Nokia-mobil er flot men ikke fantastisk

ANMELDELSE: Koster mindre end 1000 kroner - og det kan man altså godt mærke

Der er intet at udsætte på telefonens størrelse, design eller display. Men under skærmen er der alt for få kræfter til, at Nokia 2.3 arbejder hurtigt og stabilt nok. Foto: Samuel Linnemann Wandsøe
Der er intet at udsætte på telefonens størrelse, design eller display. Men under skærmen er der alt for få kræfter til, at Nokia 2.3 arbejder hurtigt og stabilt nok. Foto: Samuel Linnemann Wandsøe

Nokia 2.3

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Hvad vil du helst have: en billig mobiltelefon, der på næsten alle områder er middelmådig? Eller spare op til en telefon, der kan noget? Efter at have testet Nokia 2.3, der koster blot 899 kroner, foretrækker jeg faktisk det sidste.

Ikke et ondt ord om billige mobiltelefoner. Det er faktisk en genre, som vi her på Ekstra Bladet gang på gang har hædret.

Det gælder også telefoner fra netop Nokia, der de seneste år har leveret flere ganske gode modeller til den dobbelte pris, men hvor man følte, at man fik noget mere for pengene.

Også Motorola er blevet store i prisklassen mellem 2000 og 3000 kroner, hvor udvalget i dag er ganske omfattende.

Hardwaren og designet er ok på Nokia-telefonen, men 'indmaden' kan ikke helt følge med. Foto: Samuel Linnemann Wandsøe
Hardwaren og designet er ok på Nokia-telefonen, men 'indmaden' kan ikke helt følge med. Foto: Samuel Linnemann Wandsøe

Her har Nokia sparet
Men det kan altså blive for billigt. I hvert fald hvis man vil have en telefon, der kan mere end at se godt ud.

Netop på det område vinder Nokia 2.3 ved første øjekast.

Telefonen er ganske pænt designet, og det 6,2 tommer store display har en fin opløsning og håndterer både lys og farver på en god måde.

Men det er som bekendt ikke nok at kunne vise tingene flot på en skærm - det skal også ske med en vis hastighed for, at man ikke mister tålmodigheden.

Her er det tydeligt, at Nokia har sparet på de interne muskler. Der er blot to gigabyte RAM at gøre godt med. Og det er ganske enkelt for lidt.

Det hjalp nok heller ikke, at vi overførte en stor mængde af apps til testtelefonen for så at finde ud af, at der også kun er sølle 32 gigabyte intern lagerplads.

Her havde vi foretrukket, at Nokia forlangte 300-500 kroner mere for modellen og så sat nogle komponenter i, der teknologisk kunne gøre telefonen noget mere tidssvarende.

Mangler kræfter
Konsekvensen af de manglende kræfter er tydelig under dagligt brug.

Her oplevede vi en telefon, der konstant satte os på en prøve i tålmodighed.

Og det er rigtigt ærgerligt, når man kigger på den samlede pakke, som Nokia er i stand til at levere.

Styresystemet, Android 9 og snart 10, er nemlig ganske velfungerende hos Nokia, der er kendt for ikke at have ' pillet' for meget ved den originale Android. Det skal de have ros for.

Men igen - uden kræfter ingen Android i den fart, man med rette kan forvente, selv når telefonen er helt billig.

Svær at anbefale
Udover de stramme linjer i designet og den absolut godkendte skærm nød jeg under testen at have en telefon i hånden, der både var stor, men ikke for stor.

Jeg kan holde telefonen i højre hånd og stadig nå toppen og betjene den uden at tabe den eller få brug for en hånd mere.

Samlet set kan denne ros dog ikke trække Nokia 2.3 så højt op i bedømmelsen, at jeg har lyst til at anbefale den.

Selv hvis du jagter en billig mobiltelefon, bør du tjekke nogle af de andre.

Det mangler også

Der følger ikke hovedtelefoner med i købet, og du skal bruge den gamle microUSB-standard til opladning.

Vi oplevede desværre også, at Bluetooth på telefonen fejlede en del, hvilket gjorde det bøvlet at høre musik med trådløs hovedtelefon.

Sådan virker prislinks i denne artikel

Denne artikel indeholder affiliate links til Ekstra Bladets samarbejdspartner PriceRunner. Når læserne klikker på disse links, modtager vi en mindre betaling. Samarbejdet har ingen betydning for, hvilke tests eller techhistorier vi bringer - eller en eventuel bedømmelse af et produkt.

- redaktionen

25 kommentarer
Vis kommentarer