Apples designchef: Her er vores hemmelighed

Jonathan Ive har løft lidt af sløret for, hvad der foregår i kulissen hos den amerikansk teknologigigant

Jonathan Ive har været en central del af Apples designteam siden midten af 90'erne og dermed haft en nøglerolle i at gøre teknologiselskabet til den markante aktør, som det er i dag. (Foto: AP)
Jonathan Ive har været en central del af Apples designteam siden midten af 90'erne og dermed haft en nøglerolle i at gøre teknologiselskabet til den markante aktør, som det er i dag. (Foto: AP)

Det hører til sjældenhederne, at Apple åbner op for, hvad der sker bag kulisserne i Cupertino i Californien, og i særdeleshed, når det gælder et kig ind i det, der er tæt på at være hjertet i forretningen. Nu gør Jonathan Ive dog en undtagelse.

Designchefen, der har stået bag Apple-ikoner som iMac, iPod, iPad og iPhone, agerer normalt uden for rampelyset, hvor Steve Jobs og nu Tim Cook har tegnet forretningen. I stedet har han fokuseret på produktudvikling, der er blevet en essentiel del af Apples forretning.

Hvordan det fungerer, løfter han lidt af sløret for i et af de sjældne interview, som New York Times har sikret sig.

Et af de centrale punkter bag Apples succes er evnen til at lade mindre teams arbejde sammen, og slippe tanken om at hver enkelt del af processen frem mod færdigt produkt kan stå alene.

- Det er en del af arven efter Steve (Jobs, red.). Dybt i Apples kultur ligger en forståelse af design, udvikling og skabelse. Form og materiale og proces - smukt koblet sammen - fuldstændig afhængige af hinanden. Hvis ikke vi forstår et bestemt materiale, hvadenten det er metal eller plastic, forstår processen, der skaber det fra malm, så kan vi heller ikke udvikle og definere den passende form, siger Jonathan Ive.

Udfordrer materialerne
Det betyder også, at man hos Apple fortsat har fokus på at afsøge nye muligheder inden for eksisterende materialer, men også om udvikling af helt nye. Nøjagtigt som da Steve Jobs, Tim Cook og Jonathan Ive besluttede sig for at gøre bærbare computere endnu lettere, og begyndte at arbejde med titanium.

Se også: Er dette den nye iPhone 6

- Jeg ville elske at tale om fremtidige produkter - der er materialer, som vi ikke har arbejdet med før. Jeg har arbejdet med den slags i nogle år nu, og Tim er helt fundamentalt engageret i at presse på for at afdække disse nye områder og materialer, forklarer Jonathan Ive, der dermed ikke siger ret meget om, hvad Apple pønser på i praksis.

Til gengæld er processen med at få ideerne virkeliggjort ikke meget anderledes nu end da Steve Jobs stod i spidsen for selskabet. Det er fortsat mindre teams med særlige kompetencer, der sættes sammen, og den kreative proces handler fortsat om at stille spørgsmål, lade sig undre og udfordre vanetænkning. Alt sammen med et klar fokus.

- En af de ting, som jeg lærte direkte af Steve var hele temaet om fokus. Hvad fokuserer vi på: Fokus på produktet, forklarer designchefen. Det er det fokus, der, ifølge ham, er med til at gøre en forskel for Apple, og en bærende årsag til at man kan klare sig godt med relativt få produkter.

Se også: Apple tilbagekalder farlige opladere

- Når det at lave det bedst mulige produkt vitterligt er årsagen til at du møder på arbejde, når det overskygger alt andet, så er det overraskende hvor ubetydeligt eller ligegyldigt alt andet bliver, forklarer han.

Tålmodigheden
Det har til gengæld også sine udfordringer, for der er mindre plads til fejl, og selvom Apple udadtil virker ekstremt velovervejet omkring funktionalitet og timing af produktlanceringer, så kan man godt blive presset af høje forventninger fra brugere og investorer.

- Det er svært for os alle sammen at være tålmodige. Det var svært for Steve. Det er svært for Tim. På et givet tidspunkt, når du arbejder med noget, så er det altid svært bare at holde fokus på produktet.

Se også: iPhone er dobbelt så dyr som Android

0 kommentarer
Vis kommentarer