Sikkerhedsfirma: Så ofte angriber hackere danske computere

Trend Micro registrerede flere end 16 millioner angreb sidste år - det er færre end tidligere, men angrebene er blevet alvorligere

Hackerne sætter færre, men mere målrettede angreb ind mod danske computere. Foto: Seth Wenig/AP
Hackerne sætter færre, men mere målrettede angreb ind mod danske computere. Foto: Seth Wenig/AP

Hvert andet sekund døgnet rundt hele året.

Så ofte rammes en dansk computer af et hackerangreb, viser tal som sikkerhedsfirmaet Trend Micro netop har offentliggjort. Lægger man det hele sammen, bliver det til flere end 16 millioner angreb.

Og da tallet alene dækker over de angreb, som softwaren fra Trend Micro har registreret, er omfanget naturligvis meget større.

Teknologi - 22. feb. 2018 - kl. 12:42 Fri adgang til profiler på Tinder: Nok at kende brugerens telefonnummer

Færre men værre angreb
Mens de mange angreb kan virke voldsomt, er antallet af angreb registreret af Trend Micro faktisk faldet fra 2016 til 2017. Men det betyder ikke, at man skal glæde sig over udviklingen.

Ifølge firmaet er faldet nemlig udtryk for en bekymrende tendens: hackerne er blevet meget mere målrettet.

I stedet for at angribe tilfældige mål går hackerne oftere end før efter færre, men mere værdifulde mål.

Se også: Silicon Valley nægter at tage deres egne 'stoffer'

Her ses et eksempel på falske mails, der bruges til direktørsvindel. De viste mails er ægte, men navne og andre detaljer er skiftet ud. Grafik: Center for Cybersikkerhed
Her ses et eksempel på falske mails, der bruges til direktørsvindel. De viste mails er ægte, men navne og andre detaljer er skiftet ud. Grafik: Center for Cybersikkerhed
 

Mere direktørsvindel
Konsekvensen er, at tabene for angreb med for eksempel ransomware er enorme og på verdensplan skal opgøres i et tocifret milliardbeløb.

Ransomware krypterer filerne på de ramte computere, hvorefter hackerne forlanger en dusør, der normalt betales med anonyme bitcoins. Betaler man, lover hackerne at udlevere den digitale nøgle til de krypterede filer.

Se også: Cheflobbyist i Bruxelles fyret: Faldt for et simpelt e-mail-bedrag

Også angreb, hvor hackere udgiver sig for at være en ledende medarbejder i et firma, er stigende.

Denne såkaldte direktørsvindel bruger falske mails til at lokke store beløb ud af firmaet, fordi betroede ansatte tror, at det er deres chef og ikke en svindler, der har bedt om at få overført pengene.

Du kan læse mere om truslen mod cybersikkerheden i Danmark her.

Se også: Pas på: Datingsider kan lække dine hemmeligheder

12 gode råd om IT-sikkerhed

1 Klik med omtanke. Slå hjernen til når du modtager en mærkelig besked, der ser ud til at komme fra din bank, Postnord eller andre, der vil have dit brugernavn og password. Er du i tvivl, så tast selv adressen til for eksempel banken ind i stedet for at klikke på linket.

2 Benyt ekstra koder. Hvis du har mulighed for at slå to-faktor bekræftelse til på en nettjeneste så brug funktionen. Facebook, iTunes, Twitter og Gmail er blandt dem, der i dag tilbyder at sende dig en ekstra kode via sms eller en alternativ mailadresse. Uden koden kan man ikke misbruge dit brugernavn og password på en fremmed computer.

3 Genbrug aldrig. Nettets største dumhed er at bruge samme password og brugernavn overalt. Gør du det, er du hackernes nemmeste offer. For så skal de blot finde dine koder på en usikker tjeneste og teste dem på en række andre kendte hjemmesider. Skift jævnligt password.

4 Opdater din software. Hold styresystemet på dine enheder opdateret, men husk også at opdatere de programmer, du bruger. Hvis hackere finder ud af, at du bruger gammel software, kan de nemt udnytte et sikkerhedshul og trænge ind på din computer, tablet eller smartphone.

5 Brug app mod it-svindel. Forbrugerrådet Tænk og Trygfonden driver app'en 'Mit digitale selvforsvar'. Ideen er blandt andet, at du kan blive advaret mod aktuelle trusler, når de opstår. Du kan finde app'en til både iPhone og Android.

6 Beskyt dig teknisk. Det kan være en god investering at have et nyere antivirusprogram og en firewall. Sidstnævnte er en slags digital bodyguard, der advarer dig, hvis der sker mistænkelige aktiviteter på din enhed.

7 Pas på offentlige computere. Tjekker du personlige nettjenester som din mail eller netbanken på en offentlig computer, for eksempel biblioteket, risikerer du, at andre følger med i din kommunikation. Log altid ordentligt ud af offentlige computere, når du forlader dem.

8 Undgå ukendte netværk. Trådløse gratis netværk på ferien eller andre steder i det offentlige rum er fristende, men også en stor risiko. Hvis du kommunikerer ukrypteret på nettet og logger på et gratis Wi-Fi-netværk, kan din trafik blive sendt igennem en hackers trådløse netværk og opsnappes.

9 Krypter dit internet. Dit private trådløse internet kan være en vej ind på din computer. Uden kode på dit netværk risikerer du også at blive misbrugt til ulovlig trafik, der føres tilbage til dig. Slå derfor krypteringen til på Wi-Fi-routeren og vælg et avanceret password.

10 Skjul dine oplysninger. Deler du private oplysninger som CPR-nummer, præcis adresse, mailadresse og andre data på nettet, følger hackerne med. Særligt de sociale netværk kan være en fælde, fordi du føler dig tryg – men hackerne ved godt, hvor de skal lede efter brugbare oplysninger.

11 Skrald kan afsløre dig. Fysiske breve med koder og personlige data om dig skal destrueres, inden du smider dem i skraldespanden. Krøller du bare papirerne sammen, er de nemme at samle sammen og snage i. Husk også at låse din fysiske postkasse.

12 Reager omgående. Hvis det går galt, eller du har en mistanke om, at du er blevet hacket, så reager omgående. Få spærret kreditkort og andet af værdi, som du frygter er blevet opsnappet. Brug professionelle værktøjer til at fjerne hackernes software og beskyt dig bedre.

7 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere