Dankortet og NemID kan være ramt af sikkerhedshul

Det alvorlige sikkerhedshul Heartbleed kan have påvirket både dankortet og NemID-systemet, oplyser Nets

Det alvorlige sikkerhedshul Heartbleed, der har skabt frygt for datasikkerheden hos computerbrugere, kan nu også have fundet vej til dit dankort og NemID.

Se også: Hul på nettet: Super nemt at stjæle dine data

For at imødegå en mulig sikkerhedstrussel har Nets, som står bag både NemID og dankort-systemet, indledt en analyse af problemet med Heartbleed.

Det oplyser Nets' kommunikationschef Søren Winge til Ritzau.

- Der skal laves en grundig undersøgelse af, hvordan det her eventuelt kan påvirke både vores kortbetalingssystem og NemID, siger han.

- Det er noget, vi er gået i gang med at analysere, og som vi også taler med bankerne og Digitaliseringsstyrelsen om, tilføjes det af kommunikationschefen.

Sikkerhedshullet Heartbleed, som har ramt computerprogrammet OpenSSL, kan være til fare for privatpersoners dataoplysninger.

Sårbarheden ligger i, at hackere kan hente data direkte fra enkeltpersoners computerhukommelse og blandt andet spore sig frem til personfølsomme oplysninger som eksempelvis CPR-numre.

- Vi har ikke en færdig vurdering i dag (torsdag, red.), men det er selvfølgelig noget, vi arbejder med, siger Søren Winge.

- Jeg tør ikke sige, hvor lang tid der går, før vi har en vurdering af, om det overhovedet er noget, der påvirker os og kan have en konsekvens, påpeger han.

På trods af at Nets endnu ikke er sikker på den umiddelbare konsekvens ved Heartbleed, så tages faren og den mulige trussel alvorligt.

- Det er klart. Vi tager selvfølgelig truslen alvorligt, og det gør også, at vi går grundigt til værks, og nu er gået ind for at analysere sagen, lyder det fra Søren Winge.

- Men vi ønsker heller ikke at skabe unødvendig panik ved at gå ud på løst grundlag og komme med alle mulige gisninger, tilføjer han.

Søren Winge nævner, at Nets gerne vil undersøge den mulige trussel i dybden og derfra vurdere, om der er en egentlig sikkerhedstrussel, og hvad der i givet fald skal ske.

0 kommentarer
Vis kommentarer