Perfekt uperfekt hovedtelefon

ANMELDELSE: Jabra Elite 45h er en prisbillig on-ear-hovedtelefon, du kan forkæle teenageren eller de større børn med

Jabra Elite 45h er mere en basal og god hovedtelefon end et eksklusivt produkt, mener Ekstra Bladets tech redaktør. Pr-foto
Jabra Elite 45h er mere en basal og god hovedtelefon end et eksklusivt produkt, mener Ekstra Bladets tech redaktør. Pr-foto

Jabra Elite 45h

Danske Jabra har sat sig solidt på markedet for in-ear-hovedtelefoner med sin Elite-serie, der i dag er min referencemodel i kategorien. At det er netop denne type af hovedtelefoner, som Jabra er blevet kendt for, giver også fin mening, da firmaet er en del af høreapparat-giganten GN.

Dagens model stikker imidlertid lidt ud ved at være en on-ear-model, som er Jabras prisbillige bud på en hovedtelefon, der ikke er til alle. Som jeg driller med i rubrikken, er modellen nemlig 'perfekt uperfekt'. Lad mig forklare.

Det perfekte i Elite 45h er, at den dækker alt det, som mange efterspørger. Især hvis de ikke kan lide at have noget stukket direkte ind i ørerne eller at have dem dækket af en varm hovedtelefon.

Højre og venstre side er markeret tydeligt. Det er godt, da det nogle gange er meget svært at finde ud af. Foto: Ekstra Bladet
Højre og venstre side er markeret tydeligt. Det er godt, da det nogle gange er meget svært at finde ud af. Foto: Ekstra Bladet

Se også: Hovedtelefonen du bliver gift med

Lang batteritid
Lyden er således rigtig fin, og hovedtelefonen kan uden problemer bruges i timevis. Jabra har også godt styr på sin app, der giver dig flere muligheder for at tilpasse lyden.

Samtidig giver batteriet den nok bedste brugstid, man kan få i en on-ear-hovedtelefon. Ifølge Jabra kan du regne med op til 50 timers batteritid, og jeg oplevede da også, at der er meget, meget langt mellem opladningerne.

Det er samtidig skønt, at du kan oplade med et USB-C-kabel, hvilket - igen ifølge Jabra - leverer 10 timers batteritid efter blot 15 minutters ladning. Imponerende!

Til prisen får du naturligvis ikke de dyreste materialer, men jeg kan godt lide både materialevalget og byggekvaliteten. Hovedtelefonen virker ikke billig, når man har den i hænderne eller på hovedet.

Se også: Giver Bose og Sony kamp til stregen

Knapperne sidder for tæt og kunne godt være markeret bedre. Foto: Ekstra Bladet
Knapperne sidder for tæt og kunne godt være markeret bedre. Foto: Ekstra Bladet

Se også: Smør for ørerne

God til begynderen
Det uperfekte i modellen handler blandt andet om betjeningen, der foregår via fysiske knapper, som godt kunne være bedre placeret. Knapperne sidder ganske tæt på hinanden og er svære at adskille.

Jeg tror heller ikke, at alle vil være tilfreds med måden, som hovedtelefonen sidder på hovedet. Af gode grunde er der ikke samme 'greb' i en on-ear-model som en over-ear. I dette tilfælde handler det lidt svage greb, som jeg oplevede under testen, også om, at hovedtelefonen er ganske let.

Min fornemmelse var nu og da, at hovedtelefonen pludselig ville falde af eller sætte sig skævt. Også selvom det sjældent skete.

I min bog er Jabra Elite 45h derfor modellen, du vælger, hvis du ikke vil bruge en formue på en hovedtelefon, og det ikke skal være in-ear. Du stræber ikke efter at få den bedste lyd, men bare god lyd til din musik og dine podcasts.

Modellen er perfekt som en gave til teenageren eller større børn, der skal have deres første bedre hovedtelefon.

Se også: Hovedtelefonen de andre må slå

Foto: Ekstra Bladet
Foto: Ekstra Bladet

Sådan virker prislinks i denne artikel

Denne artikel indeholder affiliate links til Ekstra Bladets samarbejdspartner PriceRunner. Når læserne klikker på disse links, modtager vi en mindre betaling. Samarbejdet har ingen betydning for, hvilke tests eller techhistorier vi bringer - eller en eventuel bedømmelse af et produkt.

- redaktionen

0 kommentarer
Vis kommentarer