Kunderne flygter: Dansk kabel-tv bliver kvalt

Danskerne svigter i stor stil traditionelt tv - og fremtiden ser meget sort ud, mener ekspert

For dyrt og alt for mange kanaler jeg alligevel aldrig ser.

Det er ifølge en frisk undersøgelse fra analysefirmaet Wilke hovedårsagen til, at 600.000 danskere nu helt har droppet deres kabel-tv-pakke.

Og udviklingen går stærkt. Det seneste år har den største distributør YouSee mistet 100.000 kunder. Flere ventes at gå samme vej, da op mod hver tredje kabel-tv-kunde ifølge Wilke i dag overvejer helt at droppe deres tv-pakke:

- Der er også mange, som har gjort deres tv-pakker mindre, forklarer Julie Nygaard, der er Head of Media & Partner hos Wilke.

Hun understreger, at 85 procent af danskerne stadig har kabel-tv i en eller anden grad. Det har de blandt andet, fordi det fortsat virker som en nem løsning at kunne zappe rundt mellem tv-kanalerne:

Men siden 2015 har vi også kunne se i vores undersøgelser, at det har overrasket folk, hvor nemt det faktisk er at ’klippe kablet’ og streame i stedet. At det ikke er så svært, som de troede.

Artiklen fortsætter under faktaboksen...

Det viser undersøgelsen

I 2015 havde 93 procent af danskerne en kabel-tv-pakke.

I dag er det 85 procent, og 34 procent af de tilbageværende kunder overvejer at klippe kablet.

30 procent af kabel-tv-kunderne har samtidig gjort deres tv-pakker mindre.

Fire procent af danskerne har aldrig haft kabel-tv.

Kilde: Wilke

Se også: DR deler radiokanaler med danske streamingtjenester

Ser sort ud
En af Danmarks førende digitale medieanalytikere kalder udviklingen meget alvorlig for kabel-tv-distributører som YouSee og Stofa:

- Det ser virkeligt sort ud for den traditionelle tv-distributør, der gennem mange år har haft en komfortabel forretning ved at sælge tv i pakker, siger Claus Bülow Christensen til Ekstra Bladet.

- Vi skal jo ikke mange år tilbage, hvor folk i branchen slet ikke troede på, at det kunne lade sig gøre at bruge internettet som tv-kanal. Eller ville være noget, der kunne skabe en god forretning på streaming.

- Men det kunne det. Og nu sker der altså en voldsom åreladning på tv-pakker.

Se også: Tv-gigant laver streamingtjeneste: Vil kapre din antenneforening

Tv bliver til net
Det er dog ikke alene muligheden for at nemt at streame, der er med til at slå kabel-tv ihjel. De tv-stationer, der tidligere var dybt afhængige af distributørerne, bygger nemlig med stor hast deres deres egne apps og digitale kanaler:

- Tv-stationerne har nærmest været hurtigere end tv-distributørerne til at indse, at der er brug for at omstille sig, mener Claus Bülow Christensen.

- Det er TV 2 med TV 2 Play jo et ganske godt eksempel på. Det er et udtryk for, at de går væk fra at være en tv-station, der har brug for en distributør af tv-pakker. Nu følger også DR med ved at satse på at være en internetservice og ikke en traditionel tv-station.

Kabel-tv bliver til Apple TV

Den franske kabel-tv-gigant Canal+ svigter nu sin klassiske tv-boks til fordel for Apple TV 4K, skriver Next INPact.

De flere end fem millioner abonnementer får tilbudt at købe eller leje et Apple TV, som de fremover kan se deres tv-kanaler på. Det ventes, at andre kabel-tv-selskaber følger efter og gør det samme som Canal+.

Svært at fange unge
Ifølge Julie Nygaard fra Wilke skal man samtidig holde meget godt øje med, hvordan de unge tv-forbrugere opfører sig. De nyeste tal afslører nemlig, at flere unge aldrig har haft en tv-pakke. Og sikkert aldrig får det:

- Unge er vant til at få tingene gratis. Og man vil blive overrasket over, hvor mange annoncer unge er klar til at se, så længe de får en tjeneste gratis.

- De vokser op på en anden måde med tv og deler ofte tjenesterne med hinanden. Derfor bliver det også rigtigt svært, hvis kabel-tv vil have fat i de unge. Det kræver en helt anden pris og et andet produkt for at kunne tiltrække dem, mener Julie Nygaard.

Artiklen fortsætter under faktaboksen...

Vi drukner i nye tjenester

Udvalget af streamingtjenester vokser hele tiden i Danmark.

Forleden lancerede YouSee deres egen comedykanal, og om kort tid kommer YouTube til landet med en betalingstjeneste, hvor du for under 100 kroner om måneden kan se en række af eksklusive tv-serier, høre musik og lytte til videoindholdet i baggrunden på din mobile enhed.

Se også: Youtube uden reklamer: Ny streamingtjeneste rammer Danmark

Medieanalytiker Claus Bülow Christensen er endnu mere skeptisk:

- Tv-distributørerne skal genopfinde sig i en fart, og her er de altså farligt meget bagud på point. Teknologiudviklingen og forbrugernes adfærd er det meget svært at gøre noget ved.

Og udviklingen forstærkes af, at det i dag er mere gennemskueligt for kunderne, hvad tv koster og se, at det er blevet for dyrt:

- Hvis du er lidt fingernem, kan du jo hurtigt regne ud, at det kan godt være, at du får HBO med i tv-pakken, men at det ofte er nemmest og mere fleksibelt at købe det selv.

- Det er simpelthen blevet mindre relevant at sætte tv-pakker sammen.

Man kan nemt fare vild i teknologien, hvis man ikke lærer sin mobile enhed at kende helt fra bunden. Foto: Linda Johansen Tech Er du kørt fast på den digitale motorvej? Få førstehjælp til din mobil

Ulf Lund fra Boxer TV håber, at han kan holde på sine nuværende kunder ved også at tilbyde streaming. Foto: Cartsten Bundgaard/Ritzau Scanpix
Ulf Lund fra Boxer TV håber, at han kan holde på sine nuværende kunder ved også at tilbyde streaming. Foto: Cartsten Bundgaard/Ritzau Scanpix
 

- Vi skal genopfinde os selv

 

Hos tv-distributøren Boxer TV følger direktør Ulf Lund tæt med i, hvordan streaming og nye teknologier er med til at flytte kunder. Alligevel ser han positivt for mulighederne, hvis ellers branchen forstår at udvikle sig:

- For fem år siden fik branchen et chok over, hvor hurtigt Netflix kom. I dag er Netflix bare en etableret del af virkeligheden. Så chokket har fortaget sig, og som det ofte er, viser det sig ikke at være helt så dramatisk, som man troede.

- Alle har jo set, at streaming og traditionelt kabel-tv godt kan sameksistere. Det er ikke unormalt, at brugerne har begge dele. Den slags seere er der allerede flest af hos os, forklarer Ulf Lund.

Hos både Boxer TV, men også de store selskaber som YouSee og Stofa, har man satset hårdt på at give tv-kunderne et friere pakkevalg:

- Udfordringen for os er, at Boxer TV vil det frie valg. Så hvis løsningen bare er at skabe nogle endnu større pakker – nu med streaming – så passer det ikke til vores strategi.

- Hvis vi skal udbyde streaming, skal det være med respekt for valgfriheden. Det betyder også mere for danskerne.

YouSee har været førende, når det gælder om hele tiden at hæve priserne. Det har også være med til at skræmme kunderne væk. Foto: Rumle Skafte
YouSee har været førende, når det gælder om hele tiden at hæve priserne. Det har også være med til at skræmme kunderne væk. Foto: Rumle Skafte
 

Ifølge Ulf Lund har det frie valg, som næsten alle selskabets 250.000 kunder benytter sig af, givet ’mindre spild’:

- Der er færre i dag, som har tv-kanaler, de ikke bruger, fordi der er sket en bevægelse væk fra pakkerne og over til frit valg.

Han erkender dog, at branchen står over for en kæmpe udfordring. Ikke mindst fordi tv-kanaler som DR nu vil være deres egen streamingkanal:

- Hvis DR vælger at have DRTV som deres primære kanal ud til danskerne, som deres nye strategi siger, så er det helt nyt og vil koble distributørerne af.

- Og hvis de bliver koblet af, bliver de andre tv-kanaler også koblet af, fordi DR har trukket mange andre med ind i tv-pakkerne.

- Hvor er I henne om fem-ti år, tror du?

- Det er et godt spørgsmål. Traditionelt kabel-tv bliver i hvert fald ikke en voksende forretning, men vil i stedet stille og roligt gå nedad.

- Derfor kigger vi også i Boxer TV på, hvad vi kan gøre. Vi har et godt brand og høj tilfredshed blandt 250.000 kunder, som vi vil bruge offensivt til at gentænke os selv.

- Men løsningen kender I ikke?

- Nej, men vi har en ret god ide om, hvordan vi kan integrere streaming i vores udbud uden at gå på kompromis med valgfrihed og enkelthed.

Lydlaboratoriet på 13 gange 13 meter er et af de mest avancerede i verden. Her kan den enorme robotarm med 31 mikrofoner lave avancerede målinger, som det tidligere tog flere dage at lave, på blot en halv time. Foto: Dynaudio Tech Højttalere for millioner: Her køber de rige deres lyd

Tænk dig godt om inden du skærer kablet over til dit tv. Foto: Niels Hougaard/Ritzau Scanpix
Tænk dig godt om inden du skærer kablet over til dit tv. Foto: Niels Hougaard/Ritzau Scanpix
 

7 gode råd: Sådan klipper du kablet

 

1 Det kræver en hurtig og stabil internetforbindelse helt at droppe kabel-tv. Det betyder, at den mindst skal være 10 Mbit/s og meget gerne mere.

2 Signalet skal også kunne komme videre fra nettet til dit fjernsyn. Gør du det via apps på selve fjernsynet, så husk at ikke alle tjenester virker på alle tv. Overvej i stedet af købe et Apple TV 4K der typisk dækker meget bedre end et smart-tv.

3 Det er naturligvis individuelt, hvilke behov du har. For nogen er det meget nemt at skrotte hele kabel-tv-pakken. For andre er det sværere, fordi udvalgte sportskanaler ikke findes som streamingtjenester. Lav derfor en nøje analyse af, hvad du har brug for, før du opsiger dit abonnement.

4 Streaming er blevet en folkesport. Derfor har du sikkert kolleger, familie og venner, der allerede har været gennem øvelsen med at klippe deres tv-kabel. Spørg dem til råds om hvilke tjenester der faktisk er pengene værd.

5 De fleste streamingtjenester giver nye kunder mulighed for en gratis test i et par uger og ofte en hel måned. Udnyt det tilbud til at finde ud af, om dine venners råd passer med din smag.

6 Den klassiske prisfælde fra kabel-tv-markedet findes også blandt streamingtjenesterne: de sætter hele tiden prisen op. Hold derfor godt øje med prisudviklingen og den samlede pris du betaler for alle dine nye internettjenester.

7 Helt som på kabel-tv skal du være kritisk over for, om du bruger Netflix, Viaplay eller de andre tjenester nok. Det kan for mange betale sig at holde pauser og efter nogle måneder eventuelt vende tilbage til en tjeneste, når der er nye afsnit af de serier, du interesserer dig for.

Se også: DR deler radiokanaler med danske streamingtjenester

347 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere