Denne hovedtelefon giver dansk firma succes: Nu stiger kursen

GN Store Nord står bag flere nye høreapparater og headsets - og det bliver en rigtig god forretning i år

Jabra har lanceret flere nye hovedtelefoner i år, som både forbrugere og anmeldere har taget godt imod. Her er det Jabra Elite 65t, som Ekstra Bladet tidligere i år roste i sin anmeldelse. Pr-foto
Jabra har lanceret flere nye hovedtelefoner i år, som både forbrugere og anmeldere har taget godt imod. Her er det Jabra Elite 65t, som Ekstra Bladet tidligere i år roste i sin anmeldelse. Pr-foto

Der er så meget fart på salget af trådløse hovedtelefoner og headsets, at den danske virksomhed GN Store Nord kan løfte forventningerne til salget for hele året.

Det oplyser GN Store Nord i en meddelelse til fondsbørsen.

Mere specifikt opjusteres i divisionen GN Audio. Her forventer selskabet nu en organisk omsætning på 'op til' 15 procent, hvor der tidligere var forventet 'omkring' ni procent. Organisk betyder, at det er stigende salg og ikke opkøb, der løfter omsætningen.

Se også: Anmeldelse: Trådløs hovedtelefon fra Jabra stræber efter det perfekte

Får aktien til at stige
Ifølge GN skyldes opjusteringen 'en række lanceringer af nye produkter' oveni 'en allerede stærk produktportefølje'. En analytiker er enig.

- Det er en overordentlig stor styrke, som Audio viser - og det overgår mine egne forventninger til divisionen, der ellers ligger i den høje ende af konsensus, siger Morten Larsen, analytiker i ABG Sundal Collier, til Ritzau Finans.

Investorerne kvitterer også for opjusteringen. Aktien i GN Store Nord stiger torsdag formiddag med 7,40 procent til cirka 270 kroner.

Se også: Vi køber færre hovedtelefoner: Disse danske modeller er et tjek værd

Jabra bag flere nyheder
GN-firmaet Jabra har blandt andet sendt nye varer på gaden. I januar præsenterede firmaet to nye modeller af selskabets trådløse ørepropper.

Jabra har haft en markedsandel på mellem seks og otte procent globalt, har selskabet tidligere oplyst til Ritzau.

Også forventningerne til EBITA-marginen er løftet til 'mere end' 18 procent fra 'mere end' 17 procent. Nøgletallet udtrykker andelen af omsætning, der bliver til driftsresultat.

Ifølge Ritzau Finans stod GN Audio for cirka 40 procent af omsætningen i GN Store Nord i første kvartal. GN Hearing stod for 60 procent.

I alt solgte GN for 2,3 milliarder kroner i første kvartal.

Se også: Bang & Olufsen leverer hit og skidt på samme tid

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen