Nu danner Google og Samsung par

De to it-giganter har indgået samarbejde om fælles patentlicenser de næste ti år

Samsung er en vigtig brik for Googles omsætning på Google Play, og Samsung vil gerne involveres endnu mere i Googles udvikling af nye produkter. Nu har de indgået patentsamarbejde for de næste ti år. (Foto: AP)
Samsung er en vigtig brik for Googles omsætning på Google Play, og Samsung vil gerne involveres endnu mere i Googles udvikling af nye produkter. Nu har de indgået patentsamarbejde for de næste ti år. (Foto: AP)

Samsung og Google gør nu fælles front med en samarbejdsaftale, der kan styrke begge it-selskabers forsøg på at holde Apple stangen på mobilmarkedet. Aftalen, der omhandler fælles licens på patenter hen over de næste ti år, betyder blandt andet, at Samsung får adgang til mange af de patenter, som Google sikrede sig med opkøbet af Motorola Mobility i 2012. Google får samtidig mulighed for at sikre fortsat tæt tilknytning til Samsung, der er verdens største inden for hardware med Android og dermed også en vigtig del af Googles forretning, når det kommer til omsætning på Google Play.

Da Samsung meldes i gang med at udvikle sit eget styresystem, så vil Google strække sig langt for at sikre sig, at Google Play også indgår i den udvikling. Modsat kan Samsung få en større rolle i forhold til Googles udvikling af nye produkter inden for blandt andet bærbar teknologi.

Se også: Så meget plads har din smartphone i virkeligheden

I forhold til resten af branchen, så betyder aftalen også , at de to selskaber nu kan stå sammen i verserende sager om brud på adskillige patentrettigheder, som blandt andet Apple har lagt an mod begge selskaber.

Netop strid om patenter er et tilbagevendende problem for it-selskaberne, og det er en af de årsager, som de officelt melder ud som forklaring på aftalen.

- Ved at arbejde sammen på en aftale som denne, så kan virksomheder reducere faren for retssager og i stedet fokusere på innovation, siger Allan Lo, der juridisk rådgiver hos Google, i en pressemeddelelse.

Også hos Samsung ser man aftalen som et skifte, og vejen frem for it-branchen.

- Denne aftale er afgørende for branchen. Samsung og Google viser resten af branchen, at der er mere at hente i samarbejde end i unødvendige patentstridigheder, siger Dr. Seungho Ahn, der er leder af Samsungs rettighedshedskontor.

Samsung og Apple skal i næste måned mødes og forsøge at indgå forlig på en sag om patenter i forbindelse med Samsungs Galaxy-serie, hvor Apple mener Samsung har kopieret flere funktioner fra iPhone.

0 kommentarer
Vis kommentarer