Pas på: Datingsider kan lække dine hemmeligheder

Cyberkriminelle følger med, når du leder efter den næste kærlighed

I sommeren 2015 blev datingsiden Ashley Madison hacket. Sidens speciale var utroskab, og det var derfor ekstra pinligt for de tusindvis af brugere, der pludselig fik deres navn, adresse og andre private data afsløret. Foto: Lee Jin-man/AP
I sommeren 2015 blev datingsiden Ashley Madison hacket. Sidens speciale var utroskab, og det var derfor ekstra pinligt for de tusindvis af brugere, der pludselig fik deres navn, adresse og andre private data afsløret. Foto: Lee Jin-man/AP

Tusindvis af danskere bruger dagligt datingsider i jagten på underholdning, den næste kærlighed eller måske bare sex.

Men en analyse, som sikkerhedsfirmaet Kaspersky Lap netop har lavet af de mest populære datingapps som Tinder, afslører nu, at datingtjenesterne ikke altid er modstandsdygtige nok over hackere.

Samfund - 27. feb. 2017 - kl. 08:29 Mariann mødte kæreste online: - Han har lænset mig for alt

Har paraderne nede
Problemet er både, den måde brugerne opfører sig på. Men også at tjenesterne nogle gange svigter og undlader at kryptere for eksempel de billeder, som lægges online:

- Det kan være svært at gennemskue som bruger, om en datingtjeneste er god nok.

- De fleste har jo lært, at man aldrig skal klikke på links, man får fra nogen, man ikke kender, siger Leif Jensen, der er administrerende direktør hos Kaspersky Lab i Norden.

- Men når man har downloadet en datingapp eller er begyndt at bruge et datingsite, har man mentalt besluttet, man har tillid til den her service. Og kommer der så noget inde i den service, har man ofte paraderne mere nede: jeg har jo tillid til det her, og det virker jo fint.

- Det er bare her, at risikoen for at blive hacket og få udnyttet sine personlige data stiger voldsomt.

Udover at tjekke sikkerheden hos de mest populære datingsider har Kaspersky Lab også spurgt flere end 6000 brugere med en datingprofil - heraf 502 i Danmark - om deres vaner og erfaringer.

Se også: Kæmpe datingsite hacket: Betal eller vi afslører din utro partner

Rapport: Mange bliver truet

55 procent af dem, der har deltaget i undersøgelsen fra Kaspersky Lab, har oplevet at blive truet eller fået andre problemer, efter de har brugt en datingside.

Mere end 60 procent er samtidig bekymrede for, at få deres enhed inficeret eller data stjålet.

Læs hele rapporten her

Se også: Har du profil på fræk hjemmeside? Skift omgående password

Deler nøgenbilleder
Svarene viser blandt andet, at hver 10. har oplyst deres rigtige adresse. Samme andel har delt nøgenbilleder af sig selv, hvilket udsætter dem for en ekstra risiko:

- I første omgang gælder det derfor om at tjekke, om det er en datingside, man har hørt om før. Er det en service, som andre man kender bruger og har gode erfaringer med, lyder rådet fra Leif Jensen.

- Vi har jo de seneste år set flere skræmmende eksempler på datingsider, der er blevet hacket.

- For eksempel Ashley Madison der opfordrede brugerne til at være utro, men hvor mange brugere pludselig mistede dybt private oplysninger til nogle hackere.

Se også: Datingsider lokker med en lækker date - men du chatter med en mand

- Hvad kan man gøre for at beskytte sig bedre?

- Man behøves jo ikke præcis fortælle, hvilken adresse man bor på, hvad ens telefonnummer er, eller hvad ens fulde navn er.

- Man bør også være skeptisk over for funktioner, der godt kan virke smarte, for eksempel at man deler sin position med andre på datingsiden. Eller at man logger ind med sine Facebook-oplysninger.

- Hvorfor er problemet med at bruge Facebook til login?

- Når du først kobler Facebook sammen med en anden service, risikerer du jo, at der pludselig deles mange flere personlige data.

Se også: Utroskabskongen abdicerer efter hackerskandale

12 gode råd om IT-sikkerhed

1 Klik med omtanke. Slå hjernen til når du modtager en mærkelig besked, der ser ud til at komme fra din bank, Postnord eller andre, der vil have dit brugernavn og password. Er du i tvivl, så tast selv adressen til for eksempel banken ind i stedet for at klikke på linket.

2 Benyt ekstra koder. Hvis du har mulighed for at slå to-faktor bekræftelse til på en nettjeneste så brug funktionen. Facebook, iTunes, Twitter og Gmail er blandt dem, der i dag tilbyder at sende dig en ekstra kode via sms eller en alternativ mailadresse. Uden koden kan man ikke misbruge dit brugernavn og password på en fremmed computer.

3 Genbrug aldrig. Nettets største dumhed er at bruge samme password og brugernavn overalt. Gør du det, er du hackernes nemmeste offer. For så skal de blot finde dine koder på en usikker tjeneste og teste dem på en række andre kendte hjemmesider. Skift jævnligt password.

4 Opdater din software. Hold styresystemet på dine enheder opdateret, men husk også at opdatere de programmer, du bruger. Hvis hackere finder ud af, at du bruger gammel software, kan de nemt udnytte et sikkerhedshul og trænge ind på din computer, tablet eller smartphone.

5 Brug app mod it-svindel. Forbrugerrådet Tænk og Trygfonden driver app'en 'Mit digitale selvforsvar'. Ideen er blandt andet, at du kan blive advaret mod aktuelle trusler, når de opstår. Du kan finde app'en til både iPhone og Android.

6 Beskyt dig teknisk. Det kan være en god investering at have et nyere antivirusprogram og en firewall. Sidstnævnte er en slags digital bodyguard, der advarer dig, hvis der sker mistænkelige aktiviteter på din enhed.

7 Pas på offentlige computere. Tjekker du personlige nettjenester som din mail eller netbanken på en offentlig computer, for eksempel biblioteket, risikerer du, at andre følger med i din kommunikation. Log altid ordentligt ud af offentlige computere, når du forlader dem.

8 Undgå ukendte netværk. Trådløse gratis netværk på ferien eller andre steder i det offentlige rum er fristende, men også en stor risiko. Hvis du kommunikerer ukrypteret på nettet og logger på et gratis Wi-Fi-netværk, kan din trafik blive sendt igennem en hackers trådløse netværk og opsnappes.

9 Krypter dit internet. Dit private trådløse internet kan være en vej ind på din computer. Uden kode på dit netværk risikerer du også at blive misbrugt til ulovlig trafik, der føres tilbage til dig. Slå derfor krypteringen til på Wi-Fi-routeren og vælg et avanceret password.

10 Skjul dine oplysninger. Deler du private oplysninger som CPR-nummer, præcis adresse, mailadresse og andre data på nettet, følger hackerne med. Særligt de sociale netværk kan være en fælde, fordi du føler dig tryg – men hackerne ved godt, hvor de skal lede efter brugbare oplysninger.

11 Skrald kan afsløre dig. Fysiske breve med koder og personlige data om dig skal destrueres, inden du smider dem i skraldespanden. Krøller du bare papirerne sammen, er de nemme at samle sammen og snage i. Husk også at låse din fysiske postkasse.

12 Reager omgående. Hvis det går galt, eller du har en mistanke om, at du er blevet hacket, så reager omgående. Få spærret kreditkort og andet af værdi, som du frygter er blevet opsnappet. Brug professionelle værktøjer til at fjerne hackernes software og beskyt dig bedre.

4 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere