Facebook bygges markant om

Får et helt nyt design og et beskedprogram, der kan bruges på både PC og Mac

Mark Zuckerberg forklarer, hvor fremtiden for Facebook ligger. Video: AP

De kommende uger bliver Facebook bygget mere markant om, end det er sket de seneste fem år.

Det har netværkets stifter og chef, Mark Zuckerberg, netop offentliggjort fra scenen på årets udviklerkonference F8.

Facebook får både som app og på computeren et gennemgribende nyt design kaldet FB5 med forbedrede funktioner og andre farver, når ændringerne de kommende uger og måneder slår igennem.

Designskiftet sker dog allerede i dag - først i USA - på iPhone og Android, men noget senere på computeren.

Det betyder også et farvel til det blå banner i toppen af sitet, der ellers har domineret Facebook de seneste mange år. Og det nyhedsfeed, man i dag kender, bliver erstattet af et klart fokus på de grupper og begivenheder, som den enkelte bruger interesserer sig for.

Artiklen fortsætter under billederne...

Det nye Facebook er lysere i farverne og mere simpelt. Foto: Facebook
Det nye Facebook er lysere i farverne og mere simpelt. Foto: Facebook
 

Sådan præsenterede Mark Zuckerberg for kort tid siden den nye Messenger-app til Mac og PC. Foto: Stephen Lam/Ritzau Scanpix
Sådan præsenterede Mark Zuckerberg for kort tid siden den nye Messenger-app til Mac og PC. Foto: Stephen Lam/Ritzau Scanpix

Se også: Helt til grin: Milliardbøde er lommeuld for Facebook

Messenger på PC og Mac
En anden stor nyhed er, at beskedprogrammet Facebook Messenger frigives i en version, der kan bruges på PC eller Mac.

Programmet minder meget om den måde, som Apples iMessage fungerer på. Du kan - udover tekst og billeder - også dele video og se levende billeder sammen med andre venner live i programmet.

Samtidig arbejder Facebook på at smelte blandt andet WhatsApp sammen med Messenger, så du kan sende beskeder på tværs af platformene. Og det hele skal ske krypteret, hvilket passer godt med Facebooks nye strategi om, at retten til privatliv og deling i mindre grupper skal være de bærende elementer på det sociale netværk.

Ved at bruge mindre datamængder gør Facebook sine beskedtjenester hurtigere. Foto: Justin Sullivan/Ritzau Scanpix
Ved at bruge mindre datamængder gør Facebook sine beskedtjenester hurtigere. Foto: Justin Sullivan/Ritzau Scanpix
 

Se også: Facebook sjusker groft med dit password

Vil fjerne tæller på likes
Udover at blive mere sikker og privat så lover Mark Zuckerberg også, at det bliver markant hurtigere at bruge de forskellige funktion på Facebook og Messenger.

Der er ligeledes ændringer på vej i Instagram og WhatsApp. Således arbejder Facebook på en større test, hvor man vil fjerne tælleren, der viser antallet af likes på Instagram-opslag.

Denne test foregår i første omgang i Canada.

Du kan her se en oversigt over alle nyhederne fra eventen - OBS: det er ikke alle funktioner, der bliver tilgængelige i Danmark

Se også: Hav af møgsager lammer Facebook

De største ændringer på Facebook bliver skiftet til mere private beskeder og opslag - og meget mindre fællesskab i større grupper. Foto: Stephen Lam/Ritzau Scanpix
De største ændringer på Facebook bliver skiftet til mere private beskeder og opslag - og meget mindre fællesskab i større grupper. Foto: Stephen Lam/Ritzau Scanpix
 

Fakta: Sådan ændres dit nyhedsfeed

Fremtiden er privat, og derfor skal Facebook også i højere grad være det, skriver Ritzau tirsdag aften.

Det er kernen i det, som det sociale medies stifter, Mark Zuckerberg, fortæller tirsdag på Facebooks udviklerkonference i San Jose i Californien.

Det skriver teknologi-siden The Verge.

- Over tid tror jeg, at den private sociale platform bliver endnu mere vigtig i vores liv end vores digitale bykvarterer, siger Mark Zuckerberg.

- Så i dag lægger vi ud med at tale om, hvordan det kan se ud som produkt, hvad det betyder at få gjort din sociale oplevelse endnu mere privat, og hvordan vi bliver nødt til at ændre måden, vi driver vores virksomhed på for at bygge det, siger han.

Nyhedsfeed skæres til
I den kommende tid bliver det sociale medie ændret. Der sker et skifte fra det klassiske nyhedsfeed og offentlige opslag hen mod en mere privatlivsfokuseret kommunikationsplatform, skriver The Verge.

Blandt andet vil der i højere grad blive fokuseret på grupper og begivenheder.

Den kommende forandring bliver den femte større makeover, som det sociale medie har gennemgået i sin levetid. Facebook blev oprettet som et lukket netværk på universitetet Harvard i USA i februar 2004.

Det blev senere åbnet op for alle, og i 2008 kom Danmark med listen over lande, der kunne have borgere som facebookbrugere.

Lammet af skandaler
Facebook-stifterens snak om vigtigheden af at værne om privatlivet kommer, efter at mediet de seneste to år har oplevet en del modvind på netop den front.

Blandt andet fik konsulentvirksomheden Cambridge Analytica adgang til millioner af brugeres personlige oplysninger uden deres vidende, og Facebook har mødt anklager om som platform at have været med til at sprede misinformation, promovere vold og opildne til had.

Selv om udfordringerne har været store på området, forsikrer Mark Zuckerberg om, at ønsket om at værne om privatlivet er oprigtigt.

- Jeg kan godt forstå, at mange personer er usikre på, om vi mener det her. Vi har ikke ligefrem det bedste omdømme, når det kommer til privatlivsbeskyttelse lige nu for at sige det mildt.

- Men jeg er fastsat på at gøre det her godt og at begynde et nyt kapitel for vores produkt, siger han på konferencen ifølge The Verge.

147 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere