Livline til XP-brugere

Microsoft stopper sikkerhedsopdateringer til Windows XP, men andre står klar til at tilbyde alternative sikkerhedsløsninger

Bill Gates på scenen i New York for at præsentere Windows XP. Det var i maj 2001. Nu er Microsoft to måneder fra at skrotte styresystemet. (Foto: AP)
Bill Gates på scenen i New York for at præsentere Windows XP. Det var i maj 2001. Nu er Microsoft to måneder fra at skrotte styresystemet. (Foto: AP)

Når Microsoft 8. april indstiller arbejdet med Windows XP, og dermed reelt lukker bogen på styresystemet, så er andre klar til at tage over, når det gælder sikkerheden.

På trods af advarsler fra sikkerhedseksperter, så er alle ikke parate til at skrotte XP, og allerede nu tyder alt på, at mange fortsat vil benytte sig af styresystemet efter 8. april. Det betyder nye forretningsmuligheder for de firmaer, der arbejder med it-sikkerhed og fortsat yder support på Windows XP.

Se også: Bombe under it-sikkerheden: Brugerne vil ikke slippe Windows XP

Det gælder blandt andre Bitdefender. Her fortsætter man med at levere antimalware-løsninger til XP i mere end to år endnu.

- Vi er opmærksomme på de udfordringer og problemer, mange brugere kommer til at opleve, når Microsoft meget snart stopper med at sende sikkerhedsopdateringer til XP SP3. Vi har fokus på de nyeste trusler i form af blandt andet ransomware og derfor har Bitdefender besluttet, at alle vores brugere der anvender XP SP3 fortsat vil få sikkerhedsopdateringer og dermed være sikret mod alle former for malware. For de private gælder det minimum indtil januar 2016 og for virksomheder minimum indtil januar 2017, siger Bo Skeel, Europæisk Salgsdirektør for Bitdefender.

Microsoft har besluttet at stoppe opdateringerne til Windows XP og i stedet fokusere på Windows 7 og Windows 8. På nuværende tidspunkt anslås det dog, at mellem 20 og 30 procent fortsat benytter Windows XP.

En afstemning på ekstrabladet.dk hen over tirsdagen, hvor vi spurgte til læserens styresystem, udløste omkring 15.000 stemmer, hvoraf lige under tyve procent svarede, at de benytter Windows XP.

0 kommentarer
Vis kommentarer