Sådan beskytter du dig bedre mod techgiganternes svigt

Undgå at blive det næste offer for et stort datalæk hos Facebook og Google

Har du lyst til, at Facebook får lov til at kigge med i dit hjem via en af disse nye såkaldte portaler, som det sociale neværk netop har lanceret i USA? Mange vil sikkert svare nej tak. Foto: Facebook via AP
Har du lyst til, at Facebook får lov til at kigge med i dit hjem via en af disse nye såkaldte portaler, som det sociale neværk netop har lanceret i USA? Mange vil sikkert svare nej tak. Foto: Facebook via AP

De elsker data, fordi data er lig med penge. Og mange data bliver til rigtig mange penge.

Men når ’varen’ hos firmaer som Facebook og Google er data om alt, hvad du laver i dit liv, så stiger risikoen også for, at dit privatliv ender hos de forkerte.

Det har netop Facebook og senest Google flere gange vist ved at lække data eller lade andre misbruge de informationer, som du i tillid til techgiganterne har lagt ud på sociale netværker eller i uvidenhed har delt, fordi du har sagt ja til de meget lange betingelser, som ingen jo læser.

Se også: Farvel privatliv: Facebook sælger data om dig hentet hos dine venner

Sjuskede groft
I denne måned er Facebook kommet i fokus for groft at sjuske med mindst 50 millioner brugeres data, efter at firmaet ved en fejl gav hackere fri adgang til at logge sig ind på brugernes konti.

Også Google har i stilhed lukket et hul i sit nu forhenværende sociale netværk Google+, der gav uvedkommende adgang til alt fra brugernes navne til deres private adresser.

Også arbejdsplads, køn og alder lækkede Google.

Se også: Pornofup rammer danske netbrugere: Det skal du gøre hvis du bliver truet

Del meget mindre
Sagerne viser med al tydelighed, at der er brug for at beskytte sig bedre. Og her er første skridt at dele så lidt som overhovedet muligt med for eksempel Facebook.

For selvom det virker smart, at andre kan blive mindet om din fødselsdag eller finde din private adresse, er det også nøglen til, at der kan laves en meget personlig profil af dig.

Eller i værste fald at dine data misbruges til at købe varer i dit navn eller afpresse dig.

Slå to-faktor til

Ved nogle af de store datalæk har hackere fået adgang til brugernavne og passwords. Og det viser, hvorfor det er vigtigt altid at slå to-faktor-bekræftelse til på de tjenester, hvor du har mulighed for det. Ved at gøre det kan du lægge et ekstra lag af beskyttelse ind.

Se også: Amerikansk it-guru: Derfor skal du droppe Facebook i dag

Lav en spøgelsesprofil
Overvej først, om du har lyst til at dele den mailadresse, som du normalt bruger, på de konti, du har hos techgiganterne. Det er nemt for dig at skabe en spøgelsesprofil, hvor du ikke bruger din normale mailadresse, din rigtige alder eller andre private oplysninger.

På den måde kan du som minimum sikre dig bedre end ved hovedløst at udfylde alle felterne, som Facebook og Google gerne vil have dig til.

Det er også vigtigt, at du begrænser delingen af data ved at vælge de mest restriktive indstillinger på dine profiler. Du skal forvente, at techgiganterne som standard har valgt den indstilling, der giver dem mest data. Brug derfor lidt tid på at tjekke hvordan din profil er sat op.

Fjern mobil app
Husk også, at din mobiltelefon kan bruges til at overvåge dig tættere, end når du blot bruger en tjeneste på computeren. Du bør overveje helt at slette apps fra Facebook og Google på din mobil.

Se også: Sony har genfundet magien i sin nye mobiltelefon

12 gode råd om IT-sikkerhed

1 Klik med omtanke. Slå hjernen til når du modtager en mærkelig besked, der ser ud til at komme fra din bank, Postnord eller andre, der vil have dit brugernavn og password. Er du i tvivl, så tast selv adressen til for eksempel banken ind i stedet for at klikke på linket.

2 Benyt ekstra koder. Hvis du har mulighed for at slå to-faktor bekræftelse til på en nettjeneste så brug funktionen. Facebook, iTunes, Twitter og Gmail er blandt dem, der i dag tilbyder at sende dig en ekstra kode via sms eller en alternativ mailadresse. Uden koden kan man ikke misbruge dit brugernavn og password på en fremmed computer.

3 Genbrug aldrig. Nettets største dumhed er at bruge samme password og brugernavn overalt. Gør du det, er du hackernes nemmeste offer. For så skal de blot finde dine koder på en usikker tjeneste og teste dem på en række andre kendte hjemmesider. Skift jævnligt password.

4 Opdater din software. Hold styresystemet på dine enheder opdateret, men husk også at opdatere de programmer, du bruger. Hvis hackere finder ud af, at du bruger gammel software, kan de nemt udnytte et sikkerhedshul og trænge ind på din computer, tablet eller smartphone.

5 Brug app mod it-svindel. Forbrugerrådet Tænk, Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden har udviklet app'en 'Mit digitale selvforsvar'. Ideen er blandt andet, at du kan blive advaret mod aktuelle trusler, når de opstår. Du kan finde app'en til både iPhone og Android.

6 Beskyt dig teknisk. Det kan være en god investering at have et nyere antivirusprogram og en firewall. Sidstnævnte er en slags digital bodyguard, der advarer dig, hvis der sker mistænkelige aktiviteter på din enhed.

7 Pas på offentlige computere. Tjekker du personlige nettjenester som din mail eller netbanken på en offentlig computer, for eksempel biblioteket, risikerer du, at andre følger med i din kommunikation. Log altid ordentligt ud af offentlige computere, når du forlader dem.

8 Undgå ukendte netværk. Trådløse gratis netværk på ferien eller andre steder i det offentlige rum er fristende, men også en stor risiko. Hvis du kommunikerer ukrypteret på nettet og logger på et gratis Wi-Fi-netværk, kan din trafik blive sendt igennem en hackers trådløse netværk og opsnappes.

9 Krypter dit internet. Dit private trådløse internet kan være en vej ind på din computer. Uden kode på dit netværk risikerer du også at blive misbrugt til ulovlig trafik, der føres tilbage til dig. Slå derfor krypteringen til på Wi-Fi-routeren og vælg et avanceret password.

10 Skjul dine oplysninger. Deler du private oplysninger som CPR-nummer, præcis adresse, mailadresse og andre data på nettet, følger hackerne med. Særligt de sociale netværk kan være en fælde, fordi du føler dig tryg – men hackerne ved godt, hvor de skal lede efter brugbare oplysninger.

11 Skrald kan afsløre dig. Fysiske breve med koder og personlige data om dig skal destrueres, inden du smider dem i skraldespanden. Krøller du bare papirerne sammen, er de nemme at samle sammen og snage i. Husk også at låse din fysiske postkasse.

12 Reager omgående. Hvis det går galt, eller du har en mistanke om, at du er blevet hacket, så reager omgående. Få spærret kreditkort og andet af værdi, som du frygter er blevet opsnappet. Brug professionelle værktøjer til at fjerne hackernes software og beskyt dig bedre.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen