Flashede fed bil på Facebook: Knaldet af forsikringen

Ung mand fortryder Facebook-praleri med dyr bil. Da den brændte, kom han til at indrømme, at han var bruger af bilen, der var billigt forsikret i fars navn

’Altså alle de unge har fede billeder af biler inde på deres sociale kontoer, og jeg valgte så mine forældres bil, da jeg fandt bilen tiltrækkende,’ forsøgte den unge bilejer - forgæves. Modelfoto: Shutterstock
’Altså alle de unge har fede billeder af biler inde på deres sociale kontoer, og jeg valgte så mine forældres bil, da jeg fandt bilen tiltrækkende,’ forsøgte den unge bilejer - forgæves. Modelfoto: Shutterstock

En ung herboende mand med anden etnisk baggrund end dansk vil med garanti ønske, at han havde holdt sin kæft.

Sidste sommer var han ude og cruise i sin fede brugtvogn, som var købt på afbetaling for en kvart mio. kr., da der pludselig kom røg og flammer fra motorhjelmen.

Bilen, der var billigt forsikret i mors og fars navn, blev totalskadet – og det samme blev den unge mands privatøkonomi.

Den reelle ejer
For da han i panik ringede til Alm. Brand Forsikring og anmeldte skaden, kom han til at indrømme, at han var den reelle ejer og bruger af bilen. Igen og igen i samtalen kaldte han den ’min bil’. Det fremgår af en afgørelse fra Ankenævnet for Forsikring.

Da skadeinspektøren sagde, at bilen dermed var forkert registreret hos forsikringsselskabet, forsøgte han at lyve hurtigere, end en tunet BMW kan rende.

Nu påstod han, at det slet ikke var hans bil, men forældrenes, som også hævedes at være brugere af køretøjet.

’Det hele skyldes en misforståelse, som jeg har misforstået,’ skrev han og harcelerede mod selskabet:

’… I tager røven på mig…’

’Nu kan jeg se, at i vil udvikle sagen dramatisk.’

Ankenævn gav forsikringsselskabet ret

'Efter en gennemgang af sagen finder nævnet det bevist, at klagerens barn var bruger af bilen, og at selskabet ville have tegnet forsikringen med en højere præmie, hvis de rette brugerforhold var blevet oplyst ved tegningen af forsikringen,' skriver Ankenævnet for Forsikring.

'Nævnet har blandt andet lagt vægt på, at alt kommunikation er foregået mellem selskabet og klagerens barn, at barnet i telefonsamtale den 27/6 2019 oplyste, at barnet er bruger af bilen og kører i bilen til dagligt, at det var barnet, der var fører af bilen på skadetidspunktet, at barnet benyttede bilen som coverbillede på sin Facebook-profil, og at klageren har en anden bil.'

Han påstod, at farens dansk var så dårligt, at han bare var nødt til at ringe og anmelde skaden på vegne af far og tale i første person på vegne af sin far. Altså påstod knægten, at når han sagde 'min bil', så var det på vegne af faren, han talte.

’Hvis det er så vigtigt for jer (at tale med faren, red.) vil jeg bede jer om at skaffe en tolk til ham, og tage snakken med ham,’ skrev manden til selskabet, som pure afviste ham.

Luret på Facebook
Alm. Brand havde for eksempel luret hans Facebook-profil, hvor cover-billedet var et fotografi af bilen, som ifølge den unge mand var 'smækket med udstyr’.

Facebook-praleriet indikerede ifølge selskabet hvem bilens reelle ejer og bruger var.

’Altså alle de unge har fede billeder af biler inde på deres sociale kontoer, og jeg valgte så mine forældres bil, da jeg fandt bilen tiltrækkende,’ forsøgte bilejeren.

’Er det nu ikke tilladt at dele ens forældres bil på de sociale medier på baggrund af at man finder den attraktiv,’ spurgte han selskabet.

Forgæves. Forsikringsselskabet havde også optaget samtalen, hvor den manden anmeldte skaden på sin bil.

Han havde betalt en kaskopræmie på 4.207 kr. i stedet for det korrekte beløb på 18.309 kr.

Så i stedet for at få erstattet hele bilens værdi på 225.000 kr., fik han blot 51.700 kr. plus indtægter fra skrotdele på 77.020, i alt 128.720. Men pengene blev sendt til banken, hvor han havde optaget billånet, og som derfor havde pant i vognen.

448 kommentarer
Vis kommentarer