Skræmmende forudsigelse: Black Mirror bliver til virkelighed

Vi er i gang med en helt ny 'dataalder', hvor digitale netværk og kunstig intelligens smelter sammen

Er det denne fremtid, vi er på vej ind i, hvor alt lagres. Og alt styres af kunstig intelligens og robotter? Foto: Netflix
Er det denne fremtid, vi er på vej ind i, hvor alt lagres. Og alt styres af kunstig intelligens og robotter? Foto: Netflix

Ekstra Bladet er inviteret til Las Vegas af Brancheforeningen ForbrugerElektronik

Mandag begynder den store IT-messe CES i Las Vegas.

Men allerede søndag aften amerikansk tid blev tendenserne for teknologien i 2018 præsenteret for en stor gruppe af pressefolk.

Og det er på samme tid en både fascinerende og skræmmende udvikling, der venter os.

Her er de vigtigste trends

Vi køber flere smarte højttalere - ventes at stige med 93 procent i år målt på enheder (43,6 millioner i USA) og 60 procent på salget (3,8 milliarder dollars)

Også produkter til det smarte hjem sælges der flere af - 41 procent større salg i år (målt på enheder - 40,8 millioner i USA)

Smartphones er fortsat den største 'sællert' målt på omsætning - alene i USA ventes salget at nå næsten 63 millarder dollars (fordelt på 189 millioner enheder)

Andre data: salget af fladskærme (27 procent større/enheder), droner (20 procent større/enheder), VR (25 procent større/enheder) og streaming (35 procent/omsætning)

Kun salget af de såkaldte wearables som smarture har en mere moderat udvikling med blot en procent større omsætning (6,4 milliarder dollars) og fire procent flere solgte enheder (49,3 millioner i USA)

Kilde: CTA

Se også: Live fra Las Vegas: Nu går kæmpe techmesse i gang

Ligner 'Black Mirror'
Ifølge organisationen 'Consumer Tech Industry' (CTA), der står bag forudsigelserne, er vi nemlig med fuld fart på vej ind i en helt ny dataalder.

Den betyder, at flere og flere af de gadgets, vi bruger i vores hjem, i bilen, på arbejdet og i det offentlige rum kan 'tale sammen', samle stor mængder af data om os, foreslå brugerne at gøre ting og i nogle tilfælde også træffe beslutninger for dig.

Som jeg talte med danske kolleger på messen om, minder den udvikling lidt om det, man ser i tv-serien 'Black Mirror'. Nemlig en fremtid hvor alt i vores liv registreres og gemmes - i nogle tilfælde måske også til ulempe for dem, der bruger teknologien.

Se også: Dansk firma tager kampen op mod Apples trådløse høretelefoner

Smarte højttalere hitter
Lige nu er det særligt smarte højttalere, der for alvor er kommet gang i salget af. Det er produkter som Amazon Echo og Google Home, men også snart Apples HomePod.

Salget af smarte højttalere ventes alene i 2018 at stige med 60 procent til flere end 43 millioner enheder.

Fælles for produkterne  er, at de ikke bare er højttalere, man taler til for at afspille musik. De kan også give dig informationer om din kalender, vejret og dagens trafik - og snart læse reklamer op.

Men endnu vigtigere så kan de styre temperaturen i dit hjem, holde øje med om der mangler mælk i dit køleskab eller sætte plæneklipperen i gang, hvis du har koblet enhederne op på samme system, som den smarte højttaler bruger.

Indtil videre skal du dog kunne engelsk for at tale til enhederne - dansk er fortsat ikke understøttet.

Du kan læse alle forudsigelserne  fra 'Consumer Tech Industry' her.

LIVE
55 kommentarer
Vis kommentarer