Fire nye lande i dag: Mobilselskab vil dække verden til danske priser

Latinamerika kommer i dag med på verdenskortet hos Teleselskabet 3

Mobiltelefon er et uundværligt redskab for mange på rejsen. Både til at tage billeder af de eksotiske rejsemål, men også til at holde kontakten til resten af verden. Foto: Dario Lopez-Mills/AP
Mobiltelefon er et uundværligt redskab for mange på rejsen. Både til at tage billeder af de eksotiske rejsemål, men også til at holde kontakten til resten af verden. Foto: Dario Lopez-Mills/AP

57 lande erobret. 136 tilbage.

Sådan kan David Elsass fra Teleselskabet 3 gøre regnskabet op over de lande, hans kunder kan rejse til og bruge deres mobiltelefon i, helt som de gør herhjemme.

Men står det til privatkundedirektøren må verdenskortet en dag gerne være helt dækket:

- Vi går klart efter at blive de første, der dækker hele verden med danske priser, siger han til Ekstra Bladet.

- Det er klart, at det er vores vision, at du aldrig skal tænke over roamingpriser. Og jeg tror, det er realistisk.

Københavns Lufthavn er en af mange, der tilbyder de rejsende en gratis og ganske sikker adgang til internettet. Foto: Joachim Adrian/Ritzau Scanpix
Københavns Lufthavn er en af mange, der tilbyder de rejsende en gratis og ganske sikker adgang til internettet. Foto: Joachim Adrian/Ritzau Scanpix

Drop dyrt abonnement: Kom gratis online

Rejser du sjældent uden for EU, eller kun bruger din mobil ganske lidt under rejsen, kan det være en dårlig forretning at investere i et abonnement som 3LikeHome.

Det er nemlig vigtigt at huske, at du betaler den fulde pris for abonnementet hele året. Og en del af prisen naturligvis dækker mobilbrug på rejsen. Men med lidt forberedelse og omtanke er det faktisk muligt at klare sig alligevel og være online.

Både i lufthavne, på rejsemålet og nogle gange også i flyet, er der således mulighed for at koble sig på gratis wi-fi.

Gratis opkald
Wi-fi forbindelsen kan ligeledes bruges til at foretage gratis telefon– eller videoopkald med programmer som Skype, WhatsApp, FaceTime og Google Duo.

Husk dog altid at tænke dig godt om inden du kobler på et gratis wi-fi netværk. Gå helst efter netværk med adgangskontrol og brug krypterede websider og apps til private data og kreditkort.

Du kan få flere gode råd om it-sikkerhed på rejsen her.

Indtager Latinamerika
Som det første teleselskab afskaffede Teleselskabet 3 i 2014 roamingafgiften i de første seks lande og gjorde det muligt at bruge sin mobiltelefon til samme pris som i Danmark.

Senere er andre teleselskaber og EU fulgt efter og har gjort det billigere at roame under ferien. Men ingen har så omfattende en liste over lande, hvor du kan bruge op til 10 gigabyte data hver måned uden risiko for kæmpe efterregninger:

Og i dag kan David Elsass så sætte nålen i fire nye destinationer: Argentina, Brasilien, Chile og Mexico:

- Forklaringen er ganske enkelt den, at flere danskere har opdaget landene og bruger dem som rejsemål.

- Det er en af de afgørende faktorer, hver gang vi udvider vores 3LikeHome-abonnement, forklarer David Elsass.

Går ikke amok
Det er dog ikke alene interessen, men også prisen for at åbne op for nye lande, der driver udviklingen:

- Det handler selvfølgelig om, at vi skal kunne få nogle gode aftaler om den pris, vi skal betale de lokale teleselskaber i landene.

- Kan man det, når I jo ved, at kunderne bruger rigtig meget data, når de ikke længere skal betale fuld pris for det?

- Det er rigtigt, at forbruget måske stiger 1000 procent i forhold til, hvad der blev brugt tidligere, når danskerne rejste ud.

- Men de flestes forbrug ændrer sig faktisk ikke i forhold til, hvordan de bruger telefonen herhjemme.

- Det kan være, at det er lidt andre tjenester, man benytter sig af, men generelt går kunderne ikke amok med forbruget, bare fordi de kan.

Lukker for data ved 450 kroner

Løber dataforbruget på din mobiltelefon løbsk under ophold i udlandet, er der lagt en grænse på 450 kroner ind hos teleselskaberne.

Overstiger forbruget grænsen, får du en advarsel på sms, og dataforbindelsen spærres midlertidigt, når du har brugt for mere end 450 kroner.

Du skal herefter selv aktivere en højere grænse og acceptere, at din regning kan blive større.

Ifølge David Elsass er det både i EU, men også i lande som USA og Thailand, at danskerne tager rejsedelen af deres abonnement i brug:

- Det kan også være i lande, man rejser meget igennem, som for eksempel Tyskland.

- Forbruget flugter næsten en til en med vores rejsevaner.

Tag dit kabel-tv med på rejsen

Fra 1. april gør nye EU-regler det muligt at se de tv- og streamingtjenester, du normalt bruger i Danmark, når du rejser rundt i EU.

Det har hidtil været umuligt på grund af såkaldt geoblocking. Hos blandt andet YouSee og Telmore får kunderne nu lov til at bruge deres tv-pakker overalt i EU.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Steffan Kærulf Frandsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen