Teenager narrede hele verden

17-årig amerikaner brugte ifølge politiet et banalt trick til at få adgang til nogle af Twitters mest populære konti

Graham Ivan Clark er blot 17 år, men alligevel hovedmanden bag det store Twitter-hack, mener de amerikanske myndigheder. Politifoto
Graham Ivan Clark er blot 17 år, men alligevel hovedmanden bag det store Twitter-hack, mener de amerikanske myndigheder. Politifoto

SENESTE: Teenageren kan betale sig ud af fængslet ved at stille en kaution på 4,6 millioner kroner. Og det bliver nemt. Ifølge hans advokat har den unge mand nemlig værdier for 19 millioner kroner i bitcoins, skriver lokale medier

Da 45 af nogle af verdens mest populære Twitter-konti forleden blev hacket, var det hverken russere eller nordkoreanske hackere, der stod bag.

Ifølge de amerikanske myndigheder skal 'hjernen' bag angrebet i stedet findes under varme himmelstrøg i Florida.

Her har man netop anholdt den 17-årige Graham Ivan Clark - aka Kirk#5270 - der nu vil blive retsforfulgt som en voksen.

Sådan så det ud på Apples hackede konti, som den 17-årige fra Florida ifølge politiet overtog og misbrugte til at begå økonomisk kriminalitet med.
Sådan så det ud på Apples hackede konti, som den 17-årige fra Florida ifølge politiet overtog og misbrugte til at begå økonomisk kriminalitet med.

Se også: Twitter-hackere kan have franarret folk over 100.000 dollar

Lokkede ansatte
Sammen med to andre mistænkte, der også er unge mænd, lykkedes det angiveligt Graham at trænge ind i hjertet af Twitters computersystemer med et banalt trick.

Han og medgerningsmændene ringede ganske enkelt til centrale ansatte hos Twitter og udgav sig for at være en del af firmaets helpdesk.

På den måde lokkede de tre vigtige koder ud af en eller flere ansatte, hvorefter de uden problemer kunne gå i gang med at sende falske beskeder fra konti tilhørende blandt andre præsidentkandidat Joe Biden, Apple og Elon Musk.

Herover kan du se anklageren i sagen fortælle mere om, hvordan man fandt frem til 17-årige Graham Ivan Clark. Video: Executive Office for United States Attorneys

Se også: Obama og Musk er blandt ofrene i kæmpe Twitter-hack

Narrede formue fra folk
Der var dog intet banalt over beskederne, der opfordrede de kendtes millioner af følgere til at sende et beløb i bitcoins til en bitcoinadresse.

Det skete med løftet om, at hvis de sendte for eksempel 1000 dollars, ville de modtage 2000 dollars retur.

Det var selvfølgelig løgn, da bagmændene beholdt de mere end 100.000 dollars, det lykkedes at få naive netbrugere til at sende.

Graham Ivan Clark er da heller ikke ubekendt med, hvordan man håndterer den anonyme og digitale valuta. Så sent som i april i år beslaglagde Secret Service i USA mere end 700.000 dollars i bitcoins hos ham.

Det er uvist, hvorfor de mange penge dengang skulle beslaglægges.

Mere om historien

The Verge: Sådan gjorde han

New York Times: Han er hjernen bag

Wired: Sådan blev de fanget

Se også: Hackere gik målrettet efter kendtes Twitter-konti

To medskyldige
Udover Graham Ivan Clark er også 22-årige Nima Fazeli - aka 'Rolex' - der ligeledes kommer fra Florida, anholdt.

Samtidig har USA bedt de britiske myndigheder om at finde og anholde Mason John Sheppard - aka 'Chaewon' - på 19 år, som er britisk statsborger.

Begge er mistænkt for at have hjulpet Graham med både at gennemføre hackingen af Twitter og det efterfølgende salg af data og hvidvask af de mange penge.

Graham Ivan Clark ventes senere i dag at blive stillet for en dommer. Det vides ikke, hvordan han stiller sig til de mange anklager.

Alle tre risikerer nu årelange fængselsstraffe og store bøder, hvis de kendes skyldige.

74 kommentarer
Vis kommentarer