Ikea-kunder: Sælg mere hest

Trofaste Ikea-kunder måtte i dag gå forgæves efter de populære kødboller

Ud over, at Ikea er tilløbssted for mange børnefamilier, der ønsker fornyelse til hjemmets indretning, er møbelkædens bistro et populært sted at stille familiens sult.

Sådan er det også for Ellis Dragelund, der sammen med sin datter jævnligt besøger Ikea i Høje Taastrup.

- Vi spiser altid kødboller, når vi er i Ikea, for dem elsker min datter, siger Ellis Dragelund til ekstrabladet.dk's udsendte.

Se også: Hestekød i Ikea-kødboller



Se også: Ikea stopper salg af kødboller i Danmark

Måtte gå forgæves
Skuffelsen var derfor stor, da de i dag måtte gå forgæves.

- Jeg er da skuffet over, at de har fjernet dem. Selv om det skulle vise sig, at der er spor af hestekød i kødbollerne, så vil jeg ikke have noget problem med at spise dem. Jeg synes ikke, at det er klamt, tilføjer Ellis Dragelund.

Og den holdning gik igen hos flere af de kunder, som vores udsendte mødte uden for Ikea. Ingen ville have noget imod at sætte tænderne i en 'kötbullar' med hest.

- Jeg synes slet ikke, at det er ulækkert at spise hestekød. Hvis det er kød af god kvalitet og tilberedt rigtigt, kan hestekød være godt og saftigt, mener Britta Hansen.

Noget pjat
Faktisk burde møbelkæden lade kødbollerne blive i butikkerne, indtil det er påvist, om der er hestekød i eller ej.

- Det er noget pjat, at Ikea er nødt til at trække kødbollerne tilbage, når de ikke er sikre på, om der er hestekød i eller ej, lyder det fra Cecilia Mogensen.

Hos Ikea Danmark forstår man godt kundernes skuffelse, men tør ikke at løbe nogen risiko.

- Vi kan ikke acceptere, hvis det skulle vise sig, at der findes andre ingredienser i vores kødboller. Derfor har vi for en sikkerheds skyld trukket varerne tilbage. Vi forventer dog ikke at finde spor af hestekød i de danske partier, siger kommunikationsansvarlig for Ikea Danmark Tina Lindharth til ekstrabladet.dk.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere