Kevin-effekten rammer streamingtjeneste

Seerne strømmer til Formel 1, og det kan også mærkes på streaming af motorsportens fuldblodsklasse

Interessen for Formel1 er steget voldsomt efter at Kevin Magnussen er kommet med i feltet.
Interessen for Formel1 er steget voldsomt efter at Kevin Magnussen er kommet med i feltet.

Danskerne streamer musik og tv i stor stil, og kombinerer man det med et dansk motorsportsgennembrud i Formel 1, så har man opskriften på en succes. Det kan man konstatere hos Viaplay, der har rettighederne til at streame årets Formel1-løb.

Efter Kevin Magnussens indtog i sporten er seertallene til Formel 1 nærmest eksploderet.

- I forhold til sidste år kan vi allerede nu efter bare to Formel1-løb se en firedobling i antallet af danskere, der følger med, når Kevin, Hamilton og alle de andre stjerner kæmper om at komme først i mål, siger Rikard Steiber, CEO og Chief Digital Officer hos Viaplay.

Det er ikke kun Viaplay, der har oplevet stor interesse for Formel 1 i kølvandet Magnussens indtog, hvis man ser på seertallene som de opgøres af TNS Gallup.

Seertallene på TV3+ lød således på 256.000 i danskerens debut, og i seneste løb var det tal vokset til 303.000. Det gjorde det til ugens mest sete begivenhed på alle Viasats kanaler. Det selvom begge løb blev kørt en søndag morgen.

Søndag køres Formel 1-grandprixet i Bahrain sidst på eftermiddagen, hvilket kan bane vejen for endnu højere seertal. Både på tv og via stream.

- Interessen for Formel1 på Viaplay efter de første to løb har været nærmest overvældende. Ikke mindst når man tænker på, at de første to Grand Prix'er er blevet kørt tidligt om morgenen dansk tid. Nu kommer Formel1 til Bahrain, og løbet bliver kørt på et tidspunkt, der er langt mere optimalt. Om det kommer til at betyde, at endnu flere vil streame med er svært at spå om, men det vil undre mig, hvis det ikke er tilfældet, siger Rikard Steiber.

Se også: Sådan får du den fedeste F1-dækning

Ifølge seneste undersøgelse fra Branchen Forbrugerelektronik, BFE, så er der mindst ét streamingabonnement i 29 procent af de danske husstande.

0 kommentarer
Vis kommentarer