Nørder i kølvandet på Mad Men og Breaking Bad

CMore håber at ny tv-serie kan give vind i sejlene til slaget om en bid af streamingmarkedet

Gordon Clark (t.v.) og Joe MacMillan (t.h.) har to centrale roller i 'Halt and Catch Fire'.
Gordon Clark (t.v.) og Joe MacMillan (t.h.) har to centrale roller i 'Halt and Catch Fire'.

Streamingtjenesterne er i hastig fremmarch i Danmark, og selvom Netflix indledningsvis har taget en betragtelig del af kagen, så er der adskillige aktører der i øjeblikket forsøger at tilkæmpe sig en plads ved faddet.

Det gælder blandt andre CMore, der for de fleste er mest kendt som leverandør af indhold til kabeltv-kunder, men også er begyndt at stå på egne ben med en streamingtjeneste.

- Netflix er ikke rendt med det hele endnu, og der er fortsat plads til andre, der på forskellig vis kan tilfredsstille de behov der er. Det vil handle om smag og behag, forklarer CMores danske country manager, Charlotte Repholtz til Ekstra Bladet.

- Vores grundholdning er, at vi ikke nødvendigvis skal have et arkiv med 8000 titler, for det skal ikke handle om, hvor meget indhold der er, men at det er det rigtige indhold. Det er jo ligegyldigt med 8000 titler, hvis de 4000 aldrig bliver set.

Det er dog uanset også svært for CMore at matche eksempelvis Netflix på volumen.

Se også: Så mange film og serier er der på Netflix

- Vi har slet ikke et setup til at kunne være Netflix 2, men vi tror på vores produkt og markedet er slet ikke låst. Brugerne vil fortsat shoppe rundt og flere vil også have mere end et abonnement, siger Charlotte Repholtz.

Vejen til kunderne skal gå gennem tilgængelig, brugerflade og nyt indhold, vurderer hun.

Se også: Så 'gammelt' er indholdet på Netflix

For sidstnævnte sætter CMore fra og med i aften lid til tv-serien 'Halt and Catch Fire', der dermed får dansk tv-premiere. Bag serien står AMC, der tidligere lancerede Mad Men og Walking Dead, mens der blandt producerne er Mark Johnson, der også stod bag Breaking Bad.

Store titler, der giver grobund for optimisme hos CMore med hensyn til at præsentere en tv-serie, der kan tiltrække sig opmærksomhed.

- Det har været vigtigt for os at vise, at vi også kan være med, når det gælder om at præsentere indhold på et højt niveau, siger Charlotte Repholtz.

- Men når man har med helt nyt indhold at gøre, så ved man det jo aldrig helt på forhånd.

Paralleller til både Mad Men og Breaking Bad
Serien havde amerikansk premiere i søndags, og fik en positiv modtagelse, selvom anmelderne uundgåeligt begyndte at sammenligne med gigantsucces'erne Breaking Bad og Mad Men.

Vagthund Stor test: Sådan vælger du den rigtige streaming-boks

'Halt and Catch Fire' udspiller sig et år efter at IBM præsenterede den personlige computer. Joe MacMillan (Spillet af Lee Pace), der er en tidligere chef hos IBM, har planer om at lave en forbedret version af deres storsælgende IBM PC og efterfølgende sælge den gennem sit eget firma Cardiff Electric. Han betror den noget desillusionerede computeringeniør Gordon Clark (Scoot McNairy) at skabe et revolutionerende produkt. MacMillan hverver også den begavede, unge Cameron Howe (Mackenzie Davis), som sætter sin fremtid på spil for MacMillans projekt.

På sidelinien står blandt andre Gordon Clarks hustru, Donna, der ikke er begejstret for sin mands nye eventyr, fordi parret allerede har prøvet det før og fejlet. Joe MacMillan må derfor gøre sig en del krumspring for at få Gordon med uden at lade Donna komme på tværs.

Se også: Netflix: Ingen prisstigning i Danmark

Flere anmeldere har allerede draget paralleller mellem Gordon Clark og Walter White fra Breaking Bad, mens Joe MacMillian sammenlignes med Don Draper.

Om det er nok til også at lokke kunder til CMore vil vise sig.

- Det kunne godt være dén serie, der viser, at nu er CMore er stemplet ind, lyder det håbefuldt fra Charlotte Repholtz

Ud over Netflix tæller det danske marked blandt andet også større streamingtjenester som HBO, Viaplay, TV2 Play og YouBio.

Når du skal vælge streaming-tjeneste, skal du vurdere pris og udvalg, mener Ekstra Bladets ekspert. (Foto: Jonas Olufson) Tips og guides De store streamingtjenester: Her får du mest for pengene

0 kommentarer
Vis kommentarer