Reddit satser igen på egen mobilapp

Muligheden for at spilde sin tid i selskab med sin telefon bliver væsentligt udvidet

Meget kan skrives om den digitale opslagstavle Reddit, men for nogle er det en ultimativ overspringshandling. Har du først klikket forbi, så kan der gå lang tid, før du klikker væk igen. Og ikke nødvendigvis fordi indholdet har været med til at gøre dig klogere.

Nu vil Reddit igen forsøge sig med sin egen mobilapp, og dermed bringe indholdet ud i flere formater end nu, hvor man, udover en webside, har en browser-baseret mobilside.

Godt nok eksisterer, der allerede i dag apps, der præsenterer Reddit-indhold, men de er udviklet af tredjepart og har ikke Reddit som afsender.

Reddit vil derfor stå på egne ben med egen app, og derfor efterlyses nu udviklere til projektet.

- Verden bliver mobil, og det samme gør Reddit. Vi hyrer udviklere, der kan hjælpe med at bygge og vedligholde app, der kan bringe det gode indhold fra Reddit ud til et større, globalt publikum, lyder det blandt andet i jobopslaget, der er slået op af admin taxidermyunicornhead.

Baseret ud fra de efterlyste kvalifikationer, så ligner det en ambition om at udvikle apps til både iOS og Android.

Jobopslaget giver ingen indikation af, hvor hurtigt Reddit håber, at kunne præsentere sine egne apps.

Sidst Reddit forsøgte sig med en app var iReddit til iOS tilbage i 2009. Den blev ikke det store hit.

Reddit havde, ifølge egne oplysninger, 115 millioner unikke besøgende i sidste måned. De stod for over fem milliarder sidevisninger.

0 kommentarer
Vis kommentarer