen et spørgsmål om volumet i markedet på disse medier, som gør dem attraktive for de kriminelle bagmænd, udtaler Michael Dahl, ansvarlig for F-Secure Danmark.

Udviklingen i forkert retning
- Det er en udvikling, som kun fortsætter en vej – i den forkerte retning. At der kommer en ny virustype til iPhonen så kort tid efter, den første blev fundet, understreger den udvikling. Heldigvis er ormen ikke så udbredt endnu, men det, at den er stand til stjæle personlige oplysninger, viser det potentiale, som orme har for hackere.

- Folk bruger i stigende grad mobiltelefonen til at gå på for eksempel netbank eller som betalingsmiddel, og det er oplysninger som disse, som hackere kan tjene penge på. Det er derfor afgørende, at man sørger for at beskytte sin telefon, siger Michael Dahl.

Du kan læse mere om ormen på F-Secures hjemmeside.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere