Millionbøde til Apple: Lokkede kunder til at gøre telefoner langsomme

De italienske forbrugermyndigheder straffer både Apple og Samsung for at have fået kunderne til at opdatere deres telefoner, selv om det gjorde enhederne dårligere

Ekstra Bladets tech redaktør, Heine Jørgensen, udlægger her sagen

Efter en længere efterforskning har forbrugermyndighederne i Italien, AGCM, givet både Apple og Samsung store bøder for at have lokket kunderne til at opdatere deres telefoner, hvilket gjorde enhederne langsomme og fik softwaren til at gå ned.

Apple får den største bøde på 10 millioner euro eller næsten 75 millioner kroner, mens Samsung 'slipper' med det halve, fremgår det af afgørelsen. Samlet lander bøderne dermed på lidt over 111 millioner kroner.

Myndighederne skriver i afgørelsen, at firmaerne med deres handlinger har tvunget kunderne til at skifte til en nyere og dyrere enhed. Og både Apple og Samsung har informeret kunderne alt for dårligt og afvist at hjælpe med at få telefonerne til at virke ordentligt.

Se også: Svigter batteriet på din iPhone? Nu stiger prisen for at skifte det

Gjorde iPhones langsomme
Den primære del af sagen om Apple stammer fra 2016 og 2017.

I 2016 sendte firmaet styresystemet iOS 10 på markedet. Problemet med softwaren var bare, at den var udviklet til iPhone 7, mens tidligere modeller som iPhone 6, 6 Plus, 6S og 6S Plus blev langsommere og spontant brød ned, hvis man opdaterede dem.

En opdatering kaldet iOS 10.2.1, der kom i februar 2017, gjorde kun problemerne værre for nogle af kunderne, da telefonerne fortsat fejlede.

Apple får den største bøde, fordi selskabet frem til december 2017 heller ikke har givet nok informationer om telefonernes batterier og batteriets kvalitet.

Se også: Apple giver dig magten tilbage: Slut med at gøre din iPhone langsom

Ødelagde Note 4
Samsung får alene sin bøde for i maj 2016 at opfordre brugerne af Galaxy Note 4 til at downloade den nyeste Android-software kaldet Marshmallow.

Konsekvensen blev, at telefonerne fik alvorlige fejl, som firmaet efterfølgende nægtede at hjælpe brugerne med at få løst, uden at de skulle betale dyrt for hjælpen.

Ifølge Ritzau afviser begge selskaber, at de med vilje har skabt problemerne, som de fejlbehæftede opdateringer gav kunderne.

Se også: Apple sagsøger lille mobilreparatør: Taber sagen med et brag

Ikke med vilje - og så alligevel
Apple har alligevel tidligere erkendt, at de med vilje gjorde telefoner med ringe batterikapacitet langsommere. Det skete uden at orientere kunderne om det, fordi Apple mente, 'at det var bedst'.

Først senere undskyldte Apple sagen, lavede sin software om og gav alle kunder mulighed for et billigt batteriskifte i hele 2018.

Du kan læse hele afgørelsen om Apple her og Samsung her. Begge tekster er på italiensk.

Teknologi - 19. okt. 2018 - kl. 21:34 Knækket af Apple: Kendt mobilproducent flytter kæmpe event

25 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere