Dansk sushi-vinder: Det er en stor ære

Der er jubel på den danske restaurant Umami, som forventer flere kunder, efter deres kok er udnævnt til international sushi-mester

Pepe Anevski var inviteret til at deltage i konkurrencen, efter en af arrangørerne havde besøgt Umami i København. (Foto: Sushi World Cup 2013)
Pepe Anevski var inviteret til at deltage i konkurrencen, efter en af arrangørerne havde besøgt Umami i København. (Foto: Sushi World Cup 2013)

- Mange tak. Det er en stor ære bare at være her, sagde danske Pepe Anevski i sin takketale, da han i går blev kåret som verdensmester i sushi.

Anevski vandt førstepladsen i 'World Sushi Cup' i Japan, hvor de bedste sushikokke fra hele verden dystede.

Dommerne kaldte Anevskis konkurrencebidrag, hvor han blandt andet havde givet sushien et nordisk twist ved at erstatte sushitang med tyndt skivet gulerod, for 'innovativt og æstetisk'.

Se en video fra konkurrencen her.

Se også: Dansker er verdens bedste sushikok

Vi laver enkel sushi
Hjemme i Danmark er køkkenchef og medejer af Umami Christian Paradisi 'ekstremt stolt' over, at hans sushikok har fået den fine udnævnelse.

- Det er fantastisk. Jeg talte med Pepe i går, og han sagde, at dommerne havde hæftet sig ved kvaliteten og den ærlige enkelhed ved retterne. Vi havde taget forskellige slags sushi fra vores Omakase-menu og brugte de fire årstider som tema, siger Christian Paradisi til ekstrabladet.dk.

Umami blev udvalgt til at deltage i konkurrencen, efter at en af arrangørerne, en japansk sushi-kok, havde besøgt restauranten under et besøg i København.

Prisen er endnu en fjer i hatten for Danmark, hvor især udviklingen af det nye nordiske køkken har gjort landet til et gastronomisk turistmål.

- Der vil nok komme flere gæster til Umami på grund af, at vi nu har vundet den her pris. Ikke at folk nødvendigvis vil rejse til København kun på grund af os, men når de er her på en gastronomisk weekend og har prøvet Noma og Geranium, så kan det være, at de også prøver Umami for at få noget anderledes end det nordiske køkken, siger Christian Paradisi til ekstrabladet.dk.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere