Netflix hæver prisen

Prisen i verdens dyreste Netflix-land, Danmark, runder med al sandsynlighed snart 100 kroner per måned

Netflix vil hæve priserne for nye kunder allerede fra dette kvartal. (PR foto)
Netflix vil hæve priserne for nye kunder allerede fra dette kvartal. (PR foto)

Jagten på øget indtjening til investorerne, får nu filmstreamingtjenesten Netflix til at hæve prisen.

Planen er, at den månedlige pris vil stige enten en eller to dollar (cirka fem eller 10 kroner) afhængig af markedet allerede i dette kvartal.

Nuværende kunder vil fortsætte med at betale den nuværende pris i 'en generøs tidsperiode'. Det skriver firmaet i en kvartalsrapport om indtjeningen.

Se også: Netflix fjerner indhold uden varsel

Over 100 kroner
Hvad 'en generøs tidsperiode' dækker, bliver ikke oplyst, men som forsøg hævede Netflix prisen for nye kunder i Irland i januar fra 6,99 til 7,99 euro. Her blev nuværende kunder lovet stilstand i prisen i to år.

- Hen over de seneste par år har vi forbedret indholdet på Netflix. I sidste ende er vi også nødt til at hæve priserne en smule, siger adm. direktør Reed Hastings i et interview offentliggjort på YouTube ifølge latimes.com.

Den nuværende pris i Danmark på 79 kroner per måned vil dermed stige til over 100 kroner for nye kunder fra 1. januar 2015, når der også skal lægges moms på beløbet - det besluttede et bredt flertal i Folketinget i starten af april.

Danmark er i forvejen det dyreste Netflix-land i verden, viser en opgørelse fra september 2013 foretaget af Recordere.dk.

Se også: Så er der hastighed til 4K-streaming

Billigere udgave på vej?
Måske er der dog også en billigere Netflix-udgave på vej til Danmark. Firmaet tester lige nu en udgave i USA, hvor du kun kan bruge streamingtjenesten på én skærm - mod i dag ubegrænset. Testpersonerne sparer en enkelt dollar i forhold til normalprisen på 7,99 dollar.

Netflix har i dag 46 millioner betalende kunder. Det er 12 millioner flere end for et år siden. Cirka 75 procent af kunderne bor i USA.

Se også: Er dette Netflix-dræberen?

0 kommentarer
Vis kommentarer