Smed YouSee ud af kommune: Nu er nettet gået i koks

Ukendt firma overtog kommunens fællesantenne, men kan ikke løfte opgaven

Det er tv-billeder som dette, der møder kunderne i Ishøj. Her har Kabelplus siden 1. juni ikke kunne levere en ordentlig service på kommunens fællesanlæg. Privatfoto
Det er tv-billeder som dette, der møder kunderne i Ishøj. Her har Kabelplus siden 1. juni ikke kunne levere en ordentlig service på kommunens fællesanlæg. Privatfoto

FORTÆL DIN HISTORIE: Hvordan har du oplevet skiftet i Ishøj? Send en mail til tech@eb.dk

Bedst og billigst.

Sådan lød løfterne i foråret fra Ishøj Kommune, da man overdrog kommunens fællesantenne til det ukendte firma Kabelplus. Og 1. juni blev stikket derfor hevet ud hos YouSee, der indtil da havde givet tusindvis af husstande adgang til både internet og kabel-tv.

Net og tv svigter
Siden har problemerne hobet sig op for både kunder og det nye selskab, der ikke har kunne levere hverken den kundeservice eller drift, som borgerne er blevet lovet. I stedet svigter netsignalet fortsat, kører meget langsomt eller virker slet ikke.

Det samme gælder tv-signalet, hvor kunder kan opleve, at en tv-udsendelse afbrydes eller bliver så pixeleret, at man ikke kan se, hvad der sker på skærmen.

Se også: Teleselskabet 3 hacket: Afpresses af kriminelle

Betal for en løsning
Konsekvensen er derfor massiv kritik på både Trustpilot og Facebook. Ekstra Bladet talte tirsdag med flere af kunderne, der stadig ikke har fået ordentlig service:

- Jeg sendte en klage 6. juni til Kabelplus. En måned senere fik jeg en besked tilbage om, at da de ikke havde hørt mere fra mig, så var alt nok i orden. Det er det bare ikke, fortæller Allan Hvolby fra Ishøj til Ekstra Bladet.

Og selv om fyringen af YouSee blev lanceret som en besparelse, har kunderne oplevet det anderledes:

- Det kan godt være, at regningen falder en smule. 

- Men når vi taler med Kabelplus, er deres svar, at der skal trækkes nye ledninger og købes andet udstyr, før vores signal virker ordentligt, siger en anden kunde, Carsten Christoffersen.

Under skærpet tilsyn

Tålmodigheden hos Ishøj Kommune, der valgte Kabelplus, er også tyndslidt.

Forleden lovede borgmester Ole Bjørnstorp (S), at kontrollen med firmaet bliver skærpet, da kundeservicen og driften har været for dårlig.

Kommunens krav er normal drift i august.

Se også: Yousee stadig ramt: Ved ikke hvorfor danskernes tv forsvandt

Boligafdeling har fået nok
Problemerne er så omfattende, at beboerne i en hel boligafdeling nu smider Kabelplus på porten. De vil have YouSee tilbage:

- Det går da bedre, men der er meget, som ikke fungerer endnu. 

- Der er rigtig mange, der stadig har problemer med deres internet og tv-signal, som ikke virker. Det er en uholdbar situation, siger Maria Ronild, der er afdelingsformand i Vildtbanegård afdeling 1.

- Vores opsigelse er en kombination af, at mange var glade for YouSee, men også at de ikke har tillid til ledelsen bag Kabelplus.

- Og så selvfølgelig fordi driften stadig er så uregelmæssig.

FORTÆL DIN HISTORIE: Hvordan har du oplevet skiftet i Ishøj? Send en mail til tech@eb.dk

Kabelplus: Vi har overtaget et ringe anlæg

Hos Kabelplus beklager salgsdirektør og medejer Henrik Lind, at kunder i Ishøj har oplevet gener:

- 1. juni skulle vi overtage kommunens anlæg, som YouSee har stået for i otte år. Men vi kunne ikke komme ind i anlægget og få den dokumentation, vi havde brug for. 

- Da vi så endelig fik gang i anlægget, kunne vi konstatere, at der stort set ikke er lavet almindeligt vedligehold på anlægget de sidste tre-fire år. Derfor var det også i noget dårligere stand, end vi havde regnet med.

- Vi har desværre overtaget et anlæg fra kommunen, som er i noget dårligere stand end forventet. Og når vores mål har været at lave et tidssvarende og meget hurtigere anlæg, så kan det ikke undgå at give problemer. Derfor har vi også betinget os, at vi fik 60 arbejdsdage til at rette op på det her.

Meget er skiftet
Genopretningsarbejdet har betydet, at der er udskiftet en lang række af komponenter som forstærkere og filtre rundt om i kommunen.

- Mange brugere i Ishøj har desværre fået en uheldig oplevelse. Tidligere havde de et internet, der ikke kørte særligt hurtigt, men det kørte. Og så kommer vi så med et nyt system, der gør anlægget hurtigere og mere tidssvarende. Men indtil det arbejde er færdigt, kommer der afbrydelser og forringelser, som selvfølgelig generer brugerne.

Ifølge Henrik Lind har mellem 10 og 20 procent af kommunens 9000 husstande, som er på nettet, været hårdest ramt. 300 kunder har i dag fortsat periodiske fejl - heraf har mindre end 100 egentlige afbrydelser, vurderer Kabelplus.

Blandt de hårdest ramte er flere af kommunens boligafdelinger, hvoraf en enkelt altså har besluttet sig for at skifte leverandør.

- Problemet her er bare, at det jo ikke kun er forbindelsen frem til ejendommen, der skal være i orden. Det skal ledningsnettet og husinstallationen inde i beboelserne også.

- Og her kan vi se, at der nogle steder både er ulovlige og meget gamle installationer, som mangler 15 års vedligeholdelse.

Som at reparere en motorvej
Kravet er derfor, at der - i samarbejde mellem Kabelplus og boligafdelingerne - sker en renovering, som begge parter skal betale for:

- Jeg mener, at vi har en god dialog med boligforeningerne. Men det er klart, at forbedringerne skal på plads, før internettet også fungerer her.

- Vi har betinget os - som en del af kontrakten med Ishøj Fællesantenne - en periode frem til oktober 2018, hvor vi skifter alt, hvad vi skal rundt om i kommunen. I den periode vil det være lidt, som når der er vejarbejde på motorvejen. Man kører, men nogle gange skal hastigheden sættes ned.

Trods den mere besværlige start på driften af fællesantennen i Ishøj Kommune så forventer Henrik Lind, at de op mod 1200 kunder, der har været berørt fra starten, allerede den kommende måned får en langt bedre service.

Kan ende med erstatningssag
Men der venter en efterregning, som firmaet har varslet kommunen om. 

- Vi skal nok klare det økonomisk. Men på en eller anden måde er vi nødt til at reagere. 

- Det kan derfor godt tænkes, at vi gør andre ansvarlige for, hvordan de har ageret og afleverer vores regning til ekstra omkostninger hos dem.

- Hos kommunen?

- Ja, blandt andet hos kommunen. Så må de gøre krav gældende bagud til YouSee. Men det er klart, at når vi ikke har fået et anlæg i den stand, vi blev lovet, så må vi tage forbehold for det. 

- Hvad størrelse er vi oppe i?

- Det kunne godt blive en del penge.

- Millioner?

- Ja, det er nok oppe i den størrelsesorden.

266 kommentarer
Vis kommentarer