Sådan får du mere ud af batteriet til din nye gadget

Batteriekspert afslører, hvordan du forlænger levetiden på det batteri, der sidder i eksempelvis smartphones og tablets

Ved at følge et par enkelte tommelfingerregler, så kan levetiden på batteriet i den nye tablet forlænges. (Foto: Colourbox)
Ved at følge et par enkelte tommelfingerregler, så kan levetiden på batteriet i den nye tablet forlænges. (Foto: Colourbox)

Det hedder et genopladeligt batteri, men det er det ikke i en uendelighed. Faktisk har batterierne i eksempelvis smartphones, tablets, kameraer og GPS'er en begrænset levetid. Nogle vil opleve, at batteriet taber pusten længe før resten af produktet.

- De fleste af ovennævnte apparater leveres i dag med genopladelige batterier af litium-ion typen.Et moderne litium-ion batteri holder til ca. 1000 op- og afladninger ved almindelig brug afhængig af temperaturområdet, forklarer seniorkonsulent Bjarne Johnsen fra Teknologisk Institut.

Netop temperaturen er ganske afgørende for, hvor lang levetid der er i det genopladelige batteri.

Anbringes batteriet et varmt sted - eksempelvis i direkte sollys eller på radiatoren - ældes batteriet hurtigere. Ved en batteritemperatur på 50 grader og derover kan batteriet ældes mere end fire gange så hurtigt som ved 20 grader. Taler man om batteriet til en bærbar computer, så bliver batteritemperaturen unødig høj, hvis køleribber og blæser tildækkes, eller hvis computeren lægges i en taske uden at være slukket helt ned.

Lad batteriet få stuetemperatur
- Man bør også undgå at oplade batteriet ved lave temperaturer. Når man kommer ind fra kulden, bør man derfor vente en times tid med at sætte stikket i laderen - indtil batteriet har nået stuetemperatur, siger Bjarne Johnsen, der tilføjer, at det i vintermånederne kan være en god ide at oplade GPS’en inden køreturen.

Se også: Gratis apps sluger dit batteri

Til gengæld er det en myte, at man første gang man lader et litium-ion batteri op, skal lade det op i længere tid. Det er til gengæld tilfældet med de gammeldags nikkel-cadmium batterier, som tidligere var standard.

Det giver heller ikke megen mening at forsøge at styre brugen af batteriet og opladningen.

- Nogle eksperter råder til at man holder brugen af batteriet på mellem 40 og 80 procent af kapaciteten. Men det vil være yderst besværligt at skulle overholde sådanne forløb, og gevinsten vil være meget beskeden i forhold til indsatsen, siger Bjarne Johnsen.

Brug original oplader
Bjarne Johansen anbefaler også, at man bruger den rigtige oplader. Så er man sikker på, at batteriet bliver ladet op til den rigtige spænding. Ved for høj spænding risikerer man at batteriets levetid forringes eller ødelægges.

Endelig råder han ejerne af bærbare computere til at bruge opladeren fremfor batteriet, hvis man allievel sidder ved siden af en stikkontakt. På den måde slår man sliddet på batteriet fra, og kører direkte på strøm fra stikkontakten. Derfor er det smart at have sin oplader der, hvor man bruger computeren mest.

0 kommentarer
Vis kommentarer