Hestekøds-gate rammer danske burgere

Bøffer fra firma, som blandede hestekød i hakket oksekød, er havnet hos Burger King i Danmark

Sagde bøffen muh eller pruh? Dansk Burger King er påvirket af kødskandale i England. (Foto: PR Foto Burger King)
Sagde bøffen muh eller pruh? Dansk Burger King er påvirket af kødskandale i England. (Foto: PR Foto Burger King)

Et irsk firma, som solgte burgerbøffer lavet af '100 procent oksekød', der viste sig at være blandet op med hestekød, har også leveret burgerbøffer til Burger King i Danmark.

Det bekræfter burgergigantens danske hovedkontor nu i en mail til ekstrabladet.dk, oven på skandalen, som i den seneste uge har rullet ind over England.

Tidligere på ugen var der forlydender om, at de hesteholdige bøffer havde ramt Burger Kings boller. At det også gjaldt for Danmark kan først nu bekræftes af Burger King.

Se også: Hestekøds-skandale rammer Burger King

- Silvercrest, en del af ABP Food Group, har været under mistanke for mulig sammenblanding af visse produkter, produceret på deres fabrik i Irland. Denne virksomhed har også leveret bøffer med 100 % rent oksekød til vores restauranter i Danmark, skriver Burger Kings danske pressemedarbejder, Nikolai Gaardboe Johnsen, til ekstrabladet.dk.

Silvercrests løfter om '100 procent rent oksekød' fik et alvorligt skud for boven i sidste uge, da fødevaremyndighederne i England afslørede partier af oksekød, som indeholdt op mod en tredjedel hestekød.

Det knap så rene oksekød var blevet solgt til flere større supermarkedkæder i England, samt til Burger King-restauranter i flere lande.

Se også: Ny kødskandale: Hakket oksekød fyldt med hestekød

Tager sagen alvorligt
Skandalen om hesteburgerne har betydet, at Burger King-kunder rundt omkring i Danmark har kunnet opleve, at de ikke kunne få deres yndlingsburger. Visse produkter har nemlig været kaldt tilbage på grund af skandalen.

- Som en sikkerhedsforanstaltning besluttede vi os i den forgangne weekend for at erstatte alle produkter fra Silvercrest i Danmark med produkter fra en anden leverandør. Dette har været en ren og skær frivillig beslutning fra vores side, og den er taget som en forholdsregel, oplyser Burger King.

Om bøfferne i de danske burgere var blandt dem, hvor de '100 procent oksekød' havde fået et skud hest, vides ikke. Men Burger King vil undersøge sagen.

- Selv om dette ikke har udgjort et problem for fødevaresikkerheden ifølge de irske myndigheder, har vi som en følge af spekulationerne omgående iværksat en undersøgelse af forholdene, skriver Burger Kings danske repræsentant.

- Vi tager situationen meget alvorligt og vil fortsætte med at følge op på sagen, fortsætter de.

0 kommentarer
Vis kommentarer