WiMP satser på klassisk musik

Streaming af musik skal ikke kun handle om pop og rock, så nu opgraderer WiMP med en redaktør for klassisk musik

Morten Ernst Lassen kommer til at stå i spidsen for WiMPs øgede fokus på klassisk musik. (Foto: Isak Hoffmeyer)
Morten Ernst Lassen kommer til at stå i spidsen for WiMPs øgede fokus på klassisk musik. (Foto: Isak Hoffmeyer)

Det er muligvis populærmusikken, der dominerer lydbilledet på mange streamingtjeneste, der tilbuder musik til danskerne, men nu åbner WiMP op for en ny kampplads om kunderne.

De opruster på klassisk musik. Blandt andet med ansættelse af en dansk redaktør, der skal hjælpe både de klassiske superbrugere og nysgerrige nye lyttere til genren.

Musik-streaming - hvad skal jeg vælge? (Foto: Polfoto) Vagthund Musik streaming: Her er de bedste tjenester

Redaktørrollen er tilfaldet Morten Ernst Lassen, der er uddannet operasanger og tidligere har været redaktør for Radio Klassisk.

Ud over en redaktør, så vil WiMP også gøre det nemmere at navigere rundt i den klassiske musik, der ikke er helt så nem at indeksere som nyere musik. Hvert nummer vil således få tilknyttet flere metadata.

WiMPs opgradering på klassisk musik kommer i kølvandet på efterårslanceringen af WiMP HiFi, der skulle levere endnu bedre lyd. Det har allerede nu betydet, at andelen af aflyttet klassisk musik er tredoblet.

- WiMP HiFi er det produkt på markedet, der gør, at det nu for alvor er værd at lytte til klassisk musik via streaming. For at leve op til de enorme dynamiske krav der stilles til afspilningen af især klassisk musik, er lydkvaliteten nødt til at være helt i top og lig med hvad vi har været vant til fra CD’en - og det er den nu med WiMP HiFi, siger Morten Ernst Lassen.

0 kommentarer
Vis kommentarer