Robotterne flytter ind: Nu bliver stemmen din nye mobiltelefon

Onsdag kommer to af Googles Home-enheder til Danmark - og de stemmestyrede enheder kan gøre mobiltelefonens betydning mindre

Kan du stole på Google Home og være sikker på, at dine data bliver passet godt på. Få en kontant vurdering her fra Ekstra Bladets tech redaktør. Videoreportage: Ekstra Bladet TV

For nogen virker det sikkert som taget ud af en fremtidsfilm, hvor en person taler ud i luften, mens en computerstemme metallisk svarer tilbage.

Men netop sådan nogle stemmestyrede, digitale assistenter begynder for alvor at betyde noget herhjemme.

- Vores vision for fremtiden de næste fem til ti år er, at der sker et skifte fra den mobile verden til, at computeren er overalt, forklarer Chris Chan, der er product manager for Google Home, til Ekstra Bladet.

Teknologi - 24. okt. 2018 - kl. 15:00 Advarer mod ny tjeneste: Den kan overtage dit hjem

 

Lytter i hjemmet
I Danmark lanceres Google Home og Google Home Mini onsdag. Begge er stemmestyrede enheder, der i princippet virker som den Google Assistent, man i et par måneder har kunne bruge i sin mobiltelefon.

Forskellen er bare, at de stemmestyrede enheder skal placeres i hjemmet, hvor de virker både som højttalere og evigt lyttende mikrofoner:

- Computeren, du i dag har i lommen som en mobiltelefon, vil fremover være overalt, hvor du bevæger dig. 

- Det kan være derhjemme, i bilen eller på jobbet. Og det giver en mulighed for at bruge nogle helt andre tjenester, end vi har i dag, som kan gøre dig mere produktiv, styre underholdningen eller informere dig bedre, forudser Chris Chan.

Bag om Google Assistent

I de nordiske lande kalder vi stemmetjenesten Google Assistent, mens den i engelsktalende lande hedder Google Assistant.

Tjenesten virker på alt fra mobiltelefoner til tablets, fjernsyn, højttalere og smarture. Indtil videre dog alene på Android og iOS-mobiltelefoner og tablets i Danmark.

Google Assistent findes globalt på mere end 500 millioner enheder og er ved udgangen af i år i 80 lande på flere end 30 forskellige sprog.

Alene i USA ventes halvdelen af alle Google-søgninger i 2020 at foregå via en stemmeassistent.

Kilde: Google

Frihed fra mobilen
Erfaringen fra USA, hvor de stemmestyrende enheder har en meget stor udbredelse, er, at styring af musik, tv, smarte pærer og levering af små praktisk informationer om for eksempel vejret bliver mest benyttet.

- Jeg må jo indrømme, at jeg selv kigger mere på min telefon, end jeg burde. Så stemmen handler for os også om, at folk ikke har lyst til at kigge på deres telefoner hele tiden. 

- Her kan de stemmestyrede tjenester være med til at give dig et bedre digitalt liv, mener Chris Chan.

Det skal de koste

Det bliver Elgiganten og Googles egen webshop, der i første omgang sælger de nye enheder.

Prisen er 449 kroner for den mindste kaldet Google Home Mini. Den store udgave med navnet Google Home koster 1149 kroner.

Modellerne kan udføre det samme, men har af gode grunde forskellige højttalere, hvor Google Home leverer den bedste kvalitet.

Teknologi - 10. sep. 2018 - kl. 22:24 Nu taler Google Assistent dansk

- Betyder det, at det traditionelle tastatur og mobiltelefonen så helt forsvinder?

- Nej, det er ikke et alt eller intet.

- Det er jo lidt, som da mobiltelefonerne begyndte at betyde noget, hvor folk sagde, at nu forsvinder computeren. Det skete ikke, fordi computere er gode til at lave en dybere research eller udføre video- og billedredigering på.

- På samme måde er jeg sikker på, at stemmestyring bliver den dominerende metode at styre musik med, men teknologien tager ikke over på alle områder. Brugerne vil selv finde ud af, hvor det er mest praktisk for dem, og hvor de foretrækker deres mobiltelefon til at udføre mere private opgaver.

