Google afslører nyt operativsystem

Google Chrome OS starter på syv sekunder, og alle programmer og filer gemmes på internettet. Premiere i slutningen af 2010

Google Chrome OS vil kunne opleves på udvalgte netbooks i slutningen af 2010.
Google Chrome OS vil kunne opleves på udvalgte netbooks i slutningen af 2010.

Google afslørede i går nye detaljer om firmaets kommende letvægtsoperativsystem til små, bærbare computere: Chrome OS.

Styresystemet adskiller sig drastisk fra, hvad vi kender fra Windows, og vil kunne starte op på blot syv sekunder. Det vil ikke være muligt at installere programmer på Chrome OS, der i stedet er fokuseret på webapplikationer, der afvikles over internettet.

- Vi vil gøre Google Chrome OS voldsomt hurtigt ... som at starte et fjernsyn, sagde Sundar Pichai, vicepræsident for produktledelse hos Google.

Kun på udvalgte computere
Chrome OS er baseret på open-source Linux og fokuserer på Googles webbrowser, Chrome, der har et stærkt dansk islæt. Styresystemet vil komme på udvalgte bærbare computere i slutningen af 2010. Du vil altså ikke kunne installere Chrome OS på din nuværende maskine.

Google siger, at de fleste bærbare med Chrome OS vil være små netbooks, og at de ikke vil komme med harddiske, men i stedet vil bruge fast hukommelse, der er hurtigere, mere robust og bruger mindre strøm.

Alle programmer vil være webbaserede og afvikles over internettet, og Google vil også opfordre brugerne til at gemme alle filer på internettet, og ikke på selve maskinen.

- Vi vil skabe en fundamentalt anderledes computeroplevelse, som er udviklet til den måde, vi bruger nettet på i dag, sagde Sundar Pichai.

Fri for virus
Brugere af Chrome OS vil ikke skulle bekymre sig om sikkerhedsopdateringer eller virus. Google siger, at firmaet automatisk vil sende opdateringer ud dagligt, og at man vil holde øje med internettrafikken for ondsindet software.

Google forudser en fremtid, hvor alle tjenester og programmer kan findes på internettet, så man som computerbruger ikke skal installere programmer eller bekymre sig om, hvorvidt skidtet virker på maskinen. Chrome OS giver nem og hurtig adgang til internettet, hvor du både afvikler programmer, bruger tjenester og gemmer dine filer.

Internettet skal forbedres
Kritikere påpeger, at internettet skal gennemgå en række forbedringer før Googles vision kan blive til virkelig for almindelige brugere. De fleste internetforbindelser er for langsomme, især mobilt bredbånd, og mange websider og tjenester skal ændres og opdateres for at virke optimalt med Chrome OS.

Google har frigivet nedenstående video, der illustrerer hvorfor der ifølge firmaet er behov for Chrome OS:

1 af 3 
2 af 3 
3 af 3 Google Chrome OS vil kunne opleves på udvalgte netbooks i slutningen af 2010.
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere