Forbrugerrådet til Microsoft: Windows 10-kaos er en kæmpe ommer

Informationerne til Windows-brugerne har været alt for ringe, mener Forbrugerrådet Tænk

Hvordan løser du problemer med de uønskede opdateringer fra Microsoft? Ekstra Bladets techredaktør giver gode råd i tv-indslaget herover.

HJÆLP OS: Har du fået problemer med Microsofts nye måde at opgradere Windows 10 på? Fortæl din historie i en mail

Talrige Windows-brugere raser i disse dage foran deres PC. Den går nemlig uventet og uønsket i gang med at opdatere fra Windows 7 og 8 til Windows 10.

I nogle tilfælde er resultatet en ødelagt computer og bøvl med at få udstyret til at fungere igen.

Teknologi - 26. maj. 2016 - kl. 11:34 Rasende kunder: Microsoft tvinger Windows 10 ind på vores PC

Hos Microsoft mener den ansvarlige danske Windows-chef, at forbrugerne har fået information og advarsler. Du kan læse hele kommentaren fra Microsoft længere nede i denne artikel.

Men Forbrugerrådet Tænk skærer nu igennem og opfordrer firmaet til at lave en grundig evaluering af sagen:

- Det er en ommer. Der må være nogen hos Microsoft, der skal sætte sig ned og kigge på, hvordan de kan skal gøre det her fremover, siger rådets testansvarlige Mikkel William Nielsen til Ekstra Bladet.

VIDEOGUIDE: Få flere tips til at bruge Windows 10

Hans vurdering er, at meget tyder på, at Microsoft ikke har været gode nok til at informere om, hvad der kommer til at ske med opdateringen.

- Problemet er jo, at det her ikke bare er en normal sikkerhedsopdatering, men et nyt styresystem som laver nogle grundlæggende ændringer på din computer.

- Det kan give en fatal ændring af måden, din computer fungerer på.

Denne digitale advarsel vises forud for, at opgraderingen kort efter følger med som en del af den normale opdateringspakke på Windows 7 og 8-computere. Alligevel opfatter mange brugere ikke, hvad der snart sker med deres computere. Blandt andet fordi de i flere måneder har fået talrige beskeder på computeren om muligheden for at installere Windows 10. (Skærmdump: Microsoft)
Denne digitale advarsel vises forud for, at opgraderingen kort efter følger med som en del af den normale opdateringspakke på Windows 7 og 8-computere. Alligevel opfatter mange brugere ikke, hvad der snart sker med deres computere. Blandt andet fordi de i flere måneder har fået talrige beskeder på computeren om muligheden for at installere Windows 10. (Skærmdump: Microsoft)

Læsernes egne tips

Læserne har delt flere tip til, hvordan de mener, man kan løse problemet med, at Windows 10 automatisk lægges på computere.

En meget anbefalet mulighed er at installere et af de programmer, der gør det muligt at forhindre opgraderingen. Fx Ultimate Outsider eller Never 10. En beskrivelse på dansk kan læses her.

En metode til at gøre det samme - uden at installere software - findes her (på engelsk, red.).

ADVARSEL: Ekstra Bladet har ikke haft mulighed for at teste og efterprøve ovenstående råd - det er derfor på egen risiko at bruge de beskrevne løsninger.

- Hvad er galt med, at Microsoft pludselig lægger et helt nyt styresystem ind sammen med en sikkerhedsopdatering i Windows Update - firmaet vurderer jo, at det er det rigtige sted at lægge det?

- En sikkerhedsopdatering ændrer normalt ikke måden, du bruger computeren på.

- Men her flyttes ting markant rundt, og der er programmer, der pludselig ikke virker, hvis man lægger et nyt styresystem på.

VERSION 2.0: Derfor tolkes et tryk på et kryds som et ja til Windows 10

- Derfor bør Microsoft skille de to ting ad, så det står tydeligt for brugerne, hvad der sker med deres computer.

- Samtidig er der også hastigheden af sådan en installering. Det tager samtidig markant længere tid at lægge Windows 10 på, hvilket kan blive kritisk for folk, der fx sidder midt i en eksamen eller en anden vigtig opgave. Det er ikke smart lavet.

