Samsung: Fremtidens fjernsyn er inspireret af dansk design

Designchef fra Samsung tager sine bedste designere med til Danmark for at få ideer til formen på og funktionen i dit næste fjernsyn

Samsung er førende på salget og udvikling af fjernsyn.

Det gælder også i Danmark og resten af Skandinavien, der har en helt særlig plads i Samsungs designstrategi:

- Dansk design betyder meget.

- Jeg er også i Danmark for at se, hvordan dansk design fungerer og bliver inspireret af den måde, danskerne bor på, fortæller Samsungs designchef Yun-je Kang til Ekstra Bladet.

Forleden besøgte han og en større gruppe af sydkoreanske designere København. Og det er hverken første eller sidste gang, at det kommer til at ske:

- Internationalt inspirerer dansk design jo. Personligt får jeg meget ud af at besøge Danmark.

 

Designerne fylder mere i dag
Yun-je Kang har ansvaret for næsten 1.500 designere i Sydkorea, men også et par hundrede i centre, der ligger i fx London, San Francisco, Delhi i Indien og Shanghai i Kina.

Alle har som primær opgave at udvikle nye ideer til fjernsyn og tilbehør som højttalere og teknologi, der kan arbejde sammen med fjernsynet.

- Tidligere var design enormt styret af ingeniørerne. Det tekniske blev planlagt først, og så bad man designerne lave noget, der passede til teknikken.

- I dag bestemmer designerne meget mere og indgår på lige fod med teknikerne.

I sin stab har Yun-je Kang dog mange andre end blot traditionelle designere. Alt fra musikere til antropologer indgår i temaet, der skal skabe fremtidens fjernsyn:

- Jeg kan godt lide simple linjer. Men også fjernsyn, der teknologisk kan skabe et andet liv og hjem for dem, der bruger det.

Mere om Samsungs designchef

Design-milk.com: Sådan designes fremtidens fjernsyn

B.dk: Stadig muligt at skille sig ud

 

Simple fjernsyn kan godt være kloge
Han og Samsung forventer da også, at fjernsynet vil smelte endnu mere sammen med anden elektronik, som vi allerede i dag bruger.

- Din telefon bliver både fjernbetjeningen og den enhed, der leverer lyd, billeder og informationer til fjernsynet.

- Og fjernsynet bliver mere intelligent, uden at du skal programmere eller trykke på en masse, som nogen måske har svært ved at forstå.

Et eksempel kan være, at fjernsynet af sig selv optager indhold, som det lærer, at brugeren godt kan lide.

Men det kan også være, at fjernsynet fungerer som et kunstværk eller en lyskilde. Noget, som Yun-je Kang og Samsung har arbejdet tæt sammen med danske Hay om at udvikle:

- Skandinavisk design er meget populært i Sydkorea lige nu. Det er en kæmpe trend for helt almindelige forbrugere med firmaer som Hay.

- Hay er blevet næste skridt efter IKEA.

 

Selv får Yun-je Kang som allerede nævnt sin inspiration fra ting, der skaber et mere simpelt hjem. Og helt naturligt nævner han danske Bang & Olufsen som førende på det område:

- Særligt den nye Play-serie, hvor produkterne er til at betale, er meget interessant. Det er samme måde, vi tænker vores produkter i Samsung.

- Det skal være flot design, men til at betale.

Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere