Samsung sænker prisen

GALAXY-SERIEN: S10 og Note 10 sælges nu i Lite-udgaver - spørgsmålet er, om de overhovedet er pengene værd?

Samsung er ganske usædvanligt meget aktiv med lancering af mobiltelefoner på CES-messen i Las Vegas. Normalt sker det ellers først i februar til mobilmessen i Barcelona. Foto: Steve Marcus/Ritzau Scanpix
Samsung er ganske usædvanligt meget aktiv med lancering af mobiltelefoner på CES-messen i Las Vegas. Normalt sker det ellers først i februar til mobilmessen i Barcelona. Foto: Steve Marcus/Ritzau Scanpix

Du skal normalt dykke 'dybt i foret', hvis du vil have fingrene i de bedste modeller i Samsungs populære Galaxy-serie. I hvert fald hvis de hedder 'S' eller 'Note' til efternavn.

Men i forbindelse med it-messen CES i Las Vegas i denne uge har den sydkoreanske techgigant taget hul på forårets mange lanceringer af nye telefoner med et noget utraditionelt greb kaldet Galaxy S10 Lite og Galaxy Note 10 Lite.

Du skal her lægge mærke til to ting: Lite-mærket og de lavere priser. For der er IKKE tale om solide, eksklusive kopier i mindre udgaver, men derimod forvoksede telefoner - begge med samme 6,7 tommers AMOLED-display - med både kameraer, design og indmad, der ligger et niveau under S- og Note-serien.

Mest søgte Galaxy S10:


Læs mere om dette prislink i bunden af artiklen


Dieter Bohn fra The Verge er som os en smule forvirret over meningen med de nye Galaxy-telefoner. Video: YouTube

S10 Lite bedst udstyret
Samsung forklarer selv nyhederne som 'prisvenlige' muligheder for dem, der gerne vil 'opleve de nyeste innovationer'. Og det sidste har firmaet da ret i, da der er brugt et virvar af andre kameraer end i originalerne. Paradoksalt nok er det samtidig den billigste, S10 Lite, der er udstyret med de mest interessante.

Hovedkameraet her er således på 48 megapixels (blænde 2) og har såkaldt Super Steady OIS. Det giver billedstabilisering af både video og billeder. Der er også et macro-kamera og et ultra-vidvinkel-kamera i S10 Lite.

Modsat har Note 10 Lite et mere traditionelt trippelkamera med ultra-vidvinkel, tele og normalobjektiv. Begge modeller har et 32 megapixels selfiekamera (blænde 2.2).

Der er andre forskelle på telefoner. For eksempel har Note 10 Lite plads til et normalt hovedtelefonstik, selvom den også rummer en Stylus Pen. S10 Lite har derimod intet normalt hovedtelefonstik. Der er også flere RAM i S10 Lite end i Note 10 Lite, selvom Noten normalt er den dyreste i serien (hvad den så ikke er i Lite-udgaven, red.).

Omvendt har begge Lite-modeller et større batteri - 4500 mAh - end deres udgangspunkter, som har 1000-1100 mAh mindre at gøre godt med. Og så er displayet som allerede nævnt 6,7 tommer mod de 6,1 tommer i S10 og 6,3 tommer i Note 10.

Bagsiden af S10 Lite. Pr-foto
Bagsiden af S10 Lite. Pr-foto
 

Mest søgte Note 10:


Læs mere om dette prislink i bunden af artiklen

Vores råd: Den skal du købe
Vores forklaring på de nye Lite-modeller er, at markedet for meget dyre telefoner fortsat er presset. Og helt som Huawei forsøger det, vil Samsung gerne have en bid af markedet for billigere modeller.

Det paradoksale her er imidlertid, at Samsung allerede har sin A-serie, der er endnu billigere og et stærkere alternativ til de billige telefoner fra særligt Motorola og Nokia. Galaxy A71 og A51 er således på vej ud i Danmark (fra 31. januar, red.) til henholdsvis 3699 og 2999 kroner.

Som kunde kan man derfor med rette føle sig forvirret over Lite-serien. Det gør vi også. Og hvis du føler dig tiltrukket af de nye Lite-modeller, er vores råd grundigt at overveje, om man ikke bare skal købe S10 i originaludgaven, som lige nu er billigere end S10 Lite.

Note 10 Lite kan vi ikke anbefale, selvom den er 1000 kroner billigere end Note 10. Dertil er den nye model lidt for underfrankeret og for dyr i forhold til de mange alternativer, som findes. Køb kun den hvis du drømmer om en Galaxy med pen - og vil spare 1000 kroner.

Så hellere gemme pengene til 11. februar, hvor Samsung præsenterer Galaxy S11 og måske en ny, billigere foldbar telefon. Begge kan vise sig at være mere interessante køb.

Galaxy S10 Lite sælges til 5199 kroner og Note 10 Lite til 4799 kroner fra 31. januar.

Forsiden af Note 10 Lite. Pr-foto
Forsiden af Note 10 Lite. Pr-foto
 

Sådan virker prislinks i denne artikel

Denne artikel indeholder affiliate links til Ekstra Bladets samarbejdspartner PriceRunner. Når læserne klikker på disse links, modtager vi en mindre betaling. Samarbejdet har ingen betydning for, hvilke tests eller techhistorier vi bringer - eller en eventuel bedømmelse af et produkt.

- redaktionen

8 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere