Kontrollant om 5G: Ingen grund til panik

NY UNDERSØGELSE: Strålingen fra 5G er langt under grænsen for, hvad du bliver syg af

Man tester blandt andet strålingen fra 5G-udstyr i isolerede laboratorier som dette, hvor det er muligt meget præcist at måle den energi, som menneskekroppen udsættes for. Foto: Michael Dalder/Ritzau Scanpix
Man tester blandt andet strålingen fra 5G-udstyr i isolerede laboratorier som dette, hvor det er muligt meget præcist at måle den energi, som menneskekroppen udsættes for. Foto: Michael Dalder/Ritzau Scanpix

Der findes ingen beviser for, at hverken det nuværende mobilnet, 4G, eller det kommende kaldet 5G skader mennesker.

Det er konklusionen i en omfattende undersøgelse, som International Commision On Non-Ionizing Radiation Protection (ICNIRP) netop har offentliggjort.

ICNIRP, der er en uafhængig og non-profit organisation af forskere i Tyskland, laver videnskabelig rådgivning om netop stråling fra mobiltelefoner og de mange mobilantenner, der er sat op for at binde netværket sammen.

Og blandt andet de danske myndigheder benytter sig af rådgivningen, som ICNIRP står bag.

Ingen bevis for skader
Den nye undersøgelse er en opfølgning til de afbefalinger, som ICNIRP offentliggjorde helt tilbage i 1998.

Ifølge organisationen er forskellen til dengang, at mulighederne for at måle og vurdere de skader, som strålingen måske kan udsætte mennesker for, i dag er langt bedre end dengang.

Men resultatet både i 1998 og i dag er, at mobilstrålingen er langt under det niveau, der kan skade folkesundheden.

- Vi har ikke fundet videnskabelige beviser for, at mobilstråling for eksempel kan give kræft, forklarer Eric van Rongen, der er formand for ICNIRP, til BBC.

- Men vi ved, at dele af samfundet er bekymret over sikkerheden ved 5G. Derfor håber vi, at de opdaterede vejledninger vil give kritikerne ro, siger han videre til The Guardian.

Udrulningen af 5G har mødt modstand blandt dem, der mener, at teknologien kan skade dyr og mennesker. Videnskabeligt bliver tvivlen dog mødt med et klart svar - nemlig at mobilstråling ikke er sundhedsskadelig. Foto: Toby Melville/Rizau Scanpix
Udrulningen af 5G har mødt modstand blandt dem, der mener, at teknologien kan skade dyr og mennesker. Videnskabeligt bliver tvivlen dog mødt med et klart svar - nemlig at mobilstråling ikke er sundhedsskadelig. Foto: Toby Melville/Rizau Scanpix
 

Vil sagsøge den danske stat

I Danmark kæmper en gruppe af organisationer mod netop de resultater, som kommer fra ICNIRP.

Via hjemmesiden landsindsamlingenmod5g.org forsøger de at samle penge og opbakning nok til, at de kan anlægge en 5G-sag mod staten.

Langt under grænseværdi
De nye studier har gennemgået en omfattende mængde af videnskabelige undersøgelser og data. Og på baggrund af dem anbefaler ICNIRP at stramme grænseværdierne på 5G-mobiltelefoner, der benytter frekvenser over 6 GHz.

I praksis ligger strålingen dog allerede nu markant under selv de nye grænseværdier.

Ifølge The Guardian udsættes brugerne af mobiltelefoner i gennemsnit for blot en procent af den maksimale stråling, som man kan tåle. Og blot halvdelen af grænseværdien, når mobitelefoner sender med højeste styrke.

Også de såkaldte basestationer med mobilantenner udsætter mennesker for omkring en procent af grænseværdien.

Se også: Apple: Sådan desinficerer du din iPhone

Hæver temperaturen
Selvom undersøgelserne altså frikender strålingen for at være sundhedsskadelig, så erkender ICNIRP, at der sker en påvirkning af kroppen.

Således påvirkes nerverne, cellers evne til at blive gennemtrængt og temperaturen i lokale områder.

Du kan læse hele undersøgelsen her. Og du kan her læse det responsum, som folkene bag et muligt 5G-søgsmål mod staten har lavet.

Sådan virker prislinks i denne artikel

Denne artikel indeholder affiliate links til Ekstra Bladets samarbejdspartner PriceRunner. Når læserne klikker på disse links, modtager vi en mindre betaling. Samarbejdet har ingen betydning for, hvilke tests eller techhistorier vi bringer - eller en eventuel bedømmelse af et produkt.

- redaktionen

143 kommentarer
Vis kommentarer