Få en demonstration af Google Assistent på dansk. Videoreportage: Ekstra Bladet TV

Det skal du vide om Google Home

Ekstra Bladet har siden årsskiftet testet den store udgave af Google Home, der altså først nu officielt rammer det danske marked. Indtil for få dage siden kunne enhederne derfor også alene tales til og svare tilbage på engelsk.

Nu forstår og taler enhederne dansk. Og der er kommet fire danske nyhedstjenester ind i systemet, så du kan sige 'læs de seneste nyheder', hvorefter nyhederne fra Radioavisen, Radio 24syv, Altinget og Information læses op, hvis du har ønsket nyheder fra en eller flere af disse nyhedskilder.

Senere på året kommer mere dansk indhold til Google Home, blandt andet en julekalender.

Aktiveres med 'kodeord'
Selv om de fysisk er designet forskelligt, er både Google Home og Home Mini den samme type af stemmestyret enhed, hvor du med hjælp fra Google Asisstent kan afgive kommandoer og få et svar tilbage.

Ideen bag disse fysiske enheder og assistenten i din mobiltelefon er ligeledes ens. Dog med den forskel at alle i familien kan betjene Home-enhederne, uden at de har brug for at have en mobiltelefon i hånden.

Med Home-enhederne aktiverer du assistenten med kodeordet 'OK Google' eller 'Hey Google'. Herefter lyser toppen af enheden op som et signal om, at nu lytter den.

Herefter kan du for eksempel spørge 'hvad er klokken'. Og efter en kort pause svarer enheden tilbage med den aktuelle tid. Du kan også - hvis du har koblet den rigtige service eller hardware sammen med Google Home - sige 'spil noget jazz' eller 'tænd for lyset'.

Herefter afspilles der musik fra din tilknyttede musiktjeneste, eller dine smarte pærer fra for eksempel Philips Hue eller IKEA TRÅDFRI tændes.

I princippet er det kun fantasien, der sætter grænsen for, hvilke kommandoer Google Home og assistenten kan udføre. Der kommer nemlig hele tiden ny hardware til, så du kan låse døre, styre termostater eller trække gardinerne for og tænde for kaffemaskiner med din stemme.

Sådan beskyttes dit privatliv
Men hvad så med dit privatliv?

Alle Home-enheder har en fysisk knap indbygget, så du kan slå mikrofonen fra. Du kan også deaktivere arkiveringen af de stemmekommandoer, du giver, men det svækker enhedens evne til at lære af dine kommandoer og blive smartere, oplyser Google til Ekstra Bladet.

Du kan også altid slette tidligere kommandoer, som er gemt. Og Google forsikrer, at mikrofonerne aldrig gemmer lyd fra dit hjem og dine private samtaler, men alene reagerer og registrerer lyd hvis du afgiver en kommando, som begynder med 'OK Google' eller 'Hey Google'.

Google Home kan også læse private data op fra din kalender for eksempel, men kun hvis det er din stemme, der afgiver kommandoen. Gør andre det, kan de ifølge Google ikke få adgang til at høre dine private data.

Kan det bruges?
Spørgsmålet er nu, om Google Assistent via enten mobiltelefonen eller disse stemmestyrede Home-enheder gør en forskel? Svaret er indtil videre et måske.

Det kræver nemlig tilvænning og ændring af dine vaner pludselig at begynde at tale til en død enhed på en hylde. Men værdien stiger naturligvis med de behov, man har i en familie.

Børnene kan måske synes, at det er sjovt at få svar på dansk fra en enhed, der ikke kræver andet end sproget for at svare på, hvordan en løve brøler. Eller de kan nemt få afspillet musik eller måske en tegneserie via Chromecast på fjernsynet.

Netop disse simple funktioner er helt sikkert vejen til, at stemmestyrede enheder som Google Home bliver mere udbredte og relevante. Også at du kan sætte en alarm, lægge varer på din indkøbsliste, få klokken læst op eller høre nyhederne uden at skulle taste noget ind.

26 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere