Huawei er en sikkerhedsrisiko i USA - men godkendt i Danmark

Der er ingen beviser for, at den kinesiske gigant spionerer, mener dansk efterretningschef

Huawei er kinesisk og har hovedkontor i Shenzhen, hvor også firmaer som Apple får deres elektronik fremstillet. Problemet for Huawei er bare, at blandt andre USA ikke stoler på, at de er uafhængige af styret. Foto: AP
Huawei er kinesisk og har hovedkontor i Shenzhen, hvor også firmaer som Apple får deres elektronik fremstillet. Problemet for Huawei er bare, at blandt andre USA ikke stoler på, at de er uafhængige af styret. Foto: AP

Siden 2013 har Huawei ikke kunne sælge netværksudstyr eller anden elektronik til den amerikansk regering. Landets efterretningsmyndigheder er nemlig stærkt skeptisk over for det kinesiske firma, som man frygter står i ledtog med det kinesiske styre:

- Vi er dybt bekymret over risikoen ved at lade et firma, der er så tæt knyttet til en fremmed regering med andre værdier end vores, få magten over vores telekommunikation, lød det tidligere i år fra FBI-direktør Chris Wray.

Også i Australien har Huawei store problemer med at finde fodfæste.

Huawei er eksperter i den teknologi, der driver verdens mange telenetværk. Foto: Francisco Seco/AP
Huawei er eksperter i den teknologi, der driver verdens mange telenetværk. Foto: Francisco Seco/AP

Se også: Fremmede stater prøver at hacke den danske sundhedssektor

Ingen beviser
Men i Danmark og andre europæiske lande er situationen stik modsat. Herhjemme har Huawei både leveret udstyret til og hjælper med driften af TDC’s kritiske telenetværk. Og det er der en god grund til: der findes ganske enkelt ingen beviser for, at Huawei spionerer på vegne af Kina.

Kun med solide beviser kan det komme på tale at udelukke firmaer som Huawei:

- Det ville forudsætte, at der kom en ’smoking gun’ på bordet. Det er ikke sket, siger Thomas Lund Sørensen, der er chef for Center for Cybersikkerhed under Forsvarets Efterretningstjeneste, i et interview med Ekstra Bladet.

- Jeg har heller ikke kendskab til, at man i Danmark har sagt nej til virksomheder og nægtet dem at handle i Danmark, hvis de ellers lever op til de vilkår, som alle skal leve op til.

Se også: Dansk bibliotek angrebet af russiske hackere

Med på sidelinjen
Thomas Lund Sørensen understreger samtidig, at Center for Cybersikkerhed er med på sidelinjen, når der vælges leverandører af sikkerhedskritiske it-systemer:

- Det er klart, at den danske stat har haft nogle sikkerhedsmæssige overvejelser i forbindelse med Huawei, når det især gælder deres leverancer til TDC og deres dybe netværk.

- Derfor blev der også i samarbejde mellem os, TDC og Huawei, sat nogle forskellige beskyttelsesforanstaltninger op.

- Og vi har i dag en ny lovgivning, der betyder, at vi altid skal orienteres, hvis danske televirksomheder overvejer at købe sikkerhedskritiske it-systemer. Og så kan vi tage en dialog med virksomhederne om, hvordan vi mener, at det her samarbejde bedst kan håndteres.

En global gigant

Huawei blev stiftet i 1987 af Ren Zhengfei, der var ingeniør i den kinesiske hær.

Siden er firmaet blevet verdens største producent af netværks-udstyr og nummer tre på listen over de globalt bedst sælgende mobilproducenter lige efter Samsung og Apple.

Huawei: Løse beskyldninger
Hos Huawei beklager man, at lande som USA og Australien fortsat ikke har tillid til firmaet:

- Det virker ikke rimeligt, at vores store og veldokumenterede indsats på sikkerhedsområdet gennem 30 år bliver tilsidesat med udgangspunkt i spekulationer og løse beskyldninger, siger firmaets danske CSO, Carsten Jørgensen, til Ekstra Bladet.

- Hvilke garantier kan Huawei give for, at bekymringerne omkring datasikkerhed - som fx den amerikanske regering har - ikke bliver en realitet?

- Gennem de senere år har vi fra amerikansk side oplevet en lang række grundløse anklager. Men vi har aldrig brugt vores udstyr til at erhverve nationale data, forretningshemmeligheder eller private brugerdata.

- Vi vil aldrig støtte eller tolerere den slags adfærd.

- Vi arbejder også ud fra den overbevisning, at sikkerhed skal defineres ud fra, hvordan udstyr er skabt og vedligeholdt - ikke af hvem, der har skabt det eller hvor. Hvis man skal forbedre cybersikkerheden, kræver det et bredt samarbejde på tværs af landegrænser, mener Carsten Jørgensen.

- Og hvis man indfører individuelle, geografiske restriktioner vil det i sidste ende underminere muligheden for at skabe fælles, internationale standarder og best practice.

Se også: Har du en profil? 40.000 passwords lækket fra kommunal hjemmeside

63 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere