Test af Tiny Audio C5: Gør din bil klar til fremtidens radioformat

Også gamle FM-radioer kan opgraderes til det digitale lydformat

Sådan ser hele installeringen af DAB+ adaptere ud. Timelapse: Jakob Jørgensen

Tiny Audio C5 DAB+ adapter: Lyd kan overføres til eksisterende radio via en FM-kanal eller en ledning, plads til 10 forudindstillede kanaler, indbygget mikrofon til håndfri tale via din telefon (over Bluetooth, red.), du kan med et kabel tilslutte en ekstern lydkilde som din iPhone til enheden. Tiny Audio C5 er set til 1399 kroner.

4
4.4
Hvad er din bedømmelse? Din bedømmelse er modtaget

Fremtidens radiolytning er digital.

I Norge har man allerede taget konsekvensen af den forudsigelse og helt droppet sit aldrende FM-radionet, mens vi i Danmark er gået lidt langsommere frem og sidste år alene omlagde de digitale kanaler fra DAB til DAB+.

Konsekvensen blev et stærkt stigende salg af DAB+ radioer til hjemmet, men også i vores biler kan man med fordel lægge om til det digitale lydformat.

Der findes i dag 18 landsdækkende DAB+ kanaler. Foto: Jakob Jørgensen
Der findes i dag 18 landsdækkende DAB+ kanaler. Foto: Jakob Jørgensen
 

Antenne er følsom
Modsat FM-radioen knitrer DAB+ aldrig og giver dig adgang til en række af nye radioformater, som alene findes her og på internettet.

Men kræver DAB+ et helt nyt radiosystem i bilen, hvilket kan virke som en uoverskuelig opgave og udgift for nogle bilejere? Svaret er, at der findes alternativer, som Ekstra Bladet netop har testet.

Der er udviklet en særlig DAB+ adapter, som gør det muligt at hente digital radio ned til bilen, men afspille det via den radio, du allerede har.

Under vores test afprøvede vi Tiny Audio C5 DAB+ biladapteren. Den er tidligere blevet rost i flere internationale anmeldelser for at være nem at bruge og har flere avancerede muligheder som håndfri betjening og op til 10 forudstillede kanaler.

Den første udfordring med produktet er installeringen. Her er det vigtigt, at man følger producentens installationsvejledning, særligt når det gælder antennen, der skal placeres rigtigt i en af siderne af forruden. Gør man ikke det, kan det ødelægge modtagelsen af DAB+ signalet.

Der blev tilpasset et særligt beslag til adapteren, så den kunne sidde ordentligt i bilen. Foto: Jakob Jørgensen
Der blev tilpasset et særligt beslag til adapteren, så den kunne sidde ordentligt i bilen. Foto: Jakob Jørgensen
 

Bag om DAB+

1. oktober 2017 blev alle DAB-kanaler i Danmark lagt om til DAB+.

Det nye format giver adgang til 18 landsdækkende kanaler og en række af lokale og regionale kanaler.

DAB+ dækker ikke hele Danmark på samme måde som FM-radioen.

Kravet til de kommercielle kanaler er en dækning på mindst 81,3 procent af Danmark. Kravet til public service-kanalerne er, at de skal dække mere end 97 procent af landet.

Det er fortsat muligt at høre FM-radio, men du har ikke adgang til samme lydkvalitet og kanaler, som på DAB+.

Kræver knofedt
Hvis du er meget fingernem og har tiden, kan det naturligvis sagtens lade sig gøre at installere selv. Vi bad et autoriseret værksted gøre arbejdet, hvilket tog en times tid med at fjerne apteringen over bilens paneler og tilpasse stedet, hvor adapteren skulle fastgøres. Pris: cirka 1000 kroner.

Ideen bag adapteren er, at den henter signalet ned. Du styrer også kanalvalg på adapteren, der virker meget velbygget og har en flot skærm med rigeligt plads til informationer.

Fra adapteren, der skal sluttes til bilens 12 volts anlæg, sendes lyden så til radioen. Her kan man vælge at lade adapteren skabe en FM-kanal, som radioen så tunes ind på. Vi valgte den anden løsning, nemlig at trække en ledning fra lydudgangen på adapteren og sende lyden ind i den eksisterende FM-radio.

Det tog godt en time at få adapteren professionelt installeret. Foto: Jakob Jørgensen
Det tog godt en time at få adapteren professionelt installeret. Foto: Jakob Jørgensen
 

Det mister du
Der er flere ulemper ved at vælge adapterløsningen. Du får pludselig to steder i bilen, hvor din radiolytning styres fra. For eksempel kontrolleres volumen nu via din nuværende radio, men du mister muligheden for at styre kanalskift fra rattet i bilen, hvis du har den mulighed i dag. Valget skal i stedet ske direkte på adapteren.

Du får heller ikke displaydata fra adapteren op i displayet på din nuværende radioløsning.

Det er ligeledes afgørende for din brugeroplevelse, hvor i bilen adapteren placeres. Sættes den for lavt, kan det være vanskeligt både at betjene adapteren og holde koncentrationen under kørslen.

Bedre og mere lyd
Fordelene ved at skifte fra normal FM-radio til DAB+ via adapteren er dog oplagte. Den digitale lydkvalitet er konstant meget høj uden nogen form for knitren eller forstyrrelser, når ellers DAB+ nettet dækker det område, du kører i.

Samtidig bliver dit udvalg af radiokanaler også større og vil vokse de kommende år. Da standarden også bruges i andre EU-lande, får du med andre ord mere glæde af din radio.

Vores indtryk efter adskillige ugers test af Tiny Audio C5 er, at hvis du går efter en DAB+ adapter løsning, så er dette system et rigtigt godt bud. Sættet har en høj kvalitet og ser pænt ud, når det bliver monteret ordentligt.

Installationen kræver, at du fjerner apteringen for at føre antennekablet fra adapteren og op til antennen i forruden. Foto: Jakob Jørgensen
Installationen kræver, at du fjerner apteringen for at føre antennekablet fra adapteren og op til antennen i forruden. Foto: Jakob Jørgensen
 

Det kan du også gøre

Brug din mobil

Det er nemt at streame både dansk og international radio fra din mobiltelefon. I nogle biler kan du trådløst sende lyden til radioen i bilen. I andre modeller kræver det, at du fører en ledning fra hovedtelefonstikket på telefonen til bilradioen.

Fordel: Det er en hurtig og billig måde at opgradere lyden i bilen på.

Ulempe: Lydkvaliteten kan være svingende. Du bruger data fra dit mobilabonnement, når du streamer radio.

Køb DAB+ som standard

Overvej at investere i en indbygget DAB+ radio, hvis du køber nye bil. Så skal du ikke bøvle med efterinstallering eller løsninger, der begrænser de muligheder, du normalt får med en indbygget radio, som passer til netop din bil.

Fordel: Den bedst integrerede løsning hvor du får fuld adgang til de funktioner, din radio tilbyder. For eksempel styring fra rattet og håndfri tale via bilens indbyggede system.

Ulempe: Det kan være en dyr løsning, som afhænger af prisen hos bilproducenten. Ikke altid en mulighed i de leasingpakker som mange benytter sig af.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste
Mest læste
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen