Test af 6 trådløse mikroanlæg

Vi tester mobilens våde drøm – trådløse lydanlæg, som kan afspille direkte fra din smartphone

Vi tester mikroanlæg, der kan afspille musik direkte fra din smartphone. (Foto: PR)
Vi tester mikroanlæg, der kan afspille musik direkte fra din smartphone. (Foto: PR)

Med trådløs lydoverførsel kan du afspille musik fra alverdens musikbiblioteker direkte fra lænestolen. Alt, hvad du behøver, er en mobiltelefon eller tablet og et af anlæggene i denne test.

Før i tiden rynkede folk på næsen af tanken om at bruge mobilen som lydkilde. Lydkvaliteten var simpelthen for dårlig til, at musikinteresserede kunne tage det alvorligt. Sådan er det ikke længere, for med tilstrækkelig høj opløsning på musikfilerne og digital overførsel til anlægget kan mobilen give store musikoplevelser. Men god lyd afhænger af også kvaliteten af anlægget. Uanset lydfilen, skal både forstærker og højttalere være af ordentlig kvalitet. Vi har kigget på seks modeller, som spænder over markedet.

Læs også: Kompakt og komplet anlæg

 

Panasonic SC-PMX9

(Foto: PR)
(Foto: PR)

Fakta
Trådløst: Wi-Fi, Bluetooth, NFC
Streaming: AirPlay, DLNA
Andet: Cd-afspiller, FM/DAB, USB
App-styring
Effekt: 2 x 20 W (3 ohm)
Pris: 3.998 kroner

Samlet vurdering (1-6): 5

// BEDSTE KØB //

Perfekt balance
Panasonic er ikke det første mærke, vi tænker på, når det kommer til gode mini hi-fi-systemer, men den opfattelse måtte vi genoverveje efter at have hørt dette anlæg.

Plus:
SC-PMX9 har god byggekvalitet, nem fjernbetjening og fine tilslutningsmuligheder. Lydgengivelsen er meget overbevisende med rig og fyldig bas, som får musikken til at swinge.

Minus:
Opløsning og detaljegrad i diskanten er ikke så fremtrædende som på de bedste, men giver alligevel en behagelig, afrundet lydsignatur.

 

Sony CMT-SBT300WB

(Foto: PR)
(Foto: PR)

Fakta
Trådløst: Wi-Fi, Bluetooth, NFC
Streaming: AirPlay, DLNA
Andet: Cd-afspiller, FM/DAB, USB
Effekt: 2 x 50 W
Pris: 2.999 kroner
Samlet vurdering: 3

Læs også: Streaming-anlægget der ikke kan streame

Fejlskud uden bas
Sony er i vælten for tiden med mange gode lyd- og billedprodukter. Desværre er dette minianlæg ikke et af dem.

Plus:
Testens billigste anlæg har rigtig gode tilslutningsmuligheder. Med cd-afspiller, DAB-radio, USB og trådløs tilslutning er Sony-anlægget udrustet til lidt af hvert.

Minus:
Generelt flad og uengagerende lyd uden nævneværdig bas gør, at vi hellere vil anbefale at lægge nogle ekstra kroner i et bedre lydsystem.

 

Philips DS9830

(Foto: PR)
(Foto: PR)

Fakta
Trådløst: Wi-Fi
Streaming: AirPlay, Spotify Connect, DLNA
Effekt: 50 W
Pris: 4.999 kroner
Samlet vurdering: 4

Lækre lydskabninger
Philips’ højttalere med diskanten på en stilk er et stiligt alternativ til traditionelle minianlæg. Men de koster også.

Plus:
Philips DS9830 er både sjovt at se på og medrivende at lytte til. Højtallerne giver en varm, fyldig lyd med masser af bas, god stemmegengivelse og et åbent, præcist lydbillede. Med AirPlay og Spotify Connect får man nem adgang til en verden af musik.

Minus:
Prisen er høj, og lyden har sine begrænsninger. Det kan let komme til at lyde lidt hårdt og stresset, hvis man fristes til at spille for højt. Uden indbygget radio eller cd kræver det, at man har en mobil eller computer som kilde.

 

Yamaha MCR-N560D

(Foto: PR)
(Foto: PR)

Fakta
Trådløst: Wi-Fi (ekstraudstyr)
Streaming: AirPlay, Spotify Connect, DLNA
Andet: Cd-afspiller, FM/DAB+, USB, Ethernet, koaksial, optisk
App-styring
Subwoofer-udgang
Effekt: 2 x 32 W (6 ohm)
Pris: 5.738 kroner (m. Wi-Fi-adapter)
Samlet vurdering (1-6): 5

Behagelige toner
Med Yamaha bag lydpulten er hyggestunden garanteret.

Plus:
Musikken lyder varm og fyldig, uden at bassen bliver træg af den grund. Her er god snert, og Yamaha forfører med frodige vokaler og naturlig klang. DAB-radio og cd-afspiller trækker op.

Minus:
Vi kunne godt tænke os lidt flere kræfter, så man kunne spille højere, før det begynder at skurre. Desuden er lydbilledet ikke så luftigt som på de bedste, og nedre del af basfrekvensen er begrænset.

 

NAD D3020 + Bowers & Wilkins 686 S2

(Foto: PR)
(Foto: PR)

Fakta
Trådløst: Bluetooth
Streaming: Bluetooth
Andet: Koaksial, optisk og digital USB, AUX
Subwoofer-udgang
Effekt: 2 x 30 W (4-8 ohm)
Pris: 6.897 kroner
Samlet vurdering: 5

Ægte hi-fi
NAD og Bowers & Wilkins giver ægte hi-fi-oplevelse med stor, luftig og neutral lyd.

Plus:
Musikken præsenteres i et stort og opløst lydbillede, der til tider er en drøm at lytte til. Især stemmegengivelsen er fremragende med neutral klangbalance og et bredt stereoperspektiv.

Minus:
Højttalerne skriger efter en endnu bedre forstærker. Det kan lyde lidt fladt og livløst, når man skruer op, og bassen har brug for mere kraft for at blive mere livlig. Bluetooth kan give udfald.

 

Marantz M-CR610 + Boston Acoustics A 25


Fakta

Trådløst: Wi-Fi
Streaming: AirPlay, Spotify, DLNA
Andet: Cd-afspiller, FM/DAB+, USB, Ethernet, optisk
App-styring
Subwoofer-udgang
Effekt: 2 x 50 W (6 ohm)
Pris: 8.494 kroner
Samlet vurdering: 6

// BEDST I TEST //

Perfekt allround-anlæg
Spækket med funktioner og forbindelsesmuligheder og ikke mindst fantastisk lydkvalitet, er det her klassens bedste anlæg.

Plus:
Anlægget har rigtig god baskontrol og lyder sejt, når man spiller højt. Desuden er opløsningen god nok til at få overtonerne og nerven i musikken med. Føj hertil den lange udstyrsliste, og vi har en vinder.

Minus:
Cd-receiveren fra Marantz kan parres med endnu bedre højttalere end Boston Acoustics A 25, som er dette anlægs svageste led.

Læs den fulde test her.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere