Test af LG’s nye, buede tv: Du vil ikke tro dine egne øjne!

LG’s nye OLED-tv repræsenterer en ny generation af fjernsyn med revolutionerende billedkvalitet

Billedkvaliteten er imponerende. (Foto: PR)
Billedkvaliteten er imponerende. (Foto: PR)

LG 55EA980W OLED TV

Fjernsynets tidsalder har haft adskillige milepæle. Som da vi gik fra sort-hvid til farve eller fra tykke billedrørs-tv’er til pandekageflade LCD-skærme. Og ikke mindst overgangen til knivskarpt HDTV.

OLED TV er afgjort sådan en milepæl. En hypermoderne billedteknik, der giver os et kraftigt løft i billedkvaliteten og kombinerer de bedste funktioner fra LCD- og plasma-tv’er i ét og samme apparat. Lysstyrke, kontrast, sortniveau, farvegengivelse - alt er bedre med OLED. Men ikke nok med det. Fordi OLED-panelet er tyndere og mere fleksibelt end andre typer skærme, tillader det også nye former og faconer på tv’erne. Hvilket LG illustrerer med deres buede OLED-skærm.

Ultratyndt super-tv
Vi fik næsten et chok, da vi pakkede LG-tv’et ud, for selv om vi forventede et tyndt tv, var det endnu tyndere, end vi havde regnet med. Den papirtynde skærm måler kun 4 mm i tykkelsen og har som nævnt en buet form, mens bagsiden er af kulfiber. Det er også – med en god margin – den letteste 55 tommers model, vi har haft på testbænken. Det eneste, der trækker vægten op, er den gennemsigtige fod, som virker en anelse plasticagtig. Foden er fastmonteret og gør sammen med den buede form, at tv’et ikke kan vægmonteres.

Hvad er så formålet med den buede skærm? Jo, dels har det billedmæssige fordele, ved at øjnene får en mere ens afstand til skærmoverfladen, og lysrefleksioner til en vis grad begrænses. Og dels er det med til at gøre den barberknivtynde skærmkonstruktion lidt stærkere. Men allermest er der nok tale om et 'design statement' for at skille sig ud fra mængden og vise, hvad der er muligt med OLED.

 

Billedkvalitet
Det var med en vis ærefrygt, vi satte den første Blu-ray-disk i afspilleren. Vores erfaringer med OLED har indtil nu været begrænset til demonstrationer på messer, hvor kildematerialet selvfølgelig har været håndplukket med henblik på at imponere. Primært i form af computeranimationer og andre speciallavede videoer, som alle har det tilfælles, at de fortæller meget lidt om den faktiske ydelse. Vi glædede os derfor meget til at se helt almindelige Blu-ray-film på LG-skærmen!

Lad os starte med førsteindtrykket: Sortniveauet på dette tv er hinsides alt andet, vi har testet, herunder reference-plasmaskærme som Pioneer PDP-5090 Kuro og Panasonic 60ZT60. På denne skærm er sort helt sort. Punktum!

Tag f.eks. sci-fi-filmen Star Trek: Into Darkness, hvor billedet skifter mellem bælgmørke scener ude i rummet og lyse indendørsscener om bord på Starship Enterprise. De mørke dele af billedet er simpelthen bælg ravende mørke her! Både det 'tomgangslys', vi kender fra plasma, og den lyslækage, vi er vant til med LCD, er pist væk. Når videosignalet fortæller skærmen, at 'her skal der være mørkt' (100 procent sort/0 IRE), så er panelet helt slukket, og man kan ikke se antydningen af lys.

Læs også: Test af Philips 55PDL8908: Krystal klart glas-TV

Det er ganske bemærkelsesværdigt, i hvor høj grad dette bundløse sortniveau påvirker den generelle billedoplevelse. Billedet får en enorm dynamik, fordi der er meget større forskel på lys og mørke og mellem forskellige farvenuancer, end et normalt tv er i stand til at gengive. Det stabile, bundløse sortniveau danner et utrolig godt bagtæppe for alt, hvad der sker på skærmen, uanset om det er i de mørke huler i Prometheus eller bare endnu en rumskurk i sort tøj.

Hvad så med farvegengivelsen? Jo, i standardindstillingen er LG gået temmelig meget amok med kontrast og farvemætning, som forbliver voldsomme selv i et overoplyst rum. Vi kunne meget bedre lide den mere subtile Cinema-indstilling. LG har som sædvanlig også sørget for ekspertindstillinger, hvor dem, der vil, kan finjustere næsten alle billedparametre ved hjælp af måleudstyr. Generelt er farverne yderst levende og livagtige – men stadig neutrale – især efter at min kollega Gorm Sørensen har svinget tryllestaven med lysmåler og farvekalibrering.

Også skarpt ved bevægelse
De ultra højopløste 4K-tv’er (3840 x 2160) gør deres fremtog i disse dage. OLED-skærmen fra LG må nøjes med almindelig Full HD opløsning (1920 x 1080). Er det så en nedtur? Overhovedet ikke. Den smule, LG-skærmen måtte mangle af konturskarphed og detaljegrad i forhold til et 4K LED LCD, vinder den til fulde ind igen på de andre billedparametre. Især sortniveau og betragtningsvinkel er langt bedre, end hvad selv de bedste traditionelle LCD-tv’er kan præstere.



 Lydkvalitet
Billedkvaliteten på dette tv er den bedste, vi hidtil har set. Desværre er lydkvaliteten er ikke lige så mindeværdig. Med et så slankt tv er der naturligvis ikke plads til særlig potente højttalere, og lyden fra LG’s tv må siges at være temmelig tynd og tam sammenlignet med det testosteronfyldte billede.

Læs også: Tv uden kabeltræk i hele huset

LG producerer imidlertid også en OLED-variant med fladt billedpanel og en 'billedramme' fuld af højttalere, der er beregnet til vægmontering. De, der gerne vil have en alt-i-én pakke, kan tjekke denne model ud. Hvis ikke bør man helt klart overveje en separat soundbar eller et surround-anlæg.

Konklusion
Det er svinagtig dyrt, det har et ret specielt buet udseende, og lydkvaliteten er ikke ligefrem inspirerende. Men i dette tilfælde gør det ikke noget. LG 55EA980W har nemlig givet os en forsmag på, hvad der er på vej: En ny generation af tv’er med en billedkvalitet, der virkelig kan tage pusten fra dig! Sandt at sige har vi aldrig set et sejere billede, og det fra en skærm, som man faktisk kan købe i butikkerne.

LG’s OLED må ganske vist undvære 4K-opløsning, men vi er ikke i tvivl: Vi foretrækker Full HD OLED frem for 4K LCD når som helst!

Læs hele testen på lydogbillede.dk

Billedkvalitet:

Lydkvalitet:

Funktionalitet:

Brugervenlighed:

Kvalitetsindtryk:

0 kommentarer
Vis kommentarer