Pas på Apple Pay: Ulovlig gebyrfælde

MOBIL BETALING: Opkræver kortgebyrer, når du handler i en butik - også Google Pay er ramt

Ekstra Bladets tech redaktør, Heine Jørgensen, forklarer her, hvordan du opdager de ulovlige gebyrer. Video: Emma Svendsen/Marie Rask Glerup

TIP OS: Er du også blevet opkrævet et ulovligt gebyr på et privat betalingskort? Del dine oplevelser og gerne kvitteringer i en mail til tech@eb.dk

I mindst et år er danske forbrugere ulovligt blevet pålagt et gebyr, når de har brugt mobile løsninger som Apple Pay og Google Pay til at betale med, kan Ekstra Bladet i dag afsløre.

Brugen af særligt Apple Pay er steget eksplosivt, men i dag ved ingen, hvor mange kunder der har betalt gebyrer, de ifølge reglerne slet ikke skal betale.

Artiklen fortsætter under billedet...

En af Mortens kvitteringer fra Meny, der fik ham på sporet af sagen.
En af Mortens kvitteringer fra Meny, der fik ham på sporet af sagen.
 

Sådan virker det

Apple Pay og Google Pay er mobile betalingsløsninger, hvor man taster sit fysiske betalingskort ind i en særlig app.

Når man vil betale i en butik, lægger man sin telefon hen over betalingsterminalen i stedet for sit kort.

Løsningen er mere sikker, fordi andre ikke kan aflure ens kort eller pinkode. Alt foregår nemlig på telefonen.

Det er uanset betalingsmåde - fysisk eller digital - forbudt at opkræve et gebyr fra private betalingskort, som er udstedt inden for EU. Derimod må der godt opkræves gebyr fra kort udstedt uden for EU eller firmakort.

Helt galt
En af de ramte er Morten Fahrnholz fra København, der bruger Google Pay og i foråret opdagede fejlen.

- Under et indkøb i Meny skulle jeg pludselig godkende beløbet på terminalen, hvilket aldrig sker. Så kiggede jeg ned og kunne se, at der nu stod et lidt højere beløb, end jeg faktisk havde købt for.

- De første par gange undrer det mig, men jeg gjorde ikke mere ved det. Men da jeg besøgte en Spar-butik, hvor jeg også skulle betale et gebyr og godkende beløbet, gik det op for mig, at noget var helt galt.

Ufuldstændige lister
Morten Fahrnholz har lagt sit dansk udstedte og private betalingskort ind i Google Pay, og butikken må derfor ikke kræve gebyrer af ham.

- Jeg spurgte både i Meny og Spar om, hvad der foregik. For det må de jo ikke. Men de svarede, at det havde de ikke nogen indflydelse på.

- Og så begyndte det at rulle, hvor jeg først skrev til Nets, der henviste mig til min egen bank, der henviste mig tilbage til Nets. Derfor skrev jeg til Dagrofa, der står bag Spar og Meny.

Forklaringen fra Dagrofa og Nets er, at både Apple Pay og Google Pay – modsat danske MobilePay – bruger et system, hvor det ikke er kundernes danske kortnumre, der sendes til betalingsterminalen.

Det gør i stedet et virtuelt kortnummer, der opfattes som amerikansk, hvis terminalen ’ikke ved’, at der i virkeligheden er tale om et dansk, privat betalingskort. Og amerikanske kreditkort eller firmakort må butikken godt tage gebyrer for.

Artiklen fortsætter under billedet...

Her er det Apple Pay, der er blevet brugt tilbage i august sidste år. Det pågældende kort blev i månedsvis pålagt gebyrer både før og efter, at denne kvittering er udskrevet.
Her er det Apple Pay, der er blevet brugt tilbage i august sidste år. Det pågældende kort blev i månedsvis pålagt gebyrer både før og efter, at denne kvittering er udskrevet.
 

Stadig ramt
Det er her, at problemet opstår. For de kortlister, terminalerne bruger, skal løbendes opdateres. Og der kan som i Mortens tilfælde gå måneder, før et nyt betalingskort kommer med på listen. Han kæmper derfor fortsat med, at butikker trækker et ulovligt gebyrer.

- Det er selvfølgelig småpenge, men jeg ved jo, at det er ulovligt. Derfor er jeg fortsat med at forfølge sagen.

- Hvad synes du, der skal gøres?

- Jeg håber da, at de retter fejlen. Indtil det sker, går jeg altså i de butikker, der ikke tager gebyret, når det er er muligt.

- Butikken siger jo, at du bare kan komme ned og få pengene tilbage?

- Altså jeg har jo ikke gemt alle mine kvitteringer. Sådan tror jeg også, at mange har det med deres indkøb af dagligvarer.

- Det ville være mest fair, hvis pengene automatisk blev betalt tilbage.

Artiklen fortsætter under billedet...

Også hos Q8 er Morten blevet opkrævet et gebyr.
Også hos Q8 er Morten blevet opkrævet et gebyr.
 

TIP OS: Er du også blevet opkrævet et ulovligt gebyr på et privat betalingskort? Del dine oplevelser og gerne kvitteringer i en mail til tech@eb.dk

Det svarer butikken

Her er svaret, Morten Fahrnholz fik fra Dagrofa, der ejer blandt andet Meny og Spar:

Forklaringen på at du kan blive opkrævet gebyr ved brug af Google Pay/Apple Pay hos os og ikke ved Coop el. Salling Group er, at den løsning vi har hos Nets indeholder at der opkræves gebyr ved kort udstedt udenfor EU/EØS samt virksomhedskort.

Som vi også talte om, genereres der et kortnummer ved betaling med Google Pay/Apple Pay, som ikke svarer til dit VISA/Dankort-nummer. Hvis kortnummeret der generes ikke er oplyst af din bank til Nets, kan Nets ikke registrere at terminalen ikke skal kræve gebyr for betalingen, og da terminalen læser et udenlandsk kortnummer, som ikke fremgår af ’listen’ med kortnumre der ikke skal opkræves gebyr fra, vil terminalen opkræve gebyr for betalingen.

For at opsummere: problemet vil ligge hos din bank, som ikke har oplyst kortnummeret der genereres v. brug af Google Pay el. Apple Pay til Nets, hvorfor Nets ikke registrerer at der ikke må opkræves gebyrer på det genererede kortnummer, og fordi vi (og Q8 osv.) har valgt en løsning hvor der opkræves gebyr på firmakort og kort udstedt udenfor EU/EØS, kan du blive pålagt gebyr.

Jeg skal selvfølgelig sige, at du til enhver tid kan gå til butikken og få beløbet retur.

297 kommentarer
Vis kommentarer