Efter TDC har 'dræbt' Plenti: Nu er det slut med fri data på mobilen

Om få dage er det slut med at købe et mobilabonnement i Danmark med fri data - alt for få har brug for så meget, mener Telmore-direktør

Danskerne er vilde med at bruge data på deres mobil. Men nu forsvinder muligheden for at købe et nyt abonnement med fri data. Foto: Tariq Mikkel Khan
Danskerne er vilde med at bruge data på deres mobil. Men nu forsvinder muligheden for at købe et nyt abonnement med fri data. Foto: Tariq Mikkel Khan

Det bliver markant dyrere at være mobilkunde, hvis du er meget sulten efter at bruge data på din mobiltelefon.

For efter Plenti onsdag officielt blev slagtet, og kunderne 18. marts flyttes over i det TDC-ejede Telmore, forsvinder muligheden for at købe et mobilabonnement med fri data.

Se også: Krig om fri data: Nu genoplives mobilabonnementet TDC vil slå ihjel

Derfor dør Plenti

Plenti blev stiftet i september 2015, og i marts 2016 gik selskabet i luften

Stifterne var Morten Strunge og Peter Mægbæk, der tidligere har stiftet henholdsvis Onfone og Fullrate

Plenti slog sig op på at være det eneste selskab, der tilbød et abonnement med fri data i Danmark

I september 2017 opkøbte TDC så Plenti på samme måde, som firmaet tidligere har opkøbt Onfone og Fullrate

18. marts 2018 flyttes de godt 90.000 kunder og et antal medarbejdere til TDC-selskabet Telmore, hvorefter Plenti ophører med at eksistere

Se også: Teleselskab lukker ned: Nu bliver kunderne flyttet til Telmore

Ingen fri data hos Telmore
Plenti slog sig ellers op på at sælge meget billige mobilabonnementer, hvor prisen i begyndelsen var 119 kroner for et fri data abonnement.

Men 21. februar er sidste dag, at Telmore - der overtager godt 90.000 kunder fra Plenti - vil tilbyde abonnementet, der i dag koster 199 kroner om måneden. Kun de kunder, der allerede har fri data, kan fortsætte med abonnementet til samme pris som før:

- Telmore har ikke tilbudt fri data, som har været kendetegnende for Plenti.

- Vi kommer derfor til at forfølge den strategi om data i mobilpakkerne, som vi hidtil har haft hos Telmore. Og den er at tilbyde rigeligt med data til konkurrencedygtige priser, siger Jens Grønlund, der er direktør hos Telmore, til Ekstra Bladet.

Interaktivt element

Se også: Plenti-direktør: Det betyder salget for vores kunder

Bliver dyrere
Onsdag lavede Ekstra Bladet et tjek af markedet for mobilabonnementer med fri data. Og her fandt vi ingen alternativer til Plentis fri data abonnement blandt de bedst kendte og mest brugte selskaber.

Samtidig viser et pristjek af abonnementer med 30 gigabyte eller mere data, at det bliver dobbelt så dyrt, hvis man vil have et abonnement med for eksempel 100 gigabyte data:

- Det er da ærgerligt for forbrugerne, som gerne vil have en meget stor datapakke.

- De mister muligheden for at vælge et helt åbent abonnement, og det bliver også dyrere for dem, som har brug for rigtig mange data, siger Martin Salamon, der er cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk.

Se også: Mobilnet opgraderes i hele landet: Skal få dine smarte ting på nettet

Forbrugerrådet Tænk: Helt efter 'drejebogen'
Martin Salamon er dog ikke overrasket over lukningen af Plenti, og at de fri datapakker helt fjernes fra markedet:

- Det er en klassiker og helt efter drejebogen, hvad der sker med Plenti, efter et stort selskab som TDC har købt deres brand.

- Så bliver det mindre selskab typisk 'indlemmet i flokken' og klippet til, så alt det, som det store selskab ser som farligt for dets strategi, lige så stille fjernes.

- Det bliver ganske enkelt mindre spændende for kunderne, der får færre muligheder, når de produkter, der udfordrer de store selskaber, fjernes.

Overvej at skifte selskab

De mange kunder hos Plenti skal grundigt overveje, om det kan betale sig at flytte videre til Telmore. Det mener Forbrugerrådet Tænk, der opfordrer samtlige næsten 90.000 kunder til at tjekke deres nuværende behov:

- Det er nu, man skal overveje, om man vil følge med over til Telmore, eller om der er andre og bedre tilbud på markedet, siger cheføkonom Martin Salamon.

- Det kan samtidig være en god anledning til at få genvurderet sit abonnement og sine behov, hvis det er lang tid siden, at man gjorde det sidst.

Han understreger, at det i nogle tilfælde sagtens kan være en fordel at følge med til Telmore:

- Der vil selvfølgelig være nogle kunder, som i dag har et godt Plenti-abonnement, som de har fordele af at holde fast i hos Telmore. Og så skal de naturligvis bare gøre det.