- Det er en ommer. Der må være nogen hos Microsoft, der skal sætte sig ned og kigge på, hvordan de kan skal gøre det her fremover, vurderer testansvarlig i Forbrugerrådet Tænk, Mikkel William Nielsen. (PR-foto)
- Det er en ommer. Der må være nogen hos Microsoft, der skal sætte sig ned og kigge på, hvordan de kan skal gøre det her fremover, vurderer testansvarlig i Forbrugerrådet Tænk, Mikkel William Nielsen. (PR-foto)
 

- Hvem skal løse det her - Windows-brugerne ender jo ofte med, at det tager frygtelig lang tid  for dem at få computeren til at køre igen?

- Det er i hvert fald en god idé at kontakte supporten hos Microsoft.

- Forbrugerne må forvente, at firmaet stiller op og giver kvalificeret hjælp. Især fordi mange ikke aktivt har bedt om at få Windows 10.

Sådan får du hjælp hos Microsoft

Læs de mest stillede spørgsmål og svar om Windows 10 her

Få elektronisk support til dit problem her

Ring for at få hjælp på 82333100 (man-fre 9.00-18.00)

Se også: Her slår tech-politiet til: Vælg et bedre password, dummy

Microsoft: Derfor installeres Windows 10 i baggrunden

Hos Microsoft Danmark erkender firmaets danske Windows-chef, Martin Thorning Hansen, at der er sket en markant ændring hos brugerne af Windows 7 og 8:

- Vi har ændret Windows 10 til at være en anbefalet opgradering. Det har været planen længe.

- Hvorfor sker det lige nu?

- Siden 29. juli sidste år har vi set, hvilke enheder der fungerer sammen med Windows 10 og lært meget af det. Derfor tør vi godt lukke op for, at alle kan få Windows 10 uden at skulle være nervøse for det.

- Windows 10 er derfor flyttet fra at være et gratis tilvalg nede i startlinjen til, at styresystemet nu er en anbefalet opgradering til det styresystem, du har.

- Hvis man tjekker, hvilke opdateringer, der kommer nu, står Windows 10 også tydeligt på listen. Det er ikke gemt inde i andre servicepakker eller under andre navne.

- Så hvis man normalt siger ja til at installere sikkerhedsopdateringer på sin computer uden at tjekke indholdet nærmere, så bliver Windows 10 også installeret?

- Ja, der kommer ikke særlige advarsler om, at nu installeres Windows 10. Det står på listen sammen med de andre opdateringer i Windows Update.

- Hvordan har I fortalt kunderne om det?

- Vi har informeret via vores normale kommunikationskanaler om, at vi ændrer Windows 10 til at være en anbefalet opdatering.

- Hvornår har I gjort det?

- Vi meldte det ud til pressen. Det gjorde vi i november. Og beskeden var ude igen i en blog her i år.

- Det er nyt for mig og også for flere brugere, at det her sker. Kunne I have råbt noget højere op - det virker ikke som om, at budskabet er kommet hele vejen rundt?

- Jeg tænker i hvert fald, at vi skal kigge på den feedback, vi får nu og se, om der er nogle ting i vores kommunikation, vi skal have ændret fremover.

- Og selvfølgelig er der nogen, som vil blive ramt uheldigt af det og bliver frustreret over det. Men jeg tror ikke, at de bliver frustreret over Windows 10.

- Der er nogen, der ikke er klar til Windows 10. Så selv hvis de ikke synes, at Windows 10 er dårligt, giver det jo dem en masse bøvl?

- Helt sikkert. Og der vil også være nogen, hvor der et program, som ikke virker. Men for størstedelen vil det fungere og være mere sikkert med Windows 10.

- Hvis man nu gerne vil slippe for, at Windows Update automatisk tager Windows 10 med - hvordan slår man så det fra?

- Man skal slå automatiske opdateringer fra i Windows Update, og derefter skal man så til at vælge opdateringerne, efterhånden som de kommer frem i Windows Update.

- Men jeg vil af sikkerhedsmæssige årsager anbefale, at man enten går ind at tjekker meget ofte. Eller bedst alt vælger at bruge Windows 10, så hurtigt som det er muligt.

HJÆLP OS: Har du fået problemer med Microsofts nye måde at opgradere Windows 10 på? Fortæl din historie i en mail

Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere