Efter Black Friday-fiasko: Undskyld men ingen erstatning

Hostingfirma har indrykket en annonce, efter systemerne gik ned på det mest kritiske tidspunkt under Black Friday

Hvordan finder man det bedste tilbud? Vi besøgte torsdag aften PriceRunner for at få et svar. Videoreportage: Olivia Loftlund

Sorry, but not sorry.

Det er på engelsk nok den bedste måde at beskrive den undskyldning, som ejerne af mere end 2000 webshops nu får fra jyske Powerhosting.

Klokken 23.59 torsdag blev et kabel, som Powerhostings trafik går igennem, gravet over. Og først her til formiddag efter klokken 10 var trafikken hos samtlige af de ramte webbutikker, der er afhængig af Powerhosting, normal igen.

- Vi tager bolden (med annoncen, red.).

- Det var træls. Men verden går videre, lyder det fra firmaets direktør Dennis Trabjerg om den annonce, han fredag indrykkede på ekstrabladet.dk.

Forbrug - 23. nov. 2018 - kl. 11:12 Efter katastrofe-start: Black Friday-butikker kører igen

Talentet rakte ikke
I annoncen forklarer han, at det er en meget ekstraordinær situation, som både kunderne og Powerhosting blev udsat for:

'Det kunne ikke have ramt på et værre tidspunkt,' erkender han blandt andet i annoncen.

Og mange kunder har da også reageret på sagen, forklarer han fredag eftermiddag til Ekstra Bladet.

- Det er selvfølgelig barsk og har ikke været sjovt for kunderne.

- Der er jo mange af dem, som har mistet penge?

- Ja, det er der mange kunder, som siger. Og det er brandærgerligt for dem.

Benjamin Birkholm er som mange andre virksomheder frustreret over nattens problemer. Foto: Privat Forbrug - 23. nov. 2018 - kl. 09:05 Webshops totalt i sort på Black Friday: - Vi taber millioner

- En undskyldning er jo fint, men hvordan er de ramte butikker nu stillet erstatningsmæssigt?

- Det spørgsmål er omfattet af vores handelsbetingelser. Og de er rimeligt klare om, at der er desværre ikke noget at komme efter.

- Vi har gjort det, så godt vi kunne. Men talentet rakte desværre ikke helt. Det beklager vi selvfølgelig. Nu er kunderne bare nødt til at få nogle varer over disken resten af dagen, siger Dennis Trabjerg til Ekstra Bladet.

Direktør: Kan vi gøre bedre
Dennis Trabjerg lover dog både i sin egen annonce og i interviewet med Ekstra Bladet, at Powerhosting nu vil sikre, at en så alvorlig fejl ikke gentager sig. Sagen kan nemlig løses bedre, end det skete.

- Næste gang er vi ikke afhængige af, at vores leverandør skal udbedre en fejl for os.

- Så fremover kan vi løse et akut nedbrud selv.

Se også: Danskere til Black Friday: Se hvad vi har købt

Dokumentation: Det skriver Powerhosting om sagen

På dagen, hvor intet må gå galt, gik det fuldstændig galt. Et fiberkabel blev gravet over, og Black Friday gik – bogstaveligt talt – i sort, da over 2.000 webshops gik ned. Men med tårnhøj puls og rødglødende telefoner blev der kæmpet i kulissen for at danskerne igen kunne shoppe amok. 

»Jeg vil gerne give en helt og aldeles uforbeholden undskyldning til de netbutikker, hvis hjemmesider var nede på årets største shoppingdag,« lyder det fra Dennis Trabjerg, der er direktør hos Powerhosting. 

»Der er ingen, der er mere kede af det her, end vi er. Undskyld,« uddyber han. 

Powerhosting har over 2.000 kunder med netbutikker, som gik i sort på årets største shoppingdag, og det skete på grund af et vejarbejde i Stilling ved Skanderborg, hvor et fiberkabel hos Powerhostings datacenterleverandør blev gravet over. Fejlen blev opdaget klokken 23:59 torsdag aften – tidspunktet, hvor tusindvis af shoppelystne danskere sad parate foran skærmen med dankortet i hånden. 

Når et kabel bliver gravet over, mister en netbutik sin forbindelse med omverdenen. Det bliver kaldt nedetid, og i løbet af et år har Powerhosting en nedetid på mellem 0,01 og 0,05 pct. Det svarer til, at en netbutik er utilgængelig i ganske få timer i løbet af et år.  

»Det er helt ekstraordinært, og det kunne ikke have ramt på et værre tidspunkt – det er jo Black Friday, og folk sad klar ved tastaturet for at shoppe tilbud,« siger Dennis Trabjerg.  

I de tidligere morgentimer på Black Friday stod det dog klart, at der ikke var tid til at vente på, at kablet blev fikset. 

»Da det står klart, at arbejdet på det brudte kabel trækker ud, sætter vi alt ind på at få fejlen udbedret. Telefonerne er rødglødende, og der skal tænkes hurtigt, så vi går i problemløsningsmode,« siger Dennis Trabjerg og uddyber: 

»Vi indkalder alle, der kan hjælpe os med at løse problemet. På kogepunktet har vi tre mand, som trækker kabler, mens en teknikker sørger for at omdirigere trafikken. De får trukket nye kabler og dirigeret trafikken over på nye links – og så kører det hele igen,« siger Dennis Trabjerg. 

Klokken 10.06 er en alternativ løsning på plads og netbutikkerne kører igen. Det kan ikke undgås, at kabler bliver gravet over i fremtiden. Alligevel forklarer Dennis Trabjerg, at der allerede er sat gang i en procedure, som sikrer, at hvis et kabel bliver gravet over, så bliver det ikke et problem for kunderne. 

»Kunne vi have klaret det bedre? Ja, og derfor har vi sat gang i en procedure, så det ikke gentager sig. I fremtiden tilføjer vi flere veje ind i vores netværk, så vi kan tåle, at der er nogen, som graver et kabel over. Når vi har det fuldt implementeret, så kommer et omfattende nedbrud, som det her, ikke til at kunne ske igen,« siger Dennis Trabjerg.

Kilde: Powerhostings annonce

138 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere