Popcorn Time lukket: - Frygter noget smartere er på vej

Selvom den populære film- og tvstreamingtjeneste Popcorn Time er lukket delvist ned, så er det på ingen måde ensbetydende med, at kampen mod filmpirateri er vundet

Det er blevet væsentligt sværere at se Popcorn Time nu, efter hovedsiden er blevet lukket ned. (Foto: Ole Steen)
Det er blevet væsentligt sværere at se Popcorn Time nu, efter hovedsiden er blevet lukket ned. (Foto: Ole Steen)

Den kontroversielle og ulovlige filmstreamingtjeneste Popcorn Times hovedside er blevet lukket ned.

Ifølge flere netsider blev risikoen for retsforfølgelse for meget for en af bagmændene, der nu altså har lukket serverne ned.

Derfor bliver brugere, der forsøger at komme på tjenesten via Popcorntime.io, mødt med en besked om, at websiden er lukket ned af ejerne.

Der findes dog stadig lignende udgaver af Popcorn Time, som endnu ikke er lukket ned. Eksempelvis en svensk udgave, der på siden oplyser, at 'den aldrig vil blive taget ned'.

Advokat Niels Dahl-Nielsen fra Opus Law, som har sendt breve og regninger til danskere, der skulle have brugt den ulovlige tjeneste, tager imod nyheden med glæde - og forbehold.

- Ønsket med det hele for vores klient har jo været at få standset filmpirateri, så det er da glædeligt, at der nu i hvert fald er en kanal mindre. Men hvis baggrunden for, at de lukker, er, at de gør noget andet og smartere, så er det jo en blandet nyhed, siger han og fortsætter:

- Jeg tror derfor, at man skal passe på med at glæde sig for tidligt. Man så det lidt tidligere med Pirate Bay for nogle år siden, som er samme afdeling. Der blev ført retssager, og bagmændene endte med tabe, men så gik der ikke lang tid, før det åbnede et andet sted end i Sverige. Og for dem der bruger det, er det nok ligegyldigt, hvor i verdenen hjemmesiden hører til.

Se også: Anklaget Popcorn Time-bruger delte sit internet: Ikke mit ansvar

Se også: TDC udleverer informationer om Popcorn Time-brugere

Halter efter rent teknisk
Der er dermed basis for at frygte det værste.

- Jeg frygter, at de har noget smartere på vej. Rettighedshaverne halter ofte efter filmpiraterne rent teknisk, siger han.

Hos Rettighedsalliancen er man naturligvis glade for nyheden.

- Det er et stærkt signal om, at det er blevet farligt at være bagmand. Nu er det virkelig forbundet til kriminalitet, siger direktør Maria Fredenslund til Ekstra Bladet.

Hun vil arbejde videre, så hele Popcorn Time kan blive stoppet.

- Vi har allerede anmeldt dem til politiet, og udviklingen i Danmark viser heldigvis, at politiet håndterer den slags anmeldelser markant bedre. Det skal der selvfølgelig også mere af i den slags sager.

Ikke umuligt
- Frygter du ikke, at der bare dukker en ny lignende udgave op?

- Der dukker hurtigt den slags tjenester op, og derfor skal vi være gode til, at retssystemet kan komme efter dem. Og vi skal blive bedre til at fortælle, om alle de lovlige filmtjenester, der også findes på nettet, siger hun og fortsætter:

- Det er en svær kamp, men bestemt ikke umulig. Der er jo ikke kun én bagmand eller en server, og derfor er vi nødt til at tænke på alternative måder. F.eks. ved at stoppe annoncer på ulovlige hjemmesider, siger hun.

Går mand ind på popcorntime.dk finder man også en lukket webside. Her er beskeden, at 'Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet efterforsker en sag, der involverer dette domænenavn.

Se også: Filmbranchen pudser advokater på Popcorn-brugere

Se også: Pirattjeneste ryster Netflix og Blockbuster: Let, gratis og ulovligt

92 kommentarer
Vis kommentarer