Se også: Filmstjerne sletter Facebook-profil i protest: Du bør gøre det samme

Telmore-direktør: Kun få har brug for så meget data
Hos Telmore, der nu skal tage imod de mange kunder, er direktør Jens Grønlund knapt så bekymret. Behovet for abonnementer med fri data er nemlig ikke særligt stort, mener han:

- Vores erfaring er, at over 95 procent af vores kunder fint kan nøjes med de data, de har i deres pakker i dag. Og det er muligt at tilkøbe data til en attraktiv pris, hvis man undtagelsesvist går ud over datamængden.

- Hvis man har behovet for fri data, som nogen har, så har I jo ikke produktet længere?

- Nej, men vi mener, at vores mix af abonnementer giver det bedste produkt til vores kunder.

- Situationen havde været en anden, hvis det var mange af vores kunder, der hver måned oplevede at løbe tør for data. Sådan er situationen bare ikke. Derfor fylder diskussionen om fri data også mere, end den burde gøre, siger Jens Grønlund.

Jens Grønlund er direktør i Telmore og får snart 90.000 kunder ekstra, når Plenti smeltes sammen med Telmore. Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix
Jens Grønlund er direktør i Telmore og får snart 90.000 kunder ekstra, når Plenti smeltes sammen med Telmore. Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix


- Men du overtager trods alt et selskab og nogle kunder, der er vokset op med fri data som en del af det særlige ved Plenti?

- Ja, og derfor vil de kunder, der har købt et abonnement for at få fri data hos Plenti, stadig have det til samme pris som før, når de bliver flyttet til Telmore.

- Og de Plenti-kunder, der i dag ikke kan bruge data under rejser i EU, får adgang til samme vilkår for at tale og bruge deres dataforbindelse på ferien, som Telmore-kunderne har i dag.

Du kan læse mere om skiftet her.


Sådan forklarer Telmore-direktør Jens Grønlund, hvad der nu skal ske med Plenti-kunderne. Video: Youtube

Her er hele interviewet med direktøren i Telmore

- Hvorfor slår I Plenti og Telmore sammen nu?

- Da vi købte Plenti, var vores første fokus at få flyttet kunderne over på TDC-gruppens netværk. Det har kunderne taget godt imod, og vi kan se, at dataforbruget siden er steget med næsten 40 procent.

- Men vi har også haft nogle overvejelser om, hvordan vi kan sikre den bedste udvikling af selskabet og give kunderne den bedste service og de bedste produkter. Her har det været tydeligt for os, at kunderne hos Plenti og Telmore på flere områder ligner hinanden.

- Hvordan gør de det?

- De har stor appetit på at bruge løs af data på netværket. Mange er også interesseret i at købe underholdningstjenester sammen med deres abonnement, hvor musik hos Plenti-kunderne stod meget højt på ønskelisten. Det kan vi give dem hos Telmore, fordi vi i dag har en musiktjeneste, som over 60 procent af kunderne bruger hver måned.

- Et andet ønske har været muligheden for at købe mobiltelefon sammen med abonnementet, hvilket man ikke kunne hos Plenti. Her har vi allerede en stor mobilbutik hos Telmore.

- Og det er klart, at når vi nu får 90.000 kunder fra Plenti over til Telmore, bliver vi endnu mere attraktive for nye partnerskaber og løsninger, fordi vi er større end før.

- Hvorfor har I valgt at smide for eksempel adgangen til Tivoli og flere aviser ud af underholdningspakkerne?

- Vi har valgt udskifte dem, fordi de bliver brugt markant mindre - typisk af under 10 procent af kunderne - end andre tjenester som vores musiktjeneste.

- Hvorfor dropper I abonnementet med fri data?

- De Plenti-kunder, der allerede har købt produktet, beholder det til samme pris som hidtil. Men det er ikke produkt, vi vil have fremover hos Telmore. 

- Hvorfor ikke?

- Telmore har ikke tilbudt fri data, som har været kendetegnende for Plenti. Vi kommer derfor til at forfølge den strategi om data i mobilpakkerne, som vi hidtil har haft hos Telmore. Og den er at tilbyde rigeligt med data til konkurrencedygtige priser.

- Det er jo meget konkurrencedygtigt at tilbyde fri data til 199 kroner, da man slet ikke kan købe så store datapakker til den pris andre steder. Hvorfor ikke bare fortsætte med det?

- Vores erfaring er, at over 95 procent af vores kunder fint kan nøjes med de data, de har i deres pakker i dag. Og det er muligt at tilkøbe data til en attraktiv pris, hvis man undtagelsesvist går ud over datamængden.

- Hvis man har behovet for fri data, som nogen har, så har I jo ikke produktet længere?

- Nej, men vi mener, at vores mix af abonnementer giver det bedste produkt til vores kunder. Situationen havde været en anden, hvis det var mange af vores kunder, der hver måned oplevede at løbe tør for data. Sådan er situationen bare ikke.

- Derfor fylder diskussionen om fri data også mere, end den burde gøre.

- Men du overtager trods alt et selskab og nogle kunder, der er vokset op med fri data som en del af det særlige ved Plenti?

- Ja, og derfor vil de kunder, der har købt et abonnement for at få fri data hos Plenti, stadig have det til samme pris som før, når de bliver flyttet til Telmore.

- Og de fleste af Plentis kunder vil med flytningen samtidig opleve, at de også får mulighed får at bruge endnu mere af deres data, når de rejser i EU.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste
Mest læste
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen