Digitalt fupnummer rammer Danmark

Hjemmesiden DNS Denmark forsøger at narre netbrugere til at betale for et domæne, de slet ikke har brug for - fupnummeret sker også i en række andre EU-lande

Sådan ser forsiden af hjemmesiden for DNS Denmark ud. Det er en tom skal, der dækker over et ’firma’, som skjuler sig bag en falsk adresse hos kontorhotellet Regus. Det har heller intet telefonnummer, CVR- eller et dansk momsnummer. Skærmdump
Sådan ser forsiden af hjemmesiden for DNS Denmark ud. Det er en tom skal, der dækker over et ’firma’, som skjuler sig bag en falsk adresse hos kontorhotellet Regus. Det har heller intet telefonnummer, CVR- eller et dansk momsnummer. Skærmdump

TIP OS: Kender du mere til DNS Denmark og dets forretningsmetoder? Eller har du hørt om lignende domænefirmaer? Send en mail til tech@eb.dk - fortrolighed gives, hvis det ønskes

På overfladen ser det hele fint ud.

De har et flot navn, DNS Denmark. En rimeligt professionel hjemmeside - dnsdenmark.com - og en pænere adresse ved Nørreport i København.

Men 'firmaet', der i disse dage spammer tusindvis af danske netbrugere med en mail, er et digitalt fupnummer, kan Ekstra Bladet nu afsløre.

Fupnummeret har allerede ramt privatpersoner og firmaer i blandt andet Sverige, Finland og Tyskland. Og metoderne har nu fået flere af de ramte i Danmark til at dele en skarp advarsel på Trustpilot.

Artiklen fortsætter under dokumentet...

Det er opslag som dette, computerormen spreder. Foto: Mit digitale selvforsvar Teknologi - 19. maj. 2020 - kl. 13:33 Pas på: Computerorm hærger Facebook

Dagsorden - 22. feb. 2020 - kl. 19:33 Millionær-far dømt: Nu passer fupdirektør tjansen

Trues med en løgn
I mailen trues netbrugere, der allerede ejer et .dk-domæne, med, at hvis de ikke køber et tilsvarende .com-domæne, så kan det få 'vidtrækkende konsekvenser.' For eksempel 'forvirring i søgemaskinerne eller skade på omdømme.'

Der findes nemlig ifølge mailen en anden person, som vil købe det .com-domæne, der ligner det danske. Men DNS Denmark har heldigvis løsningen på problemet: Betal os 1999 kroner uden moms.

Så registrerer DNS Denmark .com-domænet i 10 år og 'afviser' den anden person, som har anmodet om at få .com-domænet registreret.

Hvis man ved bare en smule om, hvordan domæner bliver registreret, er det nemt at se, at mailen fra DNS Denmark er det rene vrøvl. Et tjek af de domæner, som firmaet siger, at andre vil registrere, viser således, at de ligger frit tilgængelige og kan købes af hvem som helst uden at bruge DNS Denmark.

Normalt køber man også et domæne for et år af gangen, hvorfor det er en meget dyr løsning med 10 års abonnement, som DNS Denmark tilbyder.

Har købt det danske domæne

DNS Denmark bruger i dag hjemmesiden dnsdenmark.com - men der findes også en dansk hjemmeside med adressen dnsdenmark.dk.

Og den har intet med svindlerne at gøre, forsikrer sidens ejermand, Michael Rasmussen.

- Jeg er selv en af dem, der har fået deres mail.

- Og da jeg fik den, tænkte jeg, at de skulle smage deres egen medicin, forklarer han til Ekstra Bladet.

Han har nu lagt en advarsel mod DNS Denmark op på dnsdenmark.dk, hvis andre googler efter firmaet og ender der.

Se også: Indsamlede 10 millioner: Nu jagter nettet Daniel og Andreas

Sporet ender i Holland
Man skal da heller ikke kradse meget i overfladen hos DNS Denmark for at finde ud af, at både hjemmesiden og den tekst, som står i de mange mails, der sendes ud i Danmark, er magen til dem, som netbrugere i blandt andet Sverige og Finland har modtaget.

Således er den svenske udgave af DNS Denmark - kaldet DNS Sweden - en tro kopi. Helt ned til beskrivelsen af hvor fantastisk et firma DNS Denmark og DNS Sweden er.

Begge er ifølge hjemmesiderne oprettet i 2009 og har begge kontorer centralt i enten København eller Stockholm. De to hjemmesider er imidlertid først registreret 10 år senere: 17. juni sidste år.

Samme mønster - bortset fra registreringsdatoen - bliver tyske netbrugere også mødt af, når de klikker ind på firmaets hjemmeside der.

Adresserne, som de forskellige hjemmesider oplyser, er som herhjemme opgivet til at være hos kontorhotellet Regus, som i Danmark er afdelingen ved Nørreport Station i København.

Sådan er det ligeledes i Finland, hvor Regus ifølge DNS Finland sidste år lagde adresse til fupfirmaet, hvis hjemmeside nu er blevet tvangslukket. Også i München, hvor DNS Deutschland er aktiv, er det et Regus-kontor, der bruges som dækadresse. Og i Sverige er det Regus, som ifølge DNS Swedens hjemmeside lægger adresse til det driftige foretagende.

I netop Sverige er firmaets baggrund i øvrigt blevet grundigt oprullet på hjemmesiden internetsweden.se, der har fundet flere spor til mystiske bagmænd i blandt andet Holland, Frankrig og Tjekkiet. Det er god læsning for dem, der vil vide mere om fupnummeret.

De fakturaer, som sendes ud i Danmark, afslører netop Holland som et vigtigt spor. Det momsnummer og firmanummer (i Danmark cvr, red.), som er skrevet på regningerne, kommer fra Holland. Og begge numre fører til firmaet NEDERLANDSDOMEINREGISTER.NL.

Det er et domæne, der pudsigt nok ikke var ejet af nogen, før den svenske netjournalist fra internetsweden.se gravede i sagen og opdagede det - og købte domænet.

Adressen er falsk

Da Ekstra Bladet fredag eftermiddag forsøgte at komme i kontakt med DNS Denmark på deres kontor hos Regus tæt på Nørreport Station, endte sporet koldt.

I receptionen hos kontorhotellet kunne man nemlig fortælle, at DNS Denmark slet ikke har et kontor eller en postkasse hos Regus. Adressen er med andre ord falsk.

Det samme svar har Regus måtte give andre besøgende, som de seneste dage har forsøgt at komme i kontakt med DNS Denmark på stedet.

Dagsorden - 16. feb. 2020 - kl. 20:43 Oister misbrugt i groft fupnummer

Advarer mod dem
I Sverige advarer interesseorganisationen Svensk Handel i dag mod DNS Sweden, som er sat på organisationens advarselsliste.

Og herhjemme advarer den officielle organisation til registrering af .dk-domæner, DK-Hostmaster, mod den uanmodede markedsføring, som DNS Denmark står bag.

'Vi gør opmærksom på, at denne kampagne ikke har noget med DK Hostmaster at gøre. Vi har ikke videregivet informationer om registranter af .dk-domænenavne til afsenderen af denne kampagne,' skriver organisationen blandt andet.

'Vi understreger, at registranter af .dk-domænenavne ikke er i fare for at miste brugsretten til deres .dk-domænenavn.'

Sagen er nu meldt til blandt andet Forbrugerombudsmanden af flere af de ramte netbrugere

Ekstra Bladet har bedt DNS Denmark og den sandsynligvis falske ansatte med navnet Rasmus Andreassen om en kommentar til sagen, men har ikke fået et svar tilbage.

Dagsorden - 16. feb. 2020 - kl. 08:22 Storsvindler trænede fupfirma

TIP OS: Kender du mere til DNS Denmark og dets forretningsmetoder? Eller har du hørt om lignende domænefirmaer? Send en mail til tech@eb.dk - fortrolighed gives, hvis det ønskes

50 kommentarer
Vis kommentarer