Test: Philips ultra-tv er et langsomt rumskib

Topmodellen lider under en lam og lidt for langsom brugerflade - men i de rette hænder leverer fjernsynet et fremragende billede

Fjernsynet her er i sandhed et teknologisk rumskib, der dog havde sendt os (og karakteren) endnu mere til stjernerne, hvis Philips havde skruet en kende ned for det avancerede og lidt mere op for brugervenligheden (og hastigheden i softwaren). (PR-foto)
Fjernsynet her er i sandhed et teknologisk rumskib, der dog havde sendt os (og karakteren) endnu mere til stjernerne, hvis Philips havde skruet en kende ned for det avancerede og lidt mere op for brugervenligheden (og hastigheden i softwaren). (PR-foto)

65PFL9708S: 65 tommers 3D-fjernsyn, 4K-opløsning, Smart-TV, Ambilight, set til ca. 40.000 kroner.



Se også: Dommen over ultra-tv: Fra 4 til 6 stjerner

Ultra-fjernsynet 65PFL9708S fra Philips bliver det sidste af de i alt fire ultra-tv, som Ekstra Bladet har testet de seneste måneder.

Og efter at have været gennem ultra-tv-bud fra Samsung, Panasonic og LG begynder de forskellige modeller at ligne hinanden. Og så alligevel ikke.

Designmæssigt er vi i den tynde ende, hvor kvaliteten af skærmen og rammen omkring fjernsynet er på et meget højt niveau. Så tynd er skærmen, at Samsung har bygget styringen af fjernsynet ud i en separat boks. Eller snarere en separat computer. (PR-foto/Samsung) Tips og guides Test: Samsungs ultra-tv er et gigantisk pletskud

Vi har i vores ultra-test bevist brugt samme størrelse - 65 tommer - og kigget på såvel billed- og lydkvaliteten som selve brugeroplevelsen.

Denne model fra Philips har allerede fået meget ros og flere priser - blandt andet som årets ultra-tv i Europa. Og det er forståeligt. For når man først får lavet de rette indstillinger og vænnet sig til den måde, som netop dette ultra-tv opfører sig på, venter der en god tv-oplevelse.

DOKUMENTATION: Det kan fjernsynet

Netop indstillingerne er et stort lighedspunkt mellem de fire fjernsyn: hvis du ikke indstiller - men nøjes med standarden fra fabrikken - kan selv et fjernsyn til 40.000 kroner eller mere umiddelbart virke skuffende.

Særligt fordi disse modeller er bygget til en billedopløsning, du det meste af tiden ikke har mulighed for at se på fjernsynet. Og kravet til billedsoftwaren er derfor stort - fjernsynet skal være god til at opskalere de eksisterende HD-signaler. Ellers risikerer du at sidde og kigge på billeder, der er grynede og mærkelige.





Kræver den rette indstilling
Problemer med indstillingen var også vores udfordring med 65PFL9708S (flot navn, ikke sandt?). For eksempel når vi skulle se tv via kabelnettet. Her har Samsung-modellen lagt en meget høj standard for opskalering, som Philips - selv efter at være blevet indstillet rigtigt - ikke kan leve 100 procent op til.

I de rette hænder blev vores oplevelse af fjernsynet heldigvis bedre og bedre, som dagene gik. Det var dog først i slutningen af vores to ugers testperiode, at billede (og lyd) for alvor sad helt i skabet. Men den sad der!

Se også: Test: Ultrafjernsyn vokser af sig selv

Et andet punkt, hvor der er ret store ligheder mellem de forskellige ultra-tv, er brugerfladen. Altså den software, du skal betjene for at bruge fjernsynet.

Generelt er vores oplevelse, at der er proppet alt for meget ind i fjernsynene. Og det går ud over betjeningshastigheden.

Brugerfladen hos Philips ser ud som - og virker - som et rumskib. Den er tung at komme igennem, til tider ret langsom og som et udenlandsk IT-medie har skrevet i deres anmeldelse af brugerfladen: lam.





Sæt lys på stuen
Som læsere af disse tests ved, er jeg ikke vild med smart-tv platformen, som den fungerer på de bedst kendte modeller i dag. Og oplevelsen med Philips har kun gjort mig endnu mere skeptisk.

Selv fjernbetjeningen er bygget som et rumskib - med tastatur på bagsiden (ok smart idé). Men kunne de ikke (som Samsung) lægge en simpel fjernbetjening i kassen og så lade alle tekniknørderne lege med den store model?

Se også: Test: Betal 60.000 kroner - og dette fjernsyn er dit

På et punkt skiller Philips sig ud: de har indbygget den såkaldte Ambilight-funktion i fjernsynet, hvor en række små LED-lamper på bagsiden af skærmen lyser væggen op.

Du kan heldigvis slå denne funktion fra eller dæmpe den - for hvis du lader Ambilight køre 'på fuld volumen' bliver hele din stue lyst op i de farver, der er på de videobilleder, du ser lige nu. Og det er ikke særligt behageligt.





Et teknologisk rumskib
Samlet set er 65PFL9708S veludstyret - med mange AV-muligheder - og vil helt sikkert dække behovet hos dem, der ønsker sig et Philips-fjernsyn i superklassen.

Modellen er på godt og ondt et teknologisk rumskib, der havde sendt os (og karakteren) endnu mere til stjernerne, hvis Philips havde skruet en kende ned for det avancerede og lidt mere op for brugervenligheden (og hastigheden i softwaren).

Med de rette indstillinger er billedkvaliteten dog helt på højde med de ultra-tv-modeller, vi tidligere har testet - med det forbehold, at der fortsat er en klar vinder derude: Samsungs Smart UHD-TV F9005.

65PFL9708S er set til ca. 40.000 kroner.

0 kommentarer
Vis kommentarer