Mobilt dankort får ny funktion: Bliver meget nemmere at bruge

Efter en forkølet lancering har Nets nu opgraderet sin dankort app og lover en bedre brugeroplevelse - det løfte testede Ekstra Bladet onsdag morgen

Du kan i udvalgte butikker - blandt andet hos Dansk Supermarked - nu betale med det mobile dankort direkte fra en låst skærm på iPhone. Ved køb over 200 kroner kan du også bruge fingeraftryk til at godkende købet. Video: Nets

De fleste danskere har i dag et eller flere dankort og kreditkort, som flittigt bruges til at betale kontaktløst næsten overalt i Danmark og på ferier i udlandet.

Så hvad skal man bruge en ny løsning til, hvor betalingen i butikken sker via mobiltelefonen og kun fungerer i Danmark?

Ifølge Nets og en række danske banker er svaret, at fremtidens betaling sker via mobilen. At de samtidig kæmper om at vinde fremtidens mobile betalinger, inden MobilePay og Apple løber med hele markedet, er også en del af forklaringen.

Ny version virker kun på iPhone

Nets opdaterede mobile dankort virker alene på iPhones, når du bruger Nets program.

Men har du en Android-telefon, kan du - hvis din bank ellers understøtter det - i stedet installere bankernes såkaldte wallet, der kan det samme og mere end Nets app. Wallets virker ligeledes på iPhone.

Husk dog, at hvis du bruger Android, så er det ikke den elektroniske plade med dankort-skiltet, du skal føre telefonen hen til. Android-telefoner bruger en anden teknologi, der er indbygget i terminalen, du allerede nu bruger til dit normale kontaktløse kreditkort.

Det er i øvrigt planen, at Nets mobile dankort app i version 1.0 senere i år lanceres til netop Android i samme udgave som den, der blev lanceret i dag. Betaversionen findes dog allerede nu, men altså uden mulighed for at betale via låst skærm og med fingeraftryk.

Nets: Nu er den der
Løsningen har dog indtil nu ikke været videre logisk, efter Nets i foråret lancerede sin første version af det mobile dankort i en handicappet udgave.

Med den skal brugerne åbne app'en, hver gang der betales, hvilket gør løsningen langsommere og mindre brugervenlig end det kontaktløse kreditkort.

Men onsdag morgen præsenterede Nets så version 1.0 af det mobile dankort - til iPhone - hvor du kan betale direkte fra en låst skærm på telefonen, uden at du skal gøre andet end at føre den hen over en elektronisk plade ved kassen:

- Vi er nu på det niveau, vi gerne vil være, siger Jeppe Juul-Andersen, der er ansvarlig for dankortet i Nets, til Ekstra Bladet.

- Det er ikke det samme som at sige, at vi er færdige. Det afgørende er, at man nemt kan gennemføre en betaling nu.

- Der har jo været en periode, hvor I har udsat kunderne for 'en halv oplevelse'. Hvilken betydning har det for, om I kan få succes med det mobile dankort?

- Vi er selvfølgelig ærgerlige, hvis nogen er blevet skuffede. Men vi har fra begyndelsen sagt, at det her var en betaversion, hvor heller ikke alle butikkerne er klar.

- Vi har derfor fået både kritiske og positive tilbagemeldinger. Og den kritiske røst kan sagtens være den mest værdifulde, fordi det er der, at vi kan forbedre os, hvilket vi har gjort fra i dag, understreger Jeppe Juul-Andersen.

Pas på: Denne kode må du ALDRIG vælge

Når du installerer det mobile dankort, bliver du bedt om at vælge en firecifret kode. Her er det vigtigt, at du vælger en kode, som hverken er den normale pinkode til dit dankort eller koden til at åbne din telefon.

Hvis du vælger en af disse koder, kan andre meget nemt aflure, hvad du taster ind. Også nemmere end i dag, når du taster koden på butikkens kortterminal.

Husk også at du altid skal sikre telefonen med en kode, når du har lagt et mobilt dankort, Mobilepay eller netbank på mobilen. På den måde sikrer du dig bedre mod, at fremmede kan misbruge telefonen.

Naturligvis kan telefonen blive stjålet og brugt til at lave kontaktløse betalinger. Men risikoen er den samme, som hvis dit kreditkort bliver stjålet. Og i begge tilfælde gælder det om at få meldt tyveriet omgående og spærret dine kort.

Dansk Supermarked: En god løsning
Ekstra Bladet var med ved 'gen-lanceringen' af det mobile dankort, som i morges skete i Føtex på Frederiksberg.

Dansk Supermarked, der ejer Føtex, er nemlig først med at tage imod løsningen. Det samme kan man ikke sige om en række af andre forretninger i Danmark.

Og jo - det var meget nemt. Når først Nets app er installeret, kan du nøjes med at føre telefonen hen over den elektroniske plade ved kassen, hvorefter beløbet fra dit køb automatisk godkendes. Du behøves altså ikke længere åbne app'en.

Ved betalinger over 200 kroner skal du godkende. Det gør du enten med din selvvalgte kode i app'en eller med et fingeraftryk på telefonen.

- Jeg synes også, at det er en god løsning, som jeg har testet et stykke tid, siger Jens Freiberg, der er direktør for IT Business Support i Dansk Supermarked

- Og systemet skal være hurtigt og effektivt for at kunne konkurrere med det kontaktløse kreditkort, som er meget stærkt på det danske marked.

- Er det kontaktløse kreditkort blevet en succes?

- Ja, det er en kæmpe succes hos os, siger Jens Freiberg fra Dansk Supermarked.

- Vi har mange butikker, hvor over halvdelen af alle betalinger sker kontaktløst. Fordelen for os er, at ekspeditionerne går stærkere, og det slider mindre på vores terminaler, end når man sætter kreditkortet fysisk i for at kunne betale.

Og selv om Jens Freiberg erkender, at det mobile dankort får svært ved at slå det kontaktløse kreditkort af banen, er han sikker på, at de to teknologier har en fremtid:

- Det kontaktløse kreditkort har jo vænnet folk til, at man kan betale på en anden måde.

- Løsningen, der er kommet nu på mobiltelefonen, læner sig samtidig rigtig meget op af de kontaktløse kreditkort. Derfor kan det mobile dankort blive et godt alternativ, men ikke en erstatning for det kontaktløse kreditkort.

- Så hvis vi mødes om et år, så er du ikke skuffet, når det mobile dankort stadig er meget mindre end det kontaktløse kreditkort?

- Nej. Jeg tror jo ikke, at det her bliver en succes bare 'fra onsdag til torsdag'. Betalingsvanerne hos kunderne er svære at bryde, men sandheden er, at ingen af os ved, hvor udbredt det her bliver.

- Jeg er dog sikker på, at mobile betalinger får en stigende andel af markedet de kommende år.

Bankerne har også en app kaldet Wallet

Selv om det er Nets, der formelt står bag det mobile dankort på mobilen, så findes løsningen også i en anden betalingsapp, som op mod 60 danske banker har udviklet.

App'en - kaldet en betalings wallet - kan modsat Nets seneste løsning bruges på både en Android-telefon og iPhone i butikkerne. Og du kan lægge både dankort og internationale kreditkort på Android-løsningen. Det er planen, at også iPhone-udgaven senere får adgang til internationale kreditkort:

- Vores walletprojekt handler om, at vi i den kommende tid udvikler en hel betalingsløsning, der dækker mere end dankortet, forklarer Søren Nicolaisen, direktør i BOKIS og Regionale Bankers Forening

- Vi fokuserer på at samle betalingsoplevelsen i en samlet app, hvor du for eksempel også har dine internationale betalingskort med.

En anden mulighed er at lægge loyalitetskort og andre typer af kort, du i dag har i din tegnebog, ind på bankernes wallet.

Du behøves i øvrigt ikke søge efter din banks wallet. Du får den automatisk tilbudt, når du opretter dig i Nets mobile dankort app.

74 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere