Nu skal de betale

Den australske regering vil tvinge Facebook og Google til at betale, når de bruger indhold fra landets nyhedsmedier

Også i Frankrig forsøger myndighederne at tvinge techgiganterne til at betale for det indhold, de 'hapser' hos nyhedsmedierne. Foto: Denis Charlet/Ritzau Scanpix
Også i Frankrig forsøger myndighederne at tvinge techgiganterne til at betale for det indhold, de 'hapser' hos nyhedsmedierne. Foto: Denis Charlet/Ritzau Scanpix

Store techmedier som Google og Facebook skal til lommerne, hvis de fremover vil dele indhold fra australske medier.

Det har landets regering besluttet, efter et forsøg på at lave en frivillig ordning er mislykket.

Se også: Corona har sat fut i talelysten

Betaling er fair
Ifølge nyhedsmediet ABC bliver der nu lavet et regelsæt, som forpligter de store techmedier til at betale, når de bruger andres indhold.

- Det er fair, at dem, som har lavet indholdet, også får penge for det, siger Josh Frydenberg, der er politisk ansvarlig for området, til ABC.

Udover betaling for at bruge indhold vil regeringen samtidig tvinge techfirmaerne til at dele data om, hvordan nyhedsstoffet klarer sig på de enkelte platforme.

Hvis techfirmaerne nægter, kan de forvente bøder og andre hårde sanktioner.

Se også: Nyt iPad-tastatur frigivet i Danmark

Kan ende med pyrrhussejr
Der er dog udsigt til, at de nye regler i Australien og i andre lande, der arbejder på lignende tiltag, kan ende som en pyrrhussejr.

Blandt andet Google har nemlig tidligere blankt nægtet at betale og i stedet fjernet nyhedsmediernes indhold fra søgeresultaterne. Og det har vist sig at være meget skadeligt for mediernes trafik og dermed indtjening.

Se også: Her er verdens bedste Android

18 kommentarer
Vis kommentarer