Slå tilbage mod ransomware: Her er hjemmesiden der kan hjælpe dig

Internationale sikkerhedsfirmaer lægger løbende værktøjer op på gratis hjemmeside, der kan hjælpe dig med at fjerne ransomware fra din computer

Hackere går mere målrettet efter mål, som de tror, kan give dem en stor gevinst. Et af metoderne er at afpresse ofrene, når først det er lykkedes at låse filerne på deres computere ned. Foto: Pavel Golovkin/AP
Hackere går mere målrettet efter mål, som de tror, kan give dem en stor gevinst. Et af metoderne er at afpresse ofrene, når først det er lykkedes at låse filerne på deres computere ned. Foto: Pavel Golovkin/AP

Normalt er der to muligheder, hvis du rammes af såkaldt ransomware på din computer: betal, hvilket er dumt og støtter forbryderne. Eller giv op, hvilket kan være svært, hvis vigtige filer på din computer er blevet krypteret af hackere.

Men et internationalt samarbejde mellem sikkerhedsfirmaer som Kaspersky Lab, Bitfender og McAfee har siden juli 2016 forsøgt at slå tilbage.

På hjemmesiden nomoreransom.org bliver der løbende lagt nye værktøjer online, der måske kan hjælpe med at fjerne kendte varianter af ransomware.

Senest har Bitfender udviklet et værktøj i tæt samarbejde med blandt andet Europol og det rumænske politi, som kan fjerne en ny malware kaldet GandCrab.

Myndighederne har beslaglagt tusindvis af de nøgler, der skal bruges til at låse computere ramt af GandCrab op, og delt dem med Bitdefender. Og i nogle tilfælde kan det nye og gratis værktøj hjælpe.

Teknologi - 26. dec. 2017 - kl. 06:51 Morten kan hacke de fleste danskere: Bruger billig reservedel som skræmmende våben

Sådan ser beskeden ud, når man er blevet ramt af GandCrab-ransomware. Foto: Bitdefender
Sådan ser beskeden ud, når man er blevet ramt af GandCrab-ransomware. Foto: Bitdefender
 

Ransomware kodet om
Men som en artikel på version2.dk fredag afslører, følger de kriminelle også med i nyheder fra sikkerhedsverdene.

Og bagmændene til GandCrab har derfor - kort tid efter lanceringen af værktøjer fra Bitdefender - omkodet teknologien bag deres ransomware og lukket den server, de ramte computere tidligere var koblet op på.

Ifølge Peter Kruse fra it-sikkerhedsfirmaet CSIS er konsekvensen, at alene dem, der blev inficeret før værktøjet fra Bitdefender kom ud, kan hjælpes og få deres filer dekrypteret:

- Der er ikke noget håb for dem, siger han om alle andre ramte til version2.dk.

Se også: Sikkerhedsfirma: Så ofte angriber hackere danske computere

Beskyt dig bedre
Uanset de gode værktøjer man kan finde på nomoreransom.org, er den vigtige lære da også at forsøge at undgå at blive ramt af hackernes trick.

Det betyder for eksempel, at man aldrig skal trykke på links, man ikke har 100 procent tillid til. Eller åbne filerne i mails, man modtager fra afsendere, man er i tvivl om.

En anden god regel er, at man altid sikrer vigtige filer som billeder og personlige dokumenter på mere end en enkelt computer.

Hvis skaden sker, kan du nemlig uden problemer formatere den ramte computer og stadig have adgang til dine dokumenter.

Se også: Pas på: Datingsider kan lække dine hemmeligheder

12 gode råd om IT-sikkerhed

1 Klik med omtanke. Slå hjernen til når du modtager en mærkelig besked, der ser ud til at komme fra din bank, Postnord eller andre, der vil have dit brugernavn og password. Er du i tvivl, så tast selv adressen til for eksempel banken ind i stedet for at klikke på linket.

2 Benyt ekstra koder. Hvis du har mulighed for at slå to-faktor bekræftelse til på en nettjeneste så brug funktionen. Facebook, iTunes, Twitter og Gmail er blandt dem, der i dag tilbyder at sende dig en ekstra kode via sms eller en alternativ mailadresse. Uden koden kan man ikke misbruge dit brugernavn og password på en fremmed computer.

3 Genbrug aldrig. Nettets største dumhed er at bruge samme password og brugernavn overalt. Gør du det, er du hackernes nemmeste offer. For så skal de blot finde dine koder på en usikker tjeneste og teste dem på en række andre kendte hjemmesider. Skift jævnligt password.

4 Opdater din software. Hold styresystemet på dine enheder opdateret, men husk også at opdatere de programmer, du bruger. Hvis hackere finder ud af, at du bruger gammel software, kan de nemt udnytte et sikkerhedshul og trænge ind på din computer, tablet eller smartphone.

5 Brug app mod it-svindel. Forbrugerrådet Tænk og Trygfonden driver app'en 'Mit digitale selvforsvar'. Ideen er blandt andet, at du kan blive advaret mod aktuelle trusler, når de opstår. Du kan finde app'en til både iPhone og Android.

6 Beskyt dig teknisk. Det kan være en god investering at have et nyere antivirusprogram og en firewall. Sidstnævnte er en slags digital bodyguard, der advarer dig, hvis der sker mistænkelige aktiviteter på din enhed.

7 Pas på offentlige computere. Tjekker du personlige nettjenester som din mail eller netbanken på en offentlig computer, for eksempel biblioteket, risikerer du, at andre følger med i din kommunikation. Log altid ordentligt ud af offentlige computere, når du forlader dem.

8 Undgå ukendte netværk. Trådløse gratis netværk på ferien eller andre steder i det offentlige rum er fristende, men også en stor risiko. Hvis du kommunikerer ukrypteret på nettet og logger på et gratis Wi-Fi-netværk, kan din trafik blive sendt igennem en hackers trådløse netværk og opsnappes.

9 Krypter dit internet. Dit private trådløse internet kan være en vej ind på din computer. Uden kode på dit netværk risikerer du også at blive misbrugt til ulovlig trafik, der føres tilbage til dig. Slå derfor krypteringen til på Wi-Fi-routeren og vælg et avanceret password.

10 Skjul dine oplysninger. Deler du private oplysninger som CPR-nummer, præcis adresse, mailadresse og andre data på nettet, følger hackerne med. Særligt de sociale netværk kan være en fælde, fordi du føler dig tryg – men hackerne ved godt, hvor de skal lede efter brugbare oplysninger.

11 Skrald kan afsløre dig. Fysiske breve med koder og personlige data om dig skal destrueres, inden du smider dem i skraldespanden. Krøller du bare papirerne sammen, er de nemme at samle sammen og snage i. Husk også at låse din fysiske postkasse.

12 Reager omgående. Hvis det går galt, eller du har en mistanke om, at du er blevet hacket, så reager omgående. Få spærret kreditkort og andet af værdi, som du frygter er blevet opsnappet. Brug professionelle værktøjer til at fjerne hackernes software og beskyt dig bedre.

14 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere