Ny teknologi kan stoppe butikstyve

ANSIGTSGENKENDELSE: Butikker afslører mulige tyve allerede ved indgangen

Fejlraten i teknologi til ansigtsgenkendelse er ikke perfekt. Alligevel bruger butikker i blandt andet Storbritannien den nu til at forsøge at stoppe butikstyve, inden de får fingre i varerne. Foto: Bobby Yip/Ritzau Scanpix
Fejlraten i teknologi til ansigtsgenkendelse er ikke perfekt. Alligevel bruger butikker i blandt andet Storbritannien den nu til at forsøge at stoppe butikstyve, inden de får fingre i varerne. Foto: Bobby Yip/Ritzau Scanpix

Det står normalt ikke højt på politiets liste at afsløre og fange butikstyve. Det mærker man blandt andet i Storbritannien, hvor en række af supermarkeder ifølge The Guardian nu har fået nok.

De har taget sagen i deres egne hænder og aktiveret et nyt system kaldet Facewatch, der med ansigtsgenkendelse kan afsløre mulige tyve allerede ved indgangen.

Begrænser tab
Ideen bag systemet er, at butikkerne fodrer en database med overvågningsbilleder af kunder, der allerede er blevet grebet i at stjæle eller genere personalet. Databasen, som andre butikker kan tilgå, bruges så til konstant at tjekke aktuelle overvågningsbilleder med listen over uønskede kunder.

Kommer en tidligere butikstyv ind i forretningen, får personalet omgående besked og kan bede personen om at gå igen. Man bliver først slettet fra databasen to år efter det seneste butikstyveri.

- Der er klart sket en nedgang i tab og ballade i butikken, siger Paul Wilks, der bruger teknologien i sin forretning i Buckinghamshire, til avisen.

Se også: 18-årig vil have milliard af Apple

Privat politisystem
Ifølge firmaet bag Facewatch opfylder databasen og teknologien til at afsløre mulige butikstyve de europæiske regler for databeskyttelse. Men kritikere advarer alligevel om, at ansigtsgenkendelse er så usikker en teknologi, at uskyldige nemt kan ende med at blive afvist i en butik.

- Vi taler jo ikke om politiet, men sikkerhedspersonale der ikke har samme professionelle standard, lyder det fra Silkie Carlo, der står i spidsen for organisationen Big Brother Watch.

- Hvordan ved du, at du er kommet med i databasen? Hvis der sker noget kriminelt, må det igennem retssystemet. Ikke ved at man laver et privat politisystem.

Se også: Dansk politi har taget omstridt teknologi i brug

Nej tak i Danmark
I Danmark er interessen for at aktivere et lignende system i de hjemlige supermarkeder ikke stor.

Ifølge Datatilsynet har ingen supermarkeder søgt om tilladelse til at bruge teknologien, som i dag alene bruges privat på Brøndby Stadion i et forsøg på at genkende og afvise fans, der har fået karantæne.

Også hos Coop, der er en af landets største supermarkedskæder, har man da heller ingen planer om at tage teknologien i brug.

- Det er ikke en teknologi, vi arbejder med.

- Vores butikker er ikke større, end at personalet har godt styr på, hvem der kommer i forretningen, siger informationsdirektør Jens Juul Nielsen til Ekstra Bladet.

Også hos Salling Group, der blandt andet ejer Netto, Føtex og Bilka, er svaret det samme.

Se også: Verdensstjerne slår tilbage: Overvåger uønskede fans

24 